Direktør for Gældsstyrelsen går i sving

Thomas Nordahl Lemvigh er trådt til som direktør for Gældsstyrelsen, der den 1. juli startede op i Middelfart. 

Astrid Johanne Bjørnskov

Som direktør for Gældsstyrelsen bliver Thomas Nordahl Lemvighs hovedopgave at inddrage så meget som muligt af danskernes skattegæld, der lige nu løber op i 111 milliarder kroner. I anledningen af at være tiltrådt i stillingen forklarer han i et interview med Børsen, at han aldrig har været bange for at påtage sig de vanskelige opgaver.

"Hvis du ser på, hvad jeg tidligere har lavet i Forsvaret, hos DSB og senest i beredskabet, så er det samfundsmæssige opgaver af stor betydning. Det er kernen af det, jeg godt kan lide: At være i den type organisationer og arbejde tæt på det politiske niveau," fortæller han til Børsen.

Thomas Nordahl Lemvigh har været major i Forsvaret og kommer fra en stilling som beredskabsdirektør for Trekantsområdets Brandvæsen. Før det var han direktør for Sikkerhed og Beredskab i DSB. Majoren har allerede strategien på plads frem mod 2021.

Frem mod 2021 anslår Thomas Nordahl Lemvigh, at hans styrelse vil kunne inddrive 23-24 milliarder kroner, da en stor del af skyldnerne er borgere og virksomheder uden mulighed for at betale tilbage. En anden vigtig opgave er ifølge ham at få indført det nye IT-system, der skal være erstatning for det skandaleramte EFI, der som bekendt aldrig kom op at køre. 

Frem imod 2019 skal styrelsen vokse fra de nuværende 1000 ansatte til 1500, der skal fordeles ud på seks driftscentre. 

 

0:000:00