VUC Syds bestyrelse smidt på porten: ”Det burde ikke kunne ske”

TILLID: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har afsat bestyrelsen på det skandaleramte VUC Syd. Flere års dårlig økonomi skal nu genoprettes af en ny midlertidig bestyrelse, der ikke afviser at afskedige lærere. 

VUC Syd har brug for en ny midlertidig bestyrelse, der skal finde en farbar vej, efter flere års dårlig økonomi. Det skriver Undervisningsministeriet på sin hjemmeside. 
VUC Syd har brug for en ny midlertidig bestyrelse, der skal finde en farbar vej, efter flere års dårlig økonomi. Det skriver Undervisningsministeriet på sin hjemmeside. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Malte Bruhn

De økonomiske problemer på VUC Syd er så store, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har afsat bestyrelsen. 

En ny midlertidige bestyrelse har nu en måned til at finde ud af, hvordan man kan genoprette økonomien.

Det skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

STUK begrunder det drastiske tiltag med, at skolens økonomi er så dårlig, at skolens "videreførelse" er i fare.

Fakta
VUC SYD
Et selvejende uddannelsescenter under staten, der tilbyder uddannelse for unge og voksne, herunder HF, Avu, FVU, Gymnasiel Supplering, Fjernundervisning og kurser for ledige og virksomheder.   

Institutionen har cirka 300 medarbejdere, og cirka 8.000 kursister er hvert år tilmeldt enkelte fag eller hele forløb.

VUC Syd består af afdelinger i Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg.

VUC Syd blev i januar pålagt at tilbagebetale 1,2 millioner kroner til staten. Blandt andet fordi de gennem flere år havde fået for høje statslige tilskud
 for deres fjernunderundervisningskursister. 

Kilde: vucsyd.dk og dr.dk

Ifølge Per Nikolaj Bukh, der er professor på Aalborg Universitets Institut for Økonomi og Ledelse, er det ”helt udenfor nummer,” at en så stor selvejende uddannelsesinstitution får afsat sin bestyrelse af myndighederne:

”Det burde ikke kunne ske. Men det er konsekvensen af mange års virkelig dårlig selskabsledelse,” siger Per Nikolaj Bukh, der har fulgt sagen om VUC Syd tæt, siden Radio 24syv sidste sommer afslørede, at den daværende bestyrelse havde bragt skolen i omfattende økonomiske vanskeligheder.

Måske har den gamle bestyrelse været modstander af at afskedige endnu flere medarbejdere?

Per Nikolaj Bukh, professor på Aalborg Universitets Institut for Økonomi og Ledelse

Var på rette vej
VUC Syds nu afsatte bestyrelse har kun fungeret siden maj.

Den nu tidligere bestyrelsesformand Signe Knappe (V), der også er byrådsmedlem i Haderslev Kommune, efterfulgte sammen med en ny bestyrelse skolens oprindelige bestyrelse.

Den afgik frivilligt på baggrund en række skandalesager. I januar kulminerede sagen med en sønderlemmede kritik af skolens direktion og bestyrelse.

Den daværende bestyrelsesformand Hans Peter Geil (V) er borgmester i Haderslev Kommune.  

Ifølge Per Nikolaj Bukh er timingen for skiftet bemærkelsesværdig.

”Min opfattelse var, at Signe Knappe og den nye bestyrelse var på vej i den rigtige retning, efter den gamle bestyrelse havde kørt skuden fuldstændig i sænk. De har blandt andet reduceret omkostningerne markant ved at afskedige over 70 medarbejdere. Jeg troede, de havde styr på finansieringen.”

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra STUK inden deadline.  

Per Nikolaj Bukh, der forsker i offentlig økonomistyring, ved derfor ikke, hvad der konkret er sket i bestyrelseslokalet på VUC Syd, siden undervisningsministeren og STUK nu har trukket stikket.

