Tænketank: Skolen skal udvikle mennesker

DEBAT: Folkeskolens mål og fokus på at gøre eleverne parate til engang at arbejde er et udtryk for afhumanisering af mennesket. Det er en bekymrende ændring i tanken bag uddannelse, mener formand for Tænketanken SOPHIA, Jens Raahauge.

Af Jens Raahauge
Formand for Tænketanken SOPHIA

I Studenterforeningens nytårsrevy 1962 lod Jesper Jensen og Klaus Rifberg en tante, en præst og en general og en bedemand stå ved barselssengen og diskutere, om det er en tuttenutte, en synder, en soldat eller et lig, der er født. 

Den diskussion synes nu – godt 50 år senere – helt og aldeles forældet, efter at der i folkeskolereformens skær er politisk konsensus om, at det er et tal, der er født. Et tal, der konstant bliver genfødt af kontrolark og test. Et tal, der kan komme ind på dette og hint studium. Et tal, der primært skal gøre nytte og helst på en så boglig-akademisk måde, at ordet nævenyttig er endnu mere udrangeret end nogensinde.

Nu vil nogle måske indvende, at folkeskolereformen netop har til hensigt at gøre op med den ensidigt boglige skole med betoning af bevægelse og udadvendthed og varierede undervisningsformer. Men det, der bliver betegnet som skolens kerneydelse: en styrkelse af det faglige, er det eneste, der gøres op i tal med decimaler, det eneste, der udsættes for jævnlige test, og dermed det eneste, der bidrager til den ranglistning af skolerne, som Undervisningsministeriet eller CEPOS, eller hvem der nu byder sig til, foretager.

Eleven som objekt
Derfor – og fordi pressen elsker det eksakte med decimaler – bliver talmagien den stærkeste magi. der er tilbage i skolen. Også selv om den er misvisende. For det første dyrker pressen og ministeriet (!) tilsyneladende sensationen i det utilfredsstillende, idet de mange pædagogiske forskningsresultater, som viser, at danske elever ligger med i front, stort set er usynlige i den offentlige skoledebat og i politikernes bevidsthed. Man ser udelukkende på OECD's, altså økonomernes, testninger.

Når man så samtidigt måler elevernes faglige resultater ud fra forenklede fælles mål, hvor alt det, der ikke kan måles, betragtes som irrelevant, så bedømmer man eleverne ud fra en særlig smaltænkning, der kommer til udtryk i en styring efter fastsatte kompetencemål. Dette er udtryk for, at nogle mener at vide, hvad fremtiden bringer, ligesom det er udtryk for en afhumanisering af eleven: Mennesket reduceres til dets handlinger; ingen følelser, ingen drømme, ingen magi. Eleven er gjort til objekt, fordi menneskets bestemmelse er at arbejde.

Radikal ændring
Det er en radikal ændring af den betragtning af undervisning og af eleven, der er udviklet op gennem skolens 200-årige historie, at formålet med undervisningen er, at eleven skal have noget at leve af og noget at leve for som borger i et demokrati.

Men med folkeskolereformens målstyring og talfiksering udhules både borger- og demokratibegrebet. I nogle manualer til målstyring af fagene siges det klart, at eleverne aldrig kan få indflydelse på målene, kun på hvordan man når dem. 

Men hvorfor er det gået så skævt? Måske fordi både topembedsmænd og toppolitikere har de samme økonomisk funderede uddannelser, og fordi Finansministeriet og dets konsulentfirmaer har haft de sidste ord.

Originalitet er en styrke
Man kan ikke lade være at tænke på det foredrag, som professor Niels Villemoes fra Aarhus Handelsskole holder om ledelse, hvor han siger, at man sidder og lukker øjnene for ikke at blive forstyrret af virkeligheden, når man skal have en vision – og så trækker man en lang sætning ud af munden, den kaldes en målsætning. Hvis ikke det var så tragisk, ville det være komik af højeste karat.

Men det er jo noget helt andet, der er brug for, og historisk set er det interessant, at vi i Danmark har valgt det utraditionelle og originale, hver gang krisen for alvor har kradset: landboreformerne, andelsbevægelsen, højskolerne og opdyrkningen af heden.

I skrivende stund har BogForum besøg af nobelprismodtageren Dario Fo, som netop har skrevet en roman om vores skøre konge Christian den Syvende, og i et interview i Politiken udtaler han om os: ”I danskere er alt for beskedne! I er bange for at blive betragtet som en undtagelse i Europa. Men det var I, og det er I stadig”.

Det er undtagelsen, de krøllede hjerner og de uortodokse tilgange, der har gjort os stærke. Vi vil opleve unødige forringelser af både velfærd og livskvalitet, hvis vi fortsætter med at satse på at skabe homogeniserede mennesker gennem uddannelserne.

Mål kan være nedbrydende
Der er tværtimod brug for at styrke kreativiteten og den personlige dømmekraft, så vi kan blive originale borgere i vores demokrati, og der er brug for at styrke en udvidelse af borgerbegrebet, fordi vi er blevet tættere forbundet med hele verden; verdensborgeren må være vores ideal, sådan som filosoffen Peter Kemp har beskrevet det.

Vi har brug for et nyt paradigme, der gør op med mennesket som et italsat objekt. Tilfældige målinger er morsomme, når Søren Østergaard optræder som målermanden i Zirkus Nemo, men de er nedbrydende, når de danner grundlag for det uddannelsessystem, der skal tage vare på børn og unges udvikling til selvberoende mennesker og verdensborgere i vores demokratiske samfund.  

Forrige artikel VUC: Sæt farten ned, Ellen Trane VUC: Sæt farten ned, Ellen Trane Næste artikel KORA-forskere: Folkeskolen glemmer højt begavede elever KORA-forskere: Folkeskolen glemmer højt begavede elever
Opsamling: Sådan skal AUB-midlerne prioriteres

Opsamling: Sådan skal AUB-midlerne prioriteres

OPSAMLING: Mens forhandlingerne har været i fuld gang, har en række debattører sideløbende diskuteret, hvordan 500 millioner kroner årligt skal bruges til at styrke erhvervsuddannelserne. Altinget Uddannelse giver dig her en opsamling på debatten.