Esben Lunde glæder sig over udflytning: Vigtigt, at vi kommer tættere på borgerne

UDFLYTNING: 440 arbejdspladser rykker med, når Miljøstyrelsen flytter fra København til Odense. Det er endnu en stor ændring i Miljø- og Fødevareministeriet indenfor et år. Få overblik over statens udflytning på miljøområdet her.

Foto: /ritzau/Sarah Christine Nørgaard
Emma Qvirin Holst

Miljøstyrelsen skal pakke ned i København og flytte til Odense.

Det er resultatet af regeringens nye plan for udflytning af 4.024 statslige arbejdspladser, som den præsenterede onsdag.

Udflytningen af Miljøstyrelsen betyder, at 440 arbejdspladser rykker til Odense. I forbindelse med flytningen overtages Miljøstyrelsens opgaver med ministerbetjening af Miljø- og Fødevareministeriets departement, som tilføres cirka 150 arbejdspladser fra styrelsen. I alt vil Miljøstyrelsen have 950 arbejdspladser spredt ud i landet.

I forbindelse med regeringens første udflytning i 2015 blev der udflyttet over 600 arbejdspladser fra Miljø- og Fødevareministeriet. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) glæder sig over, at ministeriet igen bidrager til regeringens udflytningsplan.

”Jeg er særdeles glad og tilfreds over, at vi kan bidrage med så stor en del. Vi er et ministerium, der forvalter miljø, natur og landbrug i hele landet, og derfor er det godt, at vi kan bidrage med en styrelse – Miljøstyrelsen i det her tilfælde – som netop har det ansvarsområde,” siger Esben Lunde Larsen til Altinget og tilføjer:

”Det er min oplevelse, at det er godt, at man har institutioner rundt i landet, så man er tæt på de borgere, man forvalter miljøpolitik for.”

Miljøstyrelsen har enkelt sagt ansvaret for miljødelen af Miljø- og Fødevareministeriet. Blandt andet står styrelsen for at indsamle data om og overvåge miljøets tilstand i Danmark, ligesom den skal godkende pesticider og kontrollere brugen af kemiske stoffer i produkter som kosmetik og legetøj.

Endnu en stor ændring på kort tid
Med udflytningen står Miljø- og Fødevareministeriet over for endnu en stor ændring indenfor blot et år.

I februar 2017 blev ministeriets seks styrelser lagt sammen til fire. En ændring, der især var mærkbar for Miljøstyrelsen, hvor alt ansvar for blandt andet vandrammedirektiver og Natura2000-reglerne blev samlet.

0:000:00