Debat

Kohærens-plan skal være mere end pynt

DEBAT: Vi skal have en strategi, der sætter relevante, realistiske og ambitiøse mål for Danmarks arbejde mod større politiksammenhæng i EU, skriver konstitueret sekretariatsleder Mads Hove og politikmedarbejder Kira Boe, Concord Danmark.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mads Hove og Kira Boe
Konstitueret sekretariatsleder hos Concord Danmark og politikmedarbejder hos Concord Danmark og NGO FORUM

Særligt i krisetid kan der være en tendens til at vende sig indad, at bekymre sig mere om sig og sine end om fattige folk i lande langt væk. Derfor er en handlingsplan for politiksammenhæng for udvikling et vigtigt signal for udviklingsministeren at sende netop nu. Det er et klart signal om, at den vækst, vi søger i Danmark og i EU, ikke skal ske på bekostning af verdens fattigste!

Det fortjener ros til udviklingsministeren og Danida samt den række af ordførere på tværs af Folketingssalen, der igennem længere tid har arbejdet for en dansk handlingsplan for politiksammenhæng for udvikling. Vi glæder os, til planen lanceres og til at arbejde med at omsætte ambitioner til virkelige forandringer.

Ulande er ofte ofre for EU-politik
Den europæiske udviklingsbistand er den største i verden, men så længe EU’s politik skader mere end udviklingsbistanden gavner (se for eksempel Lars Kochs indlæg i debatten på Altinget.dk), gør vi det ikke godt nok. Derfor kan politikkohærens, idéen om sammenhængende politik til fordel for udviklingslandene, være vejen frem, og med den ny handlingsplan tager Danmark nu teten, og kan være med til at føre EU i den rigtige retning. Måske handlingsplanen kan blive en eksportsucces i andre EU-medlemslande.

Fakta

Fra 3. juni og en måned frem handler Udviklingsdebatten om den kommende danske handlingsplan for udviklingsvenlig politikkohærens.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget | Udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.dk.

Konceptet Politiksammenhæng for udvikling er de seneste år skrevet ind i både dansk og europæisk lovgivning, og det står sågar i Lissabon-traktaten. Alligevel er det i alt for høj grad endt med at være pynt oven på ellers ikke særlig udviklingsvenlig lovgivning. Det har vi for eksempel set med EU’s nye fælles landbrugslovgivning, der fortsætter med at give europæiske landmænd tårnhøje subsidier, der bidrager til en underminering af den lokale landbrugsproduktion i udviklingslandene.

Alt for ofte går den europæiske lovgivning ud over verdens fattigste. EU’s lovgivning om biobrændstof har givet store problemer, særligt for dele af Afrika, hvor en stigende procentdel af jorden bliver brugt til at producere energi til den europæiske bilpark i stedet for mad til lokalbefolkningen.

Konceptet Politiksammenhæng for udvikling er de seneste år skrevet ind i både dansk og europæisk lovgivning, og det står sågar i Lissabon-traktaten. Alligevel er det i alt for høj grad endt med at være pynt oven på ellers ikke særlig udviklingsvenlig lovgivning.

Mads Hove og Kira Boe
Konstitueret sekretariatsleder og politikmedarbejder, Concord Danmark

EU’s handelsaftaler er ofte ikke til gavn for udviklingen blandt de fattigste i udviklingslandene. EU’s fiskeriaftaler risikerer at ske på bekostning af livsgrundlaget for lokale fiskere. Ligesom EU har en central rolle i bekæmpelsen af skattely og skatteunddragelse, der hvert år koster udviklingslandene dobbelt så meget, som de får i udviklingsbistand.

Strategi skal være relevant og ambitiøs
Derfor er pæne principper ikke nok! Vi har brug for en håndgribelig praktisk handlingsplan, der sætter relevante, realistiske, konkrete og ambitiøse politiske målsætninger for, hvordan Danmark kan bidrage til større politiksammenhæng i EU. Handlingsplanen skal være fast forankret blandt politikerne, der skal være rum til at koordinere og diskutere mellem ministerierne. Og der skal selvfølgelig være systematisk inddragelse af civilsamfundsorganisationer.

Udviklingsministeren har ret, når han skriver, at det ikke bliver nemt. Der er mange hensyn at tage, når man laver politik, og der er reelle uenigheder. Handlingsplanen vil være en mekanisme for at tage de nødvendige diskussioner. Nogle af dem vil med sikkerhed blive store, hårde og svære.

Vi glæder os over, at ministeren er klar til kamp, og vi er sikre på, at de danske udviklingsorganisationer vil deltage fuldt ud. Det viser, at den danske handlingsplan ikke bare er til pynt, men at den kan gøre en forskel.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Hove

Udviklingsspecialist, Udenrigsministeriet
cand.scient.adm (RUC. 2012), master i International lov og Internationale relationer (New South Wales, Sydney 2010)

Kira Boe

Senior uddannelsespolitiskrådgiver, Oxfam Ibis
BA i Internationale relationer og udvikling (Sussex Uni. 2005), cand.mag. i Afrikastudier (Københavns Uni. 2014), Mini MBA (Aros Business Academy. 2017)

0:000:00