Kresten Schultz-Jørgensen: Udflytning handler om mere end økonomi

Når debatten om udflytningen af statslige arbejdspladser så ofte bliver ophedet, som tilfældet er, er det, fordi spørgsmålet om den regionale udvikling omfatter to helt forskellige forståelser af, hvad politik egentlig er.

På overfladen kan de fleste nok blive enige om, at regeringens aktuelle udflytninger er præget af en vis mangel på regionaløkonomisk strategi. Det hele virker lidt symbolpolitisk – og bærer måske også præg af, at modstanderne af udflytningen har påfaldende svært ved at forestille sig et kvalificeret arbejdsliv uden for hovedstadens Indre By.

Mere interessant er det imidlertid at fokusere på de to forskellige politikopfattelser, der i virkeligheden er på færde i de afgørende, regionaløkonomiske diskussioner i Danmark – og dermed også i debatten om udflytning.

På den ene side en økonomisk fokusering på, hvad der er mest effektivt – økonomismen. Og på den anden side en anerkendelse af, at det danske samfund også skal ledes ud fra andre kriterier.

Økonomismen gennemsyrer alt
Økonomismen er stadig altdominerende, udflytning eller ej. De politiske diskussioner om Danmarks samlede udvikling har i mindst fire-fem årtier gemt sig bag en retorik om økonomisk nødvendighed.

Det er den, der også har styret Danmarks erhvervsudvikling, uddannelses- og forskningspolitik, og som reelt har givet Finansministeriet så meget magt, at regeringens øvrige ministre – med Bertel Haarders ord – i praksis er henvist til en form for politisk pedelarbejde, hvor en fuldmægtig i Finansministeriets røde bygning på Slotsholmen har mere magt end en minister på et af regeringens mellemtrin.

De politiske diskussioner om Danmarks samlede udvikling har i fire-fem årtier gemt sig bag en retorik om økonomisk nødvendighed.

Kresten Schultz-Jørgensen

Problemet i denne sammenhæng er ikke økonomien som samfundsvidenskab eller dens anvendelse i finanspolitikken. Problemet er økonomismen, der er blevet selve det dominerende politiske rationale garneret med nedladende bemærkninger som: ’Vi kan ikke bruge pengene to gange’, ’tæring efter næring’ eller ’det er ikke effektivt med statslig forvaltning i provinsen’.

Økonomismen rummer en række elementer, som hver for sig sagtens kan lyde tilforladelige, men som får betydning når de tilsammen repræsenterer en politisk bølge, der igennem flere årtier har fusioneret skoler og sygehuse, har nedlagt posthuse og biblioteker i ethvert geografisk yderområde, har overført lovgivningskompetencer til overstatslige myndigheder og tillige nedlagt hundreder af tusinder af jobs i de sektorer, der engang også udgjorde Danmarks rygrad: fiskeri, landbrug og produktion.

De fem principper, som de politiske ledere i alle regeringsbærende partier har anset for uomgængelige, har været:

• At centralisering er mere effektivt end det modsatte
• At centralisering (som fusionering af mindre enheder og lokalisering i de store byer) altid er en god idé
• At offentlige institutioner må betragtes ud fra en rent økonomisk synsvinkel
• At nedskæringer helt generelt er det samme som ’effektivisering’
• At mennesker primært er motiveret af økonomiske incitamenter, hvorfor for eksempel topskattelettelser og kontanthjælpsloft er mere effektive incitamenter end for eksempel sociale, kulturelle og geografiske dimensioner.

Sagt enkelt: Penge er det afgørende. Og i hvert fald mere afgørende end diskussioner af, hvordan livet i provinsen også kan tage sig ud – hvis man kigger lidt efter, hvor og hvordan det spirer.

Er nødvendighedens politik overhovedet så nødvendig?
Økonomismen har to problemer. For det første at den ikke rigtigt tillader andre succeskriterier end indeværende års driftsbudget.

Som et eksempel kan man i dag være glad for, at hverken McKinsey eller Finansministeriet fik deres vilje i 2011-12, da Bornholm ramte den økonomiske bund – så havde man sikkert lukket øen som selvstændig enhed med henvisning til de økonomiske kalkuler.

I dag ser situationen som bekendt positiv ud på Bornholm, der har befolkningsvækst, økonomisk vækst og fremfor alt masser af folkeligt gå-på-mod. Men i 2012 blev det helt konkret foreslået, at øen ”blev slået sammen med nogle andre” – af effektivitetshensyn. Historien er ganske vist. Jeg har den fra en mødedeltager og omtaler den i min bog "Følelsernes Politik" fra 2017.

Andre kommuner og byer – Vejle, Rebild, Middelfart, Esbjerg - kan komme med lignende fortællinger om, hvordan tingene hver dag emmer af vækst og livskvalitet, men hvor lydhørheden eller blot respekten fra de politikere og embedsmænd, der er rundet af den økonomistiske tænkning, er voldsomt begrænset.

Økonomismens andet problem er, at den igennem de seneste år faktisk har tabt danskerne og nu er en del af grobunden for den – også populistiske – krig mod hovedstaden, som udflytningen også repræsenterer.

Måske kan mange borgere efterhånden fornemme, at nødvendighedens politik måske slet ikke er så nødvendig endda? Mistilliden og vreden kommer i hvert fald fra de befolkningsgrupper, der ikke kan se deres eget liv repræsenteret i økonomismens snævre politikker. Og som med en vist kan mene, at man ikke bare lukker sygehuse, posthuse, skoler og biblioteker, fordi det ’økonomisk’ kan betale sig.

Ifølge økonomismens menneskesyn, homo economicus, er den eksisterende tillidskrise nærmest uforståelig. Nøjagtigt som man ikke anerkender andre logikker for samfundsudviklingen end økonomismen, kan man heller ikke forklare eller anerkende de følelser, der styrer livet i provinserne. Livet handler nemlig også om tilsyneladende uforklarlige følelser: værdighed og status, betydningen af stabilitet og fortrolighed og stoltheden over historie og identitet. Alt det, der vel ikke nødvendigvis er økonomisk fornuftigt, men som sagtens kan spille en rolle.

Landets udvikling er mere end økonomisk effektivitet
Der ligger den egentlige debat – bag debatten om udflytning. Om vi anerkender, at det gode liv i hele Danmark handler om andet end økonomisk effektivitet.

Det er ikke min pointe, at vi skal indrette samfundet uden brug af fornuft og nødvendigheder. Men jeg vil gerne slå et slag for, at der er mere i folkestyret og det samlede lands udvikling end økonomismens fem principper.