Om  
Dorte Meldgaard

Eksborgmester siger farvel til Hillerød byråd

Den tidligere konservative borgmester i Hillerød Kommune, Dorte Meldgaard (K) stopper i byrådet ved udgangen af maj for at flytte til Berlin.

Ninna Gøbel Rønberg

Ved udgangen af maj træder Dorte Meldgaard (K) ud af byrådet i Hillerød Kommune for at flytte til Berlin med familien og for at arbejde. I den forbindelse indtræder suppleant Bente Claudi (K) i byrådet.

Det skriver sn.dk.

"Jeg har for et par dage siden meddelt borgmesteren, at jeg vil udtræde af byrådet, fordi jeg vil arbejde i Berlin. Det er baggrunden for det," siger Dorte Meldgaard til sn.dk.

Dorte Melgaard har siddet i byrådet siden 2010, og i 2013 fik Konservative, med hende i spidsen, borgmesterposten. Her fik partiet støtte af S, SF, R og Fælleslisten, hvilket ikke blev taget populært imod blandt de andre borgerlige partier og blandt de konservative.

Ved kommunalvalget i november 2017 blev Dorte Melgaard genvalgt til byrådet, men Konservative havde et hårdt valg og fik kun et mandat, som gik til Melgaard.

Nu vil hun så rykke teltpælene op og flytte til Berlin. Hun stopper i byrådet i slutningen af maj og skal starte på sit nye job i Berlin 11. juni 2018.

Jobbet i Berlin er som content manager hos marketingvirksomheden Nexern, som blandt andet laver tekster til hjemmesider.

Dorte Meldgaards overtager har været medlem af partiet i 26 år. Hun har siddet i Hillerød Kommunes byråd siden 1998, men da Konservative kun fik ét mandat ved seneste valg, måtte Bente Claudi tage suppleantposten.

0:000:00