”Mit gæt er, at STUK har vurderet, at bestyrelsen har manglet evnerne og/eller viljen til at gøre, hvad der var nødvendigt for at få VUC Syd på fode igen.”

Hvorfor skulle det hjælpe at få en ny bestyrelse, hvis de, som du siger, var på vej i den rigtige retning?

”Det er jo typisk på personaleområdet, man kan tilpasse udgifterne. Måske har den gamle bestyrelse været modstander af at afskedige endnu flere medarbejdere?”

”Den nye bestyrelse kommer ind på et mandat, hvor de formodentligt har viljen og evnen til at gøre, som STUK ønsker.”

Til dr.dk siger den afsatte bestyrelsesformand Signe Knappe, at bestyrelsen gjorde det så godt, den kunne. 

”Vi overtog en stor opgave, som vi godt var klar over, ikke var helt let, og vi har arbejdet hårdt på at løse opgaven i de fire måneder, vi har siddet der."

Besparelser eller tvangsægteskab 
Per Nikolaj Bukh forestiller sig grundlæggende to slutscenarier, når den midlertidige bestyrelse den 15. oktober skal fremlægge sit bud på, hvordan VUC Syd kan overleve.

Enten har bestyrelsen fundet ud af, hvordan skolen kan spare sig ud af problemerne.

”Eller også siger de ’man kan ikke klippe håret af en skaldet’. Og så vil de bede ministeriet og staten om et ekstraordinært tilskud.”

”Alternativt som en medgift til et tvangsægteskab med en anden velfungerende uddannelsesinstitution i nærheden,” siger Per Nikolaj Bukh.

Friske øjne på gamle problemer 
Laust Joen Jacobsen, der er bestyrelsesformand for Campus Bornholm, er en del af VUC Syds ny midlertidige bestyrelse.

I 2012 var han med til en lignende opgave på Erhvervsskolen i Nordsjælland.

Dengang lød underskuddet på 50 millioner, da bestyrelsen kastede håndklædet i ringen og lod en midlertidig bestyrelse genoprette økonomien.

”Vi kommer til at kigge på problemerne med friske øjne. I går fik vi indsigt i økonomien, og så drøftede vi det kommende forløb med skolens direktion. Nu skal vi finde ud af, hvilke håndtag vi skal skrue på for at skabe ro omkring driften,” siger Laust Joen Jacobsen, der til dagligt er konsulent på Københavns Proffesionshøjskole.

Kommer den nye midlertidige bestyrelse til at afskedige endnu flere medarbejdere på VUC Syd?

”Tilpasninger på medarbejdersiden er selvfølgelig et af de håndtag, vi har mulighed for at skrue på. Vi kommer til at kigge nøje på, hvordan vi kan øge indtægterne og reducere omkostningerne,” siger Laust Joen Jacobsen og fortsætter:

”Mit budskab er, at vi kommer til at gå i brechen for, at det her lykkedes.”

Det nye midlertidige styre på VUC Syd består også af Ulla Koch, formand for VUC Vestsjælland Syd og formand for VUC Bestyrelsesforeningen, Peter Amstrup, administrerende direktør for Rybners, Esbjerg og Lars Mortensen, tidligere afdelingschef i Undervisningsministeriet.  

Det midlertidige styre skal senest den 25. september 2018 afgive en foreløbig status til STUK. 

Skolens direktør Asbjørn Nielsen, der blev indsat i maj, fortsætter i sin stilling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Peter Geil

Fhv. borgmester (V), Haderslev kommune
sparekassefuldmægtig (Frøs Herreds Sparekasse 1983)

Laust Joen Jakobsen

Fhv. programleder, Københavns Professionshøjskole , fhv. rektor, Professionshøjskolen UCC
lærer (Emdrupborg Statsseminarium. 1974), MPA (Handelshøjskolen i København. 1996)

Per Nikolaj Bukh

Professor, Aalborg University Business School, Aalborg Universitet
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1991), ph.d. i driftsøkonomi (Aarhus Uni. 1995)

0:000:00