Radikale vil placere hver anden studieplads uden for storbyerne

UDFLYTNING: Halvdelen af studiepladserne på korte og mellemlange videregående uddannelser skal placeres uden for de fire store universitetsbyer, foreslår Radikale. Socialdemokratiet finder forslaget “særdeles interessant”.

Radikale ønsker en konkret målsætning om at placere halvdelen af landets studiepladser for korte og mellemlange uddannelser uden for de største universitetsområder, fortæller landdistriktsordfører Andreas Steenberg.
Radikale ønsker en konkret målsætning om at placere halvdelen af landets studiepladser for korte og mellemlange uddannelser uden for de største universitetsområder, fortæller landdistriktsordfører Andreas Steenberg.Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Sine Riis Lund

For mange socialrådgivere, datamatikere og sygeplejersker bliver uddannet i storbyerne.

Det mener Radikale Venstre, der foreslår, at halvdelen af alle studiepladser på korte og mellemlange videregående uddannelser skal ligge uden for de fire store universitetsområder omkring landets største byer. 

“Der er jo sådan set mange uddannelser rundt i landet, der går bare ikke så mange studerende, og der vil vi gerne over en periode sørge for, at man stopper med at optage så mange i de store byer,” siger partiets landdistriktsordfører, Andreas Steenberg.

Ifølge Landdistrikternes Fællesråd var omkring 40 procent af optagene på Erhvervsakademier og Professionshøjskoler i 2017 uden for de fire største byer. Skal man derfor op på de 50 procent, vil det betyde, at man skulle flytte yderligere 3.900 uddannelsespladser uden for de store byer, forklarer formanden for organisationen.

DF og S bakker op
Forslaget fra Radikale modtages positivt af Socialdemokratiet.

“Jeg synes, Radikale har fat i noget helt rigtigt. Det lyder særdeles relevant at sætte et mål. Vi ville skulle undersøge det lidt yderligere for at blive helt konkrete, men vi tager meget gerne en debat med Radikale om det,” siger landdistriktsordfører Magnus Heunicke.

Socialdemokratiet har selv foreslået at lave en udflytningsplan for velfærdsuddannelserne, men har ikke sat en konkret målsætning. Magnus Heunicke bemærker, at partiet også gerne ser flere satellituddannelser på steder, hvor der er et særligt behov for arbejdskraft.

Også Dansk Folkeparti støtter op om en målsætning.

“Det vil vi meget gerne bakke op om. Uddannelser uden for de større byer er en forudsætning for at få de unge mennesker til at blive, så det er utroligt vigtigt,” siger landdistriktsordfører Mette Hjermind Dencker.

0:000:00