Enhedslisten: Udflytning er sket uden ordentlig omtanke

Af Henning Hyllested
Landdistrikts- og ø-ordfører, Enhedslisten

Udflytning af statslige arbejdspladser har været et vægtigt politisk indslag i den folketingsperiode, der nu løber ud. To ”bølger” af udflytninger er det blevet til, om end den sidste måske bedre kan betegnes som et lille skvulp.

Grundlæggende synes vi i Enhedslisten, at det er en god og sympatisk idé, at statslige arbejdspladser findes overalt i det ganske land.

Og sådan er det faktisk også i forvejen.

Uddannelsesinstitutioner, forsvaret, domstole, dele af de statslige styrelser med mere er faktisk placeret uden for København og hovedstadsområdet. Men rigtigt er det også, at hovedparten af de statslige arbejdspladser er placeret i København – især naturligvis dem, der relaterer sig til folketing og regeringsapparatet.

Og rigtigt er det også, at der gennem de sidste to-tre årtier er foregået en centralisering af arbejdspladserne omkring København og de større byer i provinsen. 

En så omfattende ændring, ikke bare af den enkelte arbejdsplads, men også af medarbejdernes liv og vilkår, kræver planlægning, analyse og eftertænksomhed; at de rette spørgsmål stilles.  

Henning Hyllested
MF, Enhedslisten

Startede i 00'erne
Især fik centraliseringen af arbejdspladser et ordentligt boost med centraliseringsreformerne i midten af 00'erne.

Paradoksalt nok blev det gennemført af de partier, som nu slår sig mest for brystet med hensyn til udflytning af statslige arbejdspladser, nemlig først og fremmest Venstre og DF.

Nedlæggelse af amterne og nye storkommuner med længere afstand til færre folkevalgte, nedlæggelse af politistationer og domstole i en lang række byer, samling af uddannelsesinstitutioner i nye store campusser i de større byer, afvikling af store dele af den kollektive trafik og så videre, og så videre − udviklingen er velkendt.

Men som nævnt, grundlæggende er det en god idé, at statslige arbejdspladser er placeret i alle dele af landet. Og det er en god idé at forsøge at vende en centraliseringsudvikling, man fra politisk hold ellers har skubbet på ved at udflytte egnede statslige arbejdspladser.

For lidt gennemtænkning
Fra Enhedslistens side har vi dog kritiseret den plan, som regeringen er gået til opgaven med – eller rettere mangel på samme. Hu-hej skulle det jo gå. Man havde jo forud for folketingsvalget i 2015 lovet vælgerne i yderområderne, at nu skulle der ske noget.

Men en så omfattende ændring, ikke bare af den enkelte arbejdsplads − organisation og måde at fungere på − men også af medarbejdernes liv og vilkår, kræver planlægning, analyse og eftertænksomhed; at de rette spørgsmål stilles.

Dermed kræver sådan en proces først og fremmest tid. Og det blev der ikke givet. Regeringen ville vise handlekraft.

De udflyttede arbejdspladser blev nærmest drysset ud over landkortet, om end de allerstørste byer i landet blev rigeligt tilgodeset. Hvor meget udflytning er der lige i det?

Det blev ikke undersøgt på forhånd, om de modtagende kommuner havde egnede faciliteter og gode bosætningsmuligheder, eller om den udflyttede arbejdsplads ”passede ind” i det lokale erhvervsliv (det er ellers så moderne at tale om erhvervs”klynger”).

Medarbejderne blev gjort til brikker i et spil, som man bare kunne flytte rundt med efter forgodtbefindende. Der blev ikke taget meget hensyn til, at der var tale om mennesker, der havde deres tilværelse i København og omegn: kærester og ægtefæller, børn i vuggestue eller skole, forældre og venner, deltagelse i foreningslivet …

Ingen alvorlige forsøg på fastholdelse. Ingen jobgaranti til de udflyttede eller ægtefællen.