Venstre med velfærdsløfte: Væk med sparekrav og ind med 69 milliarder

LØFTE: Det omdiskuterede omprioriteringsbidrag på uddannelse, undervisning og kultur skal sløjfes som en del af en samlet investering i velfærden på 69 milliarder kroner, lyder det fra statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen.

Ud med omprioriterings-bidraget og ind med 69 milliarder kroner til velfærden.

Sådan lyder et nyt velfærdsløfte fra Venstre, som partiets formand Lars Løkke Rasmussen meldte ud onsdag på talerstolen til et arrangement afholdt af Dansk Erhverv i Øksnehallen i København.

”Den gode økonomi og Venstres velfærdsløfte betyder, at vi kan sløjfe omprioriteringsbidraget og frigøre mange millioner til uddannelse og undervisning,” lyder det fra V-formanden. 

Det betyder altså, at landets institutioner på områder som uddannelse, undervisning og kultur fra og med 2020 slipper for kravet om at spare to procent om året. Dermed dropper Venstre også regeringens oprindelige plan om først at droppe besparelserne i 2022.

Penge fra råderummet
Helt konkret vil Venstre investere de 69 milliarder kroner til det, de selv kalder ”mere og bedre velfærd” i perioden 2020-2025.

De lægger dermed op til en årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,65 procent. Socialdemokratiet vil løfte velfærden med 0,7 procent.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal pengene til investeringerne i velfærd findes i det økonomiske råderum.

”Da vi overtog ansvaret i 2015, overtog vi et årligt truende budgetunderskud på 50 milliarder kroner. Derfor har vi holdt igen på de offentlige udgifter. Danmark har balance i økonomien, og det giver handlefrihed,” siger statsministeren og afviser dermed, at velfærdsløftet skal finansieres ved at hæve skatterne.

Kontroversielle besparelser
Siden det blev indført af den nuværende regering i 2015, har omprioriteringsbidraget været genstand for en del utilfredshed fra de forskellige sektorer.

På kulturområdet er der ifølge en række kulturinstitutioner i perioden 2016-2018 samlet set sparet knap 540 millioner kroner. Derfor appellerede de i 2018 til, at regeringen fra 2019 ville afskaffe besparelserne.

På undervisnings- og uddannelsesområdet har besparelserne ligeledes skabt stor utilfredshed.  

Det har op til valgkampen været en klar mærkesag i rød blok at få bugt med omprioriteringsbidraget. Står det til Socialdemokratiet, skal besparelserne på uddannelserne fjernes, mens sparekravet på kulturområdet delvist skal afskaffes.

Venstres undervisningsordfører, Anni Matthiesen, siger til Altinget, at hun længe har haft som ønske at fjerne besparelserne, som ifølge hende især har ramt uddannelserne i landets yderområder.

”Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi har fundet penge til at fjerne det allerede fra næste år. Vi har kunnet fornemme, at der her var et område, som var presset. Derfor har vi valgt at prioritere det i vores velfærdspakke,” siger Anni Matthiesen.

Forrige artikel Uddannelse: Det skal du holde øje med i valgkampen Uddannelse: Det skal du holde øje med i valgkampen Næste artikel Opsamling: Alle vil af med forhadt omprioriteringsbidrag Opsamling: Alle vil af med forhadt omprioriteringsbidrag
De brune gymnasier bliver brunere og brunere

De brune gymnasier bliver brunere og brunere

SKÆVT: Når andelen af elever med etnisk baggrund stiger, falder det samlede elevtal på en række gymnasier. Det kan koste gymnasierne livet og kaste en klar integrationssucces over styr, lyder det fra flere gymnasierektorer, der opfordrer til politisk handling.