DF: Vi taber de unge i provinsen, hvis uddannelser ikke decentraliseres

DEBAT: Der bor dygtige unge mennesker i områder, der er tyndt befolket. Det potentiale skal politikerne understøtte ved at sikre uddannelser uden for de største byer. Udflytning af både statslige arbejdspladser og uddannelser sikrer et Danmark i balance, skriver Mette Dencker.

Af Mette Dencker (DF)
Landdistrikts- og øordfører

For et par år siden var jeg med Folketingets udvalg for Landdistrikter og øer på en tur til British Columbia i Canada.

Her blev jeg virkelig bekræftet i, hvor vigtigt det er, at vi decentraliserer uddannelserne, og hvor mange mennesker vi leder ind på den rette vej, som vi ellers ville have tabt på gulvet.

Klient eller studerende
I en by på 10.000 indbyggere lå der et campus. De uddannede blandt andet håndværkere, sygeplejersker og socialrådgivere. Her besøgte vi dem, der læste til socialrådgivere.

Hvis jeg objektivt skal beskrive de studerende, så var de alle kvinder, hvor fire ud af fem af dem lå på den gode side af 100 kilo, og de fortalte heldigvis åbent om deres privatliv, som også var ret enslydende for de fleste: De havde tre-fem børn med flere forskellige fædre og var alenemødre.

Personligt havde jeg nok vurderet dem til at sidde på den anden side af det skrivebord, de snart ville sidde bag. Derfor bød min nysgerrighed at spørge dem, hvad de ville lave, hvis der ikke lå et campus i deres by, der havde denne uddannelse.

Og da svarede de fleste af dem, at så ville de helt sikkert være de klienter, de nu snart ville varetage, og de fleste af dem havde også været det.

Kvinderne var ikke ubegavede, de havde deres intellekt med dem, men havde uden tvivl mødt noget modgang i livet. Bliver forhindringerne for store for os mennesker, så står vi af.

”Hvis jeg som enlig mor til fire børn skal have to timers transporttid hver vej for at passe en uddannelse og hente og bringe børn inden og efter og lave lektier, når jeg er kommet hjem, så hænger mit liv ikke sammen.”

Det tror jeg godt, vi alle kan forstå.

Men fordi der i den lille by var en uddannelse, der passede godt til dem, så kunne de gå fra at være enlige mødre på offentlig forsørgelse og til at være dygtige socialrådgivere, som jeg vil mene i den grad kan sætte sig ind i klienternes situation. Det, synes jeg, er smukt.

Flyt uddannelserne ud
Overalt i Danmark ser vi det samme. I de tyndt befolkede områder har vi dygtige unge mennesker. Nogle flytter ind til byerne for at uddanne sig og kommer ikke tilbage, andre bliver i området og får de ufaglærte jobs, der nu er, andre ender på kontanthjælp, fordi de ikke kan finde noget.

Og kun få vælger den lange transporttid til uddannelsen hver vej. Der er så mange unge mennesker i landdistrikterne, som har et kæmpe potentiale, der ikke bliver udnyttet, fordi vi politikere ikke har sørget for at sprede uddannelserne ud over hele landet.

Det skal vi blive bedre til.

I Dansk Folkeparti mener vi konkret, at ti procent af universitetsuddannelserne samt 50 procent af erhvervsuddannelserne skal ligge uden for de fire største byer. For hvis ikke vi gør det, så taber vi de unge i landdistrikterne.

Men hvis vi gør det, samtidig med at vi fortsat flytter statslige arbejdspladser ud, så sikrer vi et Danmark, hvor uddannelse og arbejdspladser er meget mere i balance.

De unge i landdistrikterne behøver ikke flytte væk til en storby for at uddanne sig. De unge andre steder fra kan finde en uddannelse i et mere intimt studiemiljø, et sted, hvor SU'en også rækker længere.

Og følger udflytningen af statslige arbejdspladser med, så genererer det også flere private arbejdspladser, og så er jobbet også klar til dem bagefter. Det håber vi at kunne gennemføre efter valget.

Forrige artikel S: Vi vil flytte uddannelser tættere på de unge S: Vi vil flytte uddannelser tættere på de unge Næste artikel Dansk Magisterforening: Investering i uddannelse er bedre end udflytning Dansk Magisterforening: Investering i uddannelse er bedre end udflytning
Fusioneret museum udskyder udstillinger i et par år

Fusioneret museum udskyder udstillinger i et par år

UDFLYTTET: Det Grønne Museum, der er en fusion af tidligere museer om landbrug, jagt og skov, forventer først om et par år at åbne nye faste udstillinger. Udskydelsen skyldes øgede ambitioner om at blande sig i superligaen for museer, forklarer direktør Anne Bjerrekær.