Ugen i dansk politik: Alternativet vælger ny borgmester

OVERBLIK: Regeringens ministre får travlt med samråd, verdens største anti-korruptionskonference lægger vejen forbi Danmark, og så skal Alternativets medlemmer vælge en afløser for Niko Grünfeld. Få overblik over ugens politiske begivenheder.

Mandag
Regeringen starter første arbejdsdag efter efterårsferien med forhandlinger med Dansk Folkeparti om en ny finanslov for 2019.

Danmark er desuden vært for verdens største anti-korruptionskonference i samarbejde med Transparency International og The International Anti-Corruption Conference Council. Konferencen bliver åbnet af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er også blandt talerne.

Konferencen varer frem til onsdag.

Tirsdag
Det er blevet tid til det sidste sættemøde om finansloven for 2019, hvor regeringen skal mødes med det færøske parti Tjóðveldi.

Og så har regeringen hele fem samråd på programmet. Først og fremmest skal erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) atter i et åbent samråd om hvidvasksagen i Danske Bank.

Derudover står seks af hans kollegaer for tur:

  • Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) skal i samråd om sikkerhedsforholdene for medarbejdere i Vietnam, der leverer produkter til Danmark.
  • Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) skal i samråd om fordelingsprincipperne for gymnasiet. Her skal Riisager blandt andet svare på, om hun er villig til at lave ændringer i de nuværende fordelingsprincipper, så der kan komme en mere blandet sammensætning af elever.
  • Ældreminister Thyra Frank (LA) skal i samråd om vold mod ansatte i ældreplejen.
  • Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) skal i samråd om engelsksprogede uddannelser.

Tirsdagen byder også på et møde i salen, hvor folketingsmedlemmerne blandt andet skal behandle et lovforslag om en skærpelse af hvidvaskreglerne.

I Strasbourg tager menneskerettighedsdomstolen stilling til kroaten Levakovics udvisning af Danmark. Han blev udvist sidste år i december, men han klagede dengang over det til menneskerettighedsdomstolen.

Onsdag
Igen i dag får regeringen travlt med samråd. Blandt andet skal kulturminister Mette Bock (LA) redegøre for, hvorfor det har været en vigtig målsætning for regeringen at gøre DR smallere.

Foruden DR-besparelser byder dagens samråd på:

  • Undervisningsminister Merete Riisager skal svare på spørgsmål om skolepuljen.
  • Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skal i et samråd om psykisk arbejdsmiljø, hvilket bliver efterfulgt af et samråd om arbejdsmiljøet for taxachauffører.
  • Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen skal svare på, hvordan regeringen vil sikre en nødvendig indsats mod jordforurening. Senere på dagen skal han endnu en tur i den varme stol, hvor det handler om kemi i legetøj.
  • Udenrigsminister Anders Samuelsen og udviklingsminister Ulla Tørnæs skal i samråd om hjælp til palæstinensiske flygtninge.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) inviterer til morgenmøde, der handler om tiåret for finanskrisen. Her vil AE’s direktør, Lars Anders, fortælle om hovedkonklusioner i rådets nye temapublikation: "Krisens skygger trækker stadig spor".

Christiansborg danner rammen, når Amnesty International inviterer til en konference om samtykke i voldtægtslovgivningen. Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) er blandt talerne.

Dronning Margrethe har inviteret regeringen og Folketingets medlemmer til aftenselskab på Christiansborg. Selskabet finder traditionen tro sted en gang i hver folketingsperiode, og aftenen byder på både middag og dans i Riddersalen.

Torsdag
Rækken af samråd og i dag er det blevet transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesens (LA) tur til at komme i samråd om Limfjordskrydsningen. Erhvervsminister Rasmus Jarlov får også fornøjelsen af ugens andet samråd om hvidvask. Denne gang handler det om Nordea og valutavekslingsvirksomheder.

Derudover skal:

  • skatteminister Karsten Lauritzen (V) i samråd om opdagelsesrisiko og skattegab
  • erhvervsminister Rasmus Jarlov i samråd om erhvervsfremmesystemet og regional kollektiv trafik.

Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer er vært for en høring om de udfordringer, som gymnasierne og erhvervsskolerne i yderområderne oplever. Det drejer sig blandt andet om elevtal og konsekvenserne af omprioriteringsbidraget.

Fredag
Det kommende valg til Europa-Parlamentet er på programmet ved dagens møde i salen. Folketingsmedlemmerne skal nemlig blandt andet behandle et forslag, der skal ændre i antallet af danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Det skyldes, at Danmark i forbindelse med det næste valg går fra 13 til 14 mandater, som følge af at Storbritannien forlader samarbejdet og efterlader sig 73 tomme pladser.

Udenfor kongerigets grænser skal irerne til stemmeurnerne for at vælge landets nye præsident. I forbindelse med valget er der også en folkeafstemning om, hvorvidt blasfemilovgivningen skal fjernes eller beholdes.

Weekend
Nye Borgerlige holder årsmøde i Vejle lørdag, hvor partiet blandt andet vil markere, at det nu har eksisteret i tre år. Altinget dækker årsmødet.

Søndag vælger Alternativets medlemmer, hvem der skal overtage posten som kultur- og fritidsborgmester efter Niko Grünfeld.

Forrige artikel Finsk for begyndere: Christiansborg vil gøre op med skolen som kampplads Finsk for begyndere: Christiansborg vil gøre op med skolen som kampplads Næste artikel Ahlers: Nej, Vi kan ikke blive ved med at spare i al evighed Ahlers: Nej, Vi kan ikke blive ved med at spare i al evighed