Eva Kjer får kortlagt statslige studiejob

STUDIEJOB: Som folketingsmedlem har Eva Kjer Hansen stillet en del spørgsmål for at opgøre udflytningen af studiejob. Vi spurgte, hvorfor det nu skulle være så interessant.

BAROK NaturErhvervstyrelsen er flyttet fra København til barokslottet Augustenborg. Det har ifølge Eva Kjer Hansen givet studerende i Sønderborg muligheden for at søge relevante studiejobs. 
BAROK NaturErhvervstyrelsen er flyttet fra København til barokslottet Augustenborg. Det har ifølge Eva Kjer Hansen givet studerende i Sønderborg muligheden for at søge relevante studiejobs. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Morten Okkels

Hvor mange studiejob er blevet udflyttet? Dette §20-spørgsmål har MF Eva Kjer Hansen (V) stillet til de fleste ministre i den regering, som hun i sidste uge selv blev en del af, idet hun blev udpeget som ny minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Samlet set ligger Eva Kjer Hansens opgørelse på 253-255 studiejob – dog med forbehold for, at der stadig mangler besked om nogle steder, så der endnu ikke foreligger en komplet liste at gengive.

"Jeg synes, det har været rigtig interessant at blive opmærksom på, hvordan udflytningen af statslige arbejdspladser også har givet muligheder for unge studerende, fordi der nu bliver etableret en række studiejobs i provinsen. Det giver en ekstra gevinst med de statslige arbejdspladser, at vi kan give nogle muligheder og fastholde nogle unge mennesker uden for de store byer," siger Eva Kjer Hansen.

Topscorer er foreløbig Udlændingestyrelsen på vej til Næstved med 45 stillinger. Kun enkelte ministre har svaret nul tilbage. Det svar er kommet fra forsvarsministeren og fra ældreministeren, som heller ikke spiller en rolle i Bedre Balance I-II. 

Det har været rigtig interessant at blive opmærksom på, hvordan udflytningen af statslige arbejdspladser også har givet muligheder for unge studerende.

Eva Kjer Hansen (V)

Nye muligheder i Augustenborg
Eva Kjer Hansen, er du ikke bekymret for, at udflytning i virkeligheden kunne medføre færre studiejob, hvis der for eksempel ikke er nogen relevante ansøgere langt fra universitetsbyerne?

"Nej, bestemt ikke. Det har været overraskende for mange, men der har jo været masser af ansøgere til nye arbejdspladser ude i landet. Det tror jeg også vil være gældende for studiejob."

Der er vel den forskel, at folk gerne vil flytte for en spændende stilling som fuldmægtig, men unge mennesker rejser sjældent gennem landet bare for at få et studiejob?

"Nej, men der er allerede masser af uddannelser mange forskellige steder, hvor man kan rekruttere folk fra. Se for eksempel på udflytningen til Augustenborg, hvor man trækker på det store studiemiljø i Sønderborg med unge, som nu får mulighed for studierelevant arbejde."

Udflytningen til Augustenborg Slot var den daværende NaturErhvervstyrelse, senere Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen, hvor sidstnævnte nu hører under den nye, selvstændige post som fiskeriminister. Det var netop en af studenterne fra Augustenborg, der i sin tid gjorde Eva Kjer Hansen opmærksom på studiejobs som et særligt udflytningstema og dermed satte hendes spørgerunde i gang.

0:000:00