Regeringen rykker Frivilligrådet til Brovst

UDFLYTNING: Frivilligrådet bliver flyttet til Brovst i Nordjylland. Vi skal finde en ny måde at arbejde på, siger sekretariatsleder.

Foto: /ritzau/Yong Teck Lim
Rasmus Dahl Løppenthin

Sekretariatet for Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd bliver rykket til Brovst i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser.

Det offentliggjorde regeringen onsdag.

I alt 11 årsværk bliver rykket, og sekretariatsleder Ulrik Kampmann har endnu ikke noget overblik over, hvad udflytningen får af konsekvenser.

"Det ved jeg ikke endnu. Vi har først lige fået beskeden her til morgen," siger han.

Frivilligrådet rådgiver regering og Folketinget om det frivillige, sociale arbejde. Den indsats skal man fremover yde fra Nordjylland.

"Nu skal vi lige synke den, og så skal vi finde en ny måde at arbejde på, da alle vores samarbejdspartnere stadigvæk er i København," siger Ulrik Kampmann.

Frivilligrådet har netop overstået en valgkamp, hvor foreningslivet kunne vælge otte af 12 nye medlemmer af rådet. Der var stor interesse for at komme med i rådet, og hele 37 repræsentanter fra civilsamfundet meldte sig på banen som kandidater. 

Formand Mads Roke glædede sig over valgkampen og så det som et udtryk for en "stigende selvbevidsthed" i civilsamfundet.

Altinget ville gerne have spurgt formanden, om udflytningen får konsekvenser for Frivilligrådets arbejde. Men han har ikke været til at træffe onsdag.

0:000:00