SF udspørger også miljøminister før samråd om udflytning

PARLAMENTARISK: Oppositionens politikere har nu i alt stillet otte spørgsmål til miljøministeren forud for samrådet om udflytning af Miljøstyrelsen, mens ministeriet på sin side nedtoner dramatikken. Samrådet forventes i starten af juni.

SF vil blandt andet have miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til at redegøre for, hvad hans forgænger vidste om risikolister i Miljøstyrelsen.&nbsp;<br>
SF vil blandt andet have miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til at redegøre for, hvad hans forgænger vidste om risikolister i Miljøstyrelsen. 
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Morten Okkels

Antallet af partier, der udspørger om udflytningen af Miljøstyrelsen til Odense, steg til tre styks i sidste uge. Det skete, da SF lige før Kristi Himmelfartsferien rejste flere spørgsmål gennem Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, ligesom Radikale og Alternativet også har været på banen. 

"Jeg er optaget af, hvor meget man har vidst om disse risici angående flytning af Miljøstyrelsen til Odense og omstruktureringen af noget af styrelsen ind i departementet. Det er jo ministrene, der har det overordnede ansvar for fagligheden," siger miljøordfører Trine Torp (SF). 

Konket vil hun gerne vide, hvor meget den daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har vidst om udflytningen, inden den blev besluttet og offentliggjort i starten af 2018. Derudover har SF også stillet uddybende spørgsmål om grundlaget for beslutningen, og hvornår statsministeren eventuelt er orienteret. Se de præcise formuleringer i faktaboksen. 

"Det er ikke udflytning i sig selv, der er problemet. Problemet er, hvis det foregår i en sådan hast, at der sker svære tab på de faglige kompetencer. Noget af det her må man også kunnet have forudse på baggrund af første udflytningsrunde," siger Trine Torp. 

De mange spørgsmål falder i kølvandet på, at Altinget har fået aktindsigt i dokumentation om udfordringer ved udflytningen og lagt dokumentet online. Altingets artikel gav anledning til, at Alternativets ordfører, Christian Poll, kaldte ministeren i samråd. 

Worst case-scenarier
Sideløbende med spørgsmålene har minister og embedsværk i flere omgange meldt ud, at der ikke er tale om en liste over problemer, der er aktuelle lige nu, eller som nødvendigvis bliver problemer i fremtiden. Listen skal forstås som et redskab til at imødegå udfordringer, ikke et overbliksbillede af den aktuelle situation i Miljøstyrelsen, hedder det. 

"Der er i dette arbejdspapir i mange tilfælde tale om worst case-scenarier, som alene illustrerer en potentiel situation," som styrelsens vicedirektør, Lars Møller Christiansen, har udtrykt det.

Således har Miljøstyrelsen også kunnet oplyse Altinget, at risikoen for at jægere står uden jagttegn på det seneste er blevet minimeret, efter der er sket nye ansættelser af folk til at ekspedere.

Bekymring for antallet af toksikologer
Det er dog i højere grad kompetencetab på højt specialiserede områder, som oppositionen er bekymret for. Et af spørgsmålene fra Ida Auken (R) går på en række faglige felter, hvor den radikale ordfører blandt andet bekymrer sig for et tænkeligt fald i antallet af toksikologer, der behandler forskellige miljøgodkendelser. 

Dokumentation

Sådan har oppositionen forholdt sig parlamentarisk til spørgsmålet om Miljøstyrelsens udflytning.

Alternativet har indkaldt til samrådet, der forventes afholdt 6. juni, med følgende samrådsspørgsmål:

Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre rettidig og fagligt forsvarlig sagsbehandling inden for den lange række af opgaveområder, der ifølge oversigten over mulige risici i forbindelse med eventuelle kompetencetab i tilknytning til flytningen af udvalgte opgaveområder i Miljøstyrelsen, er markeret med høje risikoscorer (f.eks. 6-9)? Oversigten er leveret til Altinget som svar på deres aktindsigtsanmodning, jf. artiklen i Altinget fra 3. maj 2018 ”Internt notat afslører: Udflytningen af Miljøstyrelsen kan få alvorlige konsekvenser”.

Radikale Venstre har stillet følgende spørgsmål:

Spørgsmål 691: Hvordan vil ministeren sikre, at Miljøstyrelsens vigtige opgaver fortsat kan varetages før, under og efter at styrelsen flytter?

Spørgsmål 692: Hvad vurderer ministeren, at konsekvensen ved udflytningen vil være for Miljøstyrelsens arbejde med Cirkulær Økonomi og Affald, Vandforsyning, Vandplanlægning samt Pesticider og biocider, herunder særligt EU-arbejdet med bl.a. vurdering af pesticidaktivstoffer?

Spørgsmål 693: Hvilke negative konsekvenser vil nedgangen i arbejdet i Miljøstyrelsen have for danskeres sundhed, dansk erhvervs konkurrenceevne og miljøet?

Spørgsmål 694: Mener ministeren, at der er afsat penge nok til fastholdelse af medarbejdere set i lyset af styrelsens egne kritiske risikovurderinger?

SF har stillet følgende spørgsmål:

Spørgsmål 695: Var ministerens forgænger bekendt med risikoanalysen, før han foreslog eller gav sin tilslutning til udflytningen af Miljøstyrelsen?

Spørgsmål 696: Hvornår er statsministeren blevet gjort bekendt med risikoanalysen?

Spørgsmål 697: Hvornår foreslog eller gav ministerens forgænger sin tilslutning til udflytning af Miljøstyrelsen?

Spørgsmål 698: Hvilke risikoanalyser og faglige begrundelser blev anvendt som grundlag for regeringens beslutning om udflytning af Miljøstyrelsen?

Kilde: Folketingets hjemmeside, ft.dk


0:000:00