Kaare Dybvad: Nej, udflytninger er ikke 'en form for tortur'

Af Kaare Dybvad
MF for Socialdemokratiet

Det var med et tungt sind, at jeg så frem til regeringens nye udflytningsplan, som blev lanceret onsdag. Ikke så meget på grund af planen, for jeg er stor fortaler for flytning af statslige arbejdspladser til provinsen. Men egentlig mere på grund af den forventelige og hysteriske debat, som vi måtte igennem sidste gang, regeringen lancerede sin plan.

Dengang lærte vi, at det var ”en form for tortur”, når man fik flyttet sin arbejdsplads til provinsen, og man kunne læse, at hele statens administration ville kollapse under presset. Vi måtte også forstå på enkelte professorer, at udflytningen ville koste adskillige milliarder. Og selv de blinde måtte kunne forstå, at ingen ville være kvalificerede til at søge statens job i Jylland.

Siden har det vist sig, at meget lidt af det passede. Selvfølgelig er der problemer enkelte steder, men ikke i nærheden af de dommedagsscenarier, der blev forudsagt. Men det satte sig hos mange, og jeg husker tydeligt en kvindelig jurist, der stillede spørgsmål efter et af mine foredrag i Vejle. Hun havde altid været medlem af Djøf, læst sit medlemsblad, betalt sit kontingent og mødt op til generalforsamlingen. Men nu skulle hun høre, at Djøf mente, at juristerne i Jylland ikke var gode nok. Hun blev sat uden for det gode selskab i den fagforening, hun altid havde støttet loyalt.

Selv de blinde måtte kunne forstå, at ingen ville være kvalificerede til at søge statens job i Jylland.

Kaare Dybvad
MF, Socialdemokratiet

Med tanke på juristen i Vejle blev jeg positivt overrasket, da den nye plan blev fremlagt. Der var godt nok en enkelt medarbejder på Nota, der mente, at der kun var landmandskoner at rekruttere på Lolland. Og der var en medarbejder i Uddannelsesministeriet, der mente, at ens hverdag blev ødelagt af at pendle mellem Holbæk og København. Men den langtrukne udmaling af katastrofen, som vi oplevede sidst, udeblev.

Personligt mener jeg, at planen for udflytning af statslige arbejdspladser er rigtig, og den er med til at skabe en balance i regionale arbejdsmarkeder, som blev ødelagt af kommunalreformen.

Der var godt nok en enkelt medarbejder på Nota, der mente, at der kun var landmandskoner at rekruttere på Lolland. 

Kaare Dybvad

Særligt de steder, hvor man har lagt arbejdspladserne i forlængelse af et stærkt fagligt miljø, vil det give store gevinster til lokalsamfundet. Både i form af afledte arbejdspladser, men også i form af et bredere arbejdsmarked, der gør det nemmere for provinsens industrivirksomheder at tiltrække den rigtige arbejdskraft.

Til gengæld virker regeringens uddannelsesplan som lidt af en fuser. Hverken i volumen eller i typen af uddannelser er der gjort noget, der ikke ville kunne gøres selvstændigt af den enkelte professionshøjskole eller erhvervsakademi. Kombineret med regeringens årlige nedskæringer i uddannelsernes budgetter kan det ende med at blive en dyr fornøjelse for de regionale uddannelsesinstitutioner, hvis der ikke følger finansiering med.

I stedet burde man have set på den ingeniøruddannelse, der åbnede sidste sommer i Kalundborg. På trods af stor modstand blandt de øvrige ingeniøruddannelsessteder og i uddannelsesmiljøet, lykkedes det for professionshøjskolen Absalon at åbne to fyldte hold sidste sommer. De bliver med stor sikkerhed ansat på landets største industriarbejdsplads ved Novo Nordisks anlæg i Kalundborg og er med til at sikre, at arbejdspladser fastholdes i Danmark.

Hvis regeringen virkelig ville skabe vækst gennem uddannelse, som det eksempelvis lykkedes for svenskerne op gennem 00’erne, så kunne man kopiere modellen fra Kalundborg til resten af landets erhvervsklynger.

Med en smule malurt fra uddannelsesindsatsen, er der grund til at rose både regeringen for deres udspil, men også de mange interessenter, der denne gang har forholdt sig langt mere nuanceret til diskussionen. Det er i sandhed en forbedring.