Cheføkonom til Danmarks Lærerforening (genopslag)
Vil du være med til at sikre fremtidens folkeskole? Trives du i feltet mellem økonomi og politisk interessevaretagelse? Kan du gennemskue de økonomiske konsekvenser af politiske tiltag - og trives du i tæt samarbejde på tværs af fagligheder? Så er du måske vores nye cheføkonom.

Som cheføkonom bliver du en central del af foreningens arbejde for at sikre de nødvendige investeringer til folkeskolen. Du har en stærk samfundsmæssig profil, der kan understøtte vores vision om, at det samfundsøkonomisk - såvel som menneskeligt - kan betale sig at investere i folkeskolen. Stillingen er nyoprettet som led i en organisationsændring, og du får derfor mulighed for at udvikle arbejdsopgaverne og tage ansvar for at afsøge nye veje i tæt samspil med vores politiske ledelse. Du kommer til at arbejde sammen med kolleger på tværs af organisationen og tæt på den politiske ledelse, og derfor skal du trives med at sætte din faglighed i spil sammen med andre fagligheder. Du bliver en del af vores arbejde med interessevaretagelse, og derfor er det vigtigt, at du har politisk forståelse. Du har indsigt i, hvordan man tænker i Finansministeriet, og du taler sproget, når debatten handler om økonomiske regnemodeller, kommunal økonomi og investeringer i velfærdssamfundet. Du har sans for timing og kan både udtænke og udføre indsatser i samarbejde med relevante kolleger. Du kan give et økonomisk perspektiv på politiske forslag og tænke med i udviklingen af alternativer og nye veje. Samtidig har du en grundlæggende økonomisk indsigt, som du kan sætte i spil, når du skal vurdere og tolke andres analyser og udarbejde grundlag for vores egne økonomiske analyser. Det vil også være en mindre del af opgaven at kunne klæde formanden på til bestyrelsesarbejde af finansiel karakter. I det daglige bliver du en del af kommunikations- og analyseafdelingen, hvor du indgår i tæt samarbejde med kolleger med kompetencer inden for analyse, pressearbejde og række kommunikationsdiscipliner inden for bl.a. sociale medier, web og intern kommunikation. Derudover vil du få mulighed for at udvikle din faglighed i netværk med økonomer fra andre organisationer. Derfor er det vigtigt, at du er en holdspiller, der får energi af relationer og af at være en del af et hold, der sætter en ære i at spille hinanden gode - og have det sjovt sammen imens. Din profil Vi forestiller os, at:
  • Du har relevant erfaring fra en lignende stilling fx et ministerium, en erhvervs-/interesseorganisation, tænketank, eller lignende.
  • Kendskab til fagbevægelsen og/eller folkeskolen er en fordel.
  • Du er økonom eller lignende og har økonomisk fagerfaring.
  • Du har erfaring med eller mod på at lære at udarbejde professionelle beregninger af økonomiske konsekvenser ved finanslov, reformer og lovændringer.
  • Du har forståelse for og kan rådgive i kommunal budgetlægning, og du har kendskab til de kommunale økonomiforhandlinger.
  • Du har erfaring med at arbejde i et politisk styret miljø, hvor deadlines og mål kan variere med kort varsel.
  • Du har mod på at være vores økonomiske ekspertstemme i medierne, fx i samspil med cheføkonomer fra andre organisationer.
Vi tilbyder En arbejdsplads i hjertet af København med attraktive ansættelsesvilkår og fokus på et sundt arbejdsmiljø. Du bliver en del af vores afdeling for kommunikation, analyse og presse. Vi er i afdelingen 15 ambitiøse kolleger, som arbejder tæt sammen, og som med forskellige fagligheder sparrer på tværs af kompetencer. Vi går op i, at det skal være både udfordrende og sjovt at gå på arbejde, og vi laver ofte sociale aktiviteter. Vilkår Stillingen er uden personaleansvar og er omfattet af overenskomst mellem Danmarks Lærerforening og konsulentklubben i sekretariatet. Lønindplacering sker ud fra kvalifikationer og erfaring. I ansættelsen indgår en arbejdsgiverbetalt PFA pensionsordning på 17,3 procent. Vi har 6 ugers ferie og et kontant ferietillæg på 3,26 %. Arbejdstiden er tilrettelagt ud fra 37 timer ugentligt, og vi har mulighed for optjening af 12 ekstra fridage pr. år. Forventet tiltrædelse er den 1. august 2023. Vil du vide mere? kontakt gerne afdelingschef for kommunikation og analyse Pernille Louise Lauridsen på telefon 5314 4393 eller [email protected]. Vi skal modtage din ansøgning og CV senest søndag den 18. juni 2023 kl. 23.59. Vi forventer at holde første runde ansættelsessamtaler onsdag den 21. juni og torsdag den 22. juni og anden runde samtaler tirsdag den 27. juni 2023. Der vil indgå en personlighedstest og en opgave som en del af en eventuel anden samtalerunde. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Danmarks Lærerforening er en partipolitisk uafhængig organisation med 81.500 medlemmer, hvoraf hovedparten er lærere i folkeskolen. Danmarks Lærerforening varetager medlemmernes tjenstlige og økonomiske interesser og arbejder for pædagogisk udvikling af folkeskolen.

Icon
Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job
Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen
0:000:00