Kommentar af 
Kresten Schultz-Jørgensen

Kresten Schultz-Jørgensen: Kommunikation fra ledelsen er afgørende

KLUMME: Chefer i udflyttede virksomheder kan ikke længere nøjes med at være gode til deres fag eller dække sig bag e-mails og endeløse møder. Der er brug for at samle medarbejderne om fortællinger, der giver mening, skriver Kresten Schultz-Jørgensen.

Ledelsen skal gå forrest på de udflyttede arbejdspladser, skriver Kresten Schultz-Jørgensen. Her er medarbejdere fra Miljøstyrelsen på rundvisning i styrelsens nye lokaler i Odense i fredags.
Ledelsen skal gå forrest på de udflyttede arbejdspladser, skriver Kresten Schultz-Jørgensen. Her er medarbejdere fra Miljøstyrelsen på rundvisning i styrelsens nye lokaler i Odense i fredags.Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man kan sagtens argumentere for, at en god intern kommunikation er forudsætningen for, at man i forandringsramte organisationer lykkes med for eksempel udflytningen, omstillingen og den fortsatte produktion af kerneydelser.

Tag disse måneders udflytningshistorier om for eksempel Patientklagestyrelsen, Miljøstyrelsen og Energitilsynet. For slet ikke at tale om alle de andre organisatoriske forandringer i det offentlige Danmark.

I disse dage flytter 2.000 mennesker i Aarhus således arbejdsplads som led i, at for eksempel skadestuerne i Aarhus flyttes fra Nørrebrogade og Tage Hansens Gade til Skejby. Professionshøjskolerne Metropol og UCC fusionerer i Storkøbenhavn med direkte betydning for tusindvis af medarbejdere og studerende. Og så fremdeles.

Hvordan får styrelsesdirektørerne, hospitalsledelsen og rektorerne medarbejderne med sig? Tror deres folk på strategierne, hænger organisationen sammen, er der en fast hånd på rattet?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Toplederen skal kommunikere
Det er min erfaring, at ledelseskommunikationen – det vil sige den del af den interne kommunikation, der skal styrke og skabe organisationen – på én gang er det vigtigste og vanskeligste inden for strategisk kommunikation.

Det er der, hvor toplederen enten vinder eller taber, fordi kommunikation fylder mere og mere i hverdagen også for de faglige chefer, der typisk er udnævnt med henvisning til en teknisk kompetence inden for en sektor eller en branche, men fra medarbejdere og kolleger udsættes for det konstante krav om at sætte ord og retning på organisationens ’grundfortælling,’ at forbinde samfunds- og politikudviklingen til konkrete beslutninger, valg og indsatser.

Topledelsen er gået i flyverskjul, og mellemlederne dukker sig, når medarbejderne efterlyser en klar retning.

Kresten Schultz-Jørgensen

Ofte er der tre problemer: For det første, at topcheferne har nok at gøre med den daglige ledelse og kommunikation – ikke mindst i de offentlige organisationer, hvor både departementernes og styrelsernes topchefer i dag dagligt skal stå skoleret i forhold til ministrenes helt personlige, ideologiske profileringsbehov.  

For det andet, at organisationen suboptimerer, fordi de faglige ledere forventer, at stabsfunktioner, kommunikationsafdelingen eller ’andre’ må klare ledelseskommunikationen.

Og for det tredje, at organisationen taber strategisk momentum, fordi dens pejlemærker, værdier, og grundfortælling som led i forandringerne ikke i tilstrækkeligt grad er ’aktiveret’ af de faglige ledere. Ingen ved, hvor vi skal hen.

Topledelsen er gået i flyverskjul, og mellemlederne dukker sig, når medarbejderne efterlyser en klar retning.

Fortællinger, der giver mening
Ledelseskommunikationen er kort sagt vigtig – og altafgørende – i alle moderne organisationer. Den handler om, hvordan faglige ledere i deres ledelse også omfatter netop denne organisations strategier, visioner og værdier i løbende prioriteringer, retorik og adfærd.

Eller sagt ligeud, også i relation til de statslige arbejdspladser: Chefer i virksomheder med jurister, ingeniører og forskere kan ikke længere nøjes med at være gode til deres fag. De kan heller ikke dække sig bag e-mails og endeløse møder.

Der skal noget mere til for at forløse netop denne virksomheds potentialer. Hvorfor? Fordi der suboptimeres, og fordi medarbejderne finder et andet sted at arbejde.

Her er tre gode råd:

  • Lav en klar kommunikationsarkitektur. Hvilke kanaler prioriterer vi – og hvad er de konkrete mål for indsatsen? Definer de vigtigste kanaler og lad være med at nøjes med de to klassiske: Ryg-mod-ryg-møder og e-mails.
  • Skab plads til samtaler på tværs af funktionelle og geografiske siloer. Medarbejderne skal kunne dele viden og ideer uden for de formalistiske mødeformer. Chatrooms, tekst, billeder.
  • Plads til topledelsen plads og ansvar til mellemlederne. Ledelseskommunikationen står og falder med, at topchefen sætter en retning og selv personificerer den. Den står og falder også med, at alle andre chefer bakker retningen op og i konkrete handlinger kan oversætte den for deres egne teams.

På kort formel: Ledelseskommunikation er forudsætningen for at lykkes. Og den handler om at samle medarbejdere omkring fortællinger, der giver mening – gennem kanaler, der giver plads til både forståelse, motivation og diskussion.

----------------

Kresten Schultz-Jørgensen er fast klummeskribent på Altinget: udflytning.

Med sin årelange erfaring fra centraladministrationen, medieverdenen og senest fra rådgivningsbranchen har Kresten Schultz-Jørgensen et meget bredt netværk blandt borgmestre og embedsmænd, og han vil i sine klummer forsøge at se udflytningen fra helikopterperspektiv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kresten Schultz-Jørgensen

cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00