En udflytters dagbog: Mange af dem, der arbejder i København, er alligevel jyder, så det er sgu lidt det samme

“Jeg har aldrig prøvet en flytning, der var lettere. Også selvom vi jo flyttede en hel del flere kilometer, end jeg har gjort ved de seneste af mine flytninger. Flyttebilen kom mandag 19. december klokken 7.30. Og ti timer senere var vi flyttet ind i lejligheden i Viborg uden at have løftet så meget som én eneste flyttekasse. Vi skulle bare pakke vores ting ned i kasser. Resten blev klaret, og da flyttefolkene kørte mod Jylland, hoppede min familie og jeg på toget.

Vi ankom til Viborg 17.30 - og der var de stort set færdige. Vores senge var sat op, og kasserne var næsten til perfektion placeret i de rum, hvor de hørte til. Det var virkelig enkelt. Det var selvfølgelig Erhvervsministeriet, der betalte. Man tvinger jo ikke folk til at flytte og forlanger, at de selv skal betale for det.”

En af de største forskelle ved at være flyttet fra Sjælland til Jylland er, at man åbenbart starter arbejdsdagen en time tidligere her i Jylland.

Thomas Faust Ryborg
Souschef i Nævnenes Hus

Jul med 130 flyttekasser
“Den første tid i Viborg brugte vi på at komme på plads i lejligheden og pakke alle vores 130 flyttekasser ud. Min hustru har en tendens til at putte lidt for lidt i flyttekasserne, så vi kunne nok godt have nøjedes med det halve. Og så gjorde vi selvfølgelig klar til jul. Når vi nu lige var ankommet, gad vi ikke til at tage ud til andre og holde jul, så vi blev hjemme og holdt vores første jul i Viborg, kun få dage efter vi var flyttet ind.

Jeg startede i Nævnenes Hus umiddelbart efter nytår, og der havde vores ældste datter, Jasmin, også sin første skoledag. Hun havde været på besøg i sin nye klasse i december, men ellers var det ret lige på og hårdt efter juleferien. Efter en måneds tid startede den midterste i børnehave, og så var hverdagen ligesom rigtigt i gang.

Man kunne måske forestille sig, at børnene ville få en reaktion, hvor de savnede deres gamle venner. Men det har vi slet ikke oplevet.

Thomas Faust Ryborg
Souschef i Nævnenes Hus

Vores januar var dog samtidig relativt turbulent, fordi vores yngste, Wilhelm, røg på hospitalet. Han var indlagt på Viborg Sygehus i en uges tid, men den proces blev så meget lettere af, at vi jo boede i byen. Hvis det havde været i Ringsted, havde det nærmeste sted, hvor han kunne være blevet indlagt, formentlig været Roskilde. Bare sådan en detalje, som at der lige var to af mine kollegaer, der passede de to ældste, imens jeg hurtigt tog på hospitalet og afleverede nogle ting til min hustru. Det var intet problem, fordi det hele var samlet i én by.

Efter sommerferien starter Wilhelm i institution, og så skal min hustru også i gang med at se sig om efter et nyt job. Jeg har foreslået hende, at hun bare kan pendle til sit gamle job i Ringsted. Den er hun dog ikke med på, så hun må finde noget i Viborg. Hun er også jurist og har en masse erfaring fra det kommunale, så mon ikke der er noget i en kommune eller region? Og hvis regeringens tanker om at placere et juridisk centrum her i Viborg holder stik, skal der nu nok komme noget. Det har egentlig aldrig være en bekymring for os, at hun skulle blive arbejdsløs.”

Foreningsliv kan give adgang til fællesskaber
“Som personen, der er blevet udflyttet, får man automatisk en omgangskreds, fordi man taler med folk på sin nye arbejdsplads. Og for børn tror jeg egentlig også, det kommer meget naturligt, fordi de netop starter i børnehave eller skole. Vi har selvfølgelig gjort lidt ekstra ud af at sætte legeaftaler op og sørge for, at Jasmin eksempelvis var med til de sociale arrangementer på sin skole. Og da der var fastelavn, en måneds tid efter vi var flyttet, bagte vi for eksempel fastelavnsboller til Jasmins klasse, så hun ligesom kunne have det med. Men ellers oplever jeg egentlig, at det er kommet lidt af sig selv.

Man kunne måske forestille sig, at børnene ville få en reaktion, hvor de savnede deres gamle venner. Men det har vi slet ikke oplevet. Det hænger måske sammen med, at vi har gjort noget ud af, at de to ældste begge har været tilbage i Ringsted på besøg. Jeg har selv en del gode venner helt tilbage fra folkeskolen, så jeg har også forsøgt at give videre til mine børn, at man godt kan holde fast i sine venskaber, selvom man ikke bor lige i nærheden af hinanden.

For min hustru, der jo stadig går hjemme med Wilhelm, har det selvfølgelig været lidt anderledes, fordi hun ikke har været tvunget ind i et fællesskab. Der tror jeg, der har været en hjælp, at Viborg virkelig har et stort foreningsliv. Min hustru går eksempelvis til ridning sammen med Jasmin, hvilket har været en god måde for hende at blive en del af et fællesskab. Og Eliva er begyndt til gymnastik, hvor vi også lærer nogle mennesker at kende, når vi henter og bringer og er til gymnastikopvisning. Jeg synes egentlig, det er en temmelig gammeldags tilgang, at man nødvendigvis skal have et fællesskab med folk, bare fordi man har børn, der leger sammen. Men ikke desto mindre er det en oplagt måde at komme ind i nogle fællesskaber, når man kommer til et nyt sted. Og så skal man jo nok finde ud af løbende, hvem man gider at tale med.”

Fra 45 minutter i tog til tre kilometer på cykel
“Da vi boede i Ringsted, pendlede jeg til København hver dag. 45 minutter hver vej. Nu har jeg tre kilometer på cykel. Jeg kan tage senere afsted på arbejde og alligevel komme tidligere hjem. Og det giver os på den måde langt mere tid sammen som familie. Det tror jeg også, min ældste datter mærker, fordi det ofte er mig, der tager hende med hjem fra klub. Og hun bliver hentet en hel del tidligere i dag, end hun gjorde i Ringsted.

Viborg er ikke større, end at vi kan cykle til det meste. Alligevel overvejer vi kraftigt at anskaffe os en bil. I Viborg - eller nok Jylland mere generelt - lader det ikke umiddelbart til at være et spørgsmål, om man skal have bil eller ej, men snarere om man skal have en eller to biler.

Derudover tror jeg egentlig, en af de største forskelle ved at være flyttet fra Sjælland til Jylland er, at man åbenbart starter arbejdsdagen en time tidligere her i Jylland. I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen var man i hvert fald uden tvivl en af de første, der mødte, hvis man var der klokken otte, og det var fuldstændig utænkeligt, at man kaldte ind til et møde før klokken ni. Hvis man nu alligevel gjorde det, kunne man ikke forvente, at folk rent faktisk mødte op, medmindre man som minimum advarede i rigtig god tid. Her i Viborg er det ikke uhørt, at man indkalder til møde klokken otte, og hvis man møder klokken otte, kan man være sikker på, at der er masser af mennesker på kontoret.

Jeg ved ikke, om det handler om, at oplandet til Viborg jo er ret stort, så der er mange, der bor en halv times tid væk. Hvis de skal nå hjem i tid til at hente børn og så videre, er de måske nødt til lige at møde en time tidligere, så de også kan gå en time tidligere hjem. Men derudover er der egentlig ikke den store forskel ved at være kommet til Jylland. Mange af dem, der arbejder i København, er alligevel jyder, så det er sgu lidt det samme.”