En udflytters dagbog: Jeg hørte det i forbifarten på trappen
NY SERIE I ALTINGET: "Jeg gik faktisk ret hurtigt op og ringede til min hustru og spurgte hende, om hun havde lyst til at komme med til Viborg. Og så sagde hun egentlig bare: Ja, det kan vi da godt."
Katrine Falk Lønstrup
Journalist"Allerede i slutningen af august fik vi at vide, at udflytningen ikke kom til at omfatte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Der havde været nogle rygter i medierne, hvor vi hørte lidt. Så hørte vi ingenting, og så hørte vi lidt igen. Og i den proces fik vi altså at vide, at vi ikke ville blive udflyttet.
En måneds tid efter fik vi en mødeindkaldelse. Mødet skulle foregå i kantinen. Inden vi nåede derned, var der et par af mine kollegaer, der så på Twitter, at Jens Rohde (V) havde skrevet: 286 nye arbejdspladser til #Viborg med et nyt statsligt klageorgan.
Jeg ved ikke, om det var gruppepres eller bare en følelse, den enkelte sad med, men der var en stemning, hvor det ikke rigtigt var okay at sige, at man gerne ville flytte med. Og det var ærgerligt.
Thomas Faust Ryborg
Souschef i Nævnenes Hus
Jeg hørte det lige i forbifarten på trappen, da jeg var på vej ned fra anden sal, hvor jeg sad. Jens Rohde skrev om et nyt statsligt klageorgan, vi sad i Forbrugerklagenævnet, og vi blev indkaldt til et møde på en dag, hvor vi vidste, det ville handle om udflytning. Den var ikke svær at regne ud.
Blå bog: Thomas Faust Ryborg
Født og opvokset i Hvide Sande. Næsten så langt ude, som man kan komme i Vestjylland. Seks år gammel begyndte han i folkeskole i Hvide Sande, og efter ti års folkeskole gik turen til Ringkøbing, hvor han fortsatte på gymnasium.Efter et års pause efter gymnasiet flyttede Thomas Ryborg som 20-årig til Aarhus, hvor han begyndte at læse filosofi. Filosofistudiet blev dog efter kun et år afløst af jura, som han afsluttede i 2008.
Afslutningen på jurastudiet betød samtidig, at Thomas Ryborg flyttede til København, da han havde fået job i et advokatfirma. Kort efter rykkede han dog 30 kilometer længere nordpå til Sandholmlejren ved Allerød, hvor han arbejdede med udlændingelovgivning, indtil han 1. september 2010 blev ansat i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Thomas Ryborg har en kone, Pernille, og tre børn, Jasmin på ti år, Eliva på næsten seks, og endelig Wilhelm, der er knapt to år gammel.
Familien rykkede i 2012 fra København til Ringsted, hvor de boede i fire år, inden de i 2016 flyttede med Forbrugerklagenævnet til Viborg.
Jeg kan huske, at der inden da var nogle, der havde joket med, at vi sikkert ville blive sendt til Varde. Men altså, for københavnere kan Varde og Viborg jo gå ud på ét.
Da vi kom ned i kantinen, hvor den ene ende var blevet skærmet af, fik vi så at vide af vores direktør, at vores afdeling med 40-50 ansatte skulle flytte til Viborg. Både vores vicedirektør og vores kontorchef var også til stede, og de fortalte, at Forbrugerklagenævnet skulle være en del af Nævnenes Hus, hvor alle klagenævnene ville blive samlet.
Det første, jeg tænkte, var egentlig, at det jo bare var Jylland. Jeg tror, jeg overvejede det i 30 sekunder, og kom frem til, at det nok var sådan, det skulle være. Vi skulle da bare med til Viborg."
Det var synd for os
"Efter mødet sad vi i kantinen og talte om, hvad det betød for os. Enkelte græd, nogle var mere afdæmpede, og rigtig mange var bare uforstående overfor, hvorfor regeringen dog gjorde det her, og hvorfor det lige skulle ramme os. Samtidig var folk overraskede, fordi vi havde fået at vide en måned tidligere, at udflytningen ikke ville komme til at berøre os.
Og de reaktioner, der var, var jo alle meget forståelige. Jeg reagerede bare selv anderledes. Jeg havde umiddelbart besluttet mig for, at jeg gerne ville med, så hvorfor var det, alle absolut skulle gå rundt og sige, at det var en dårlig ting. Vores øverste chef havde allerede besluttet sig for, at hun i hvert fald ikke ville med, så hun var egentlig rimeligt positiv, fordi hun var afklaret. Men de andre ledere, der var mere uafklarede, blev måske ramt af, at de selv syntes, det var en svær beslutning. Og derfor var det også det, der prægede den måde, de italesatte situationen på.
Det betød, at det mest kom til at handle om, at det var synd for os. Og vi skal passe på folk. Ingen tvivl om det. Men samtidig synes jeg lidt, man glemte dem, der så udflytningen som en mulighed.
