SF: Bistand skal bevare fokus på rettigheder og vækst

Af Trine Pertou Mach
Udviklingsordfører, SF

I OECD-regi diskuteres nye definitioner af, hvad udviklingsbistand er, og hvad der skal kunne tælle med som bistand fra verdens formående til verdens ikke-formående.

Den store udfordring bliver derfor, at en lidt for belejlig debat om omdefinering af udviklingsbistand ikke udvander konceptet og princippet totalt... 

Trine Pertou Mach
Udviklingsordfører, SF

Det kunne der sagtens komme noget fornuftigt ud af, og egentlig mener jeg også, at der er behov for at gentænke kriterierne.

Som det er nu – og ikke mindst som kriterierne forvaltes nu – så kan alt for meget uden stor forventning om reelle argumenter indregnes i de enkelte landes opgørelser over, hvor meget de omfordeler egen rigdom til bekæmpelse af global fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling.

Men man må også erkende, at det på bagkanten af finanskrise, forskydninger i den internationale økonomi, udfordrede europæiske arbejdsmarkeder, næppe er viljen til omstrammende og klarere definitioner, der fylder mest.

Den store udfordring bliver derfor, at en lidt for belejlig debat om omdefinering af udviklingsbistand ikke udvander konceptet og princippet totalt, således at alt, hvad trængte europæiske økonomier foretager sig, kan kaldes netop udviklingsbistand.

Det mest realistiske er formentligt, at det netop er en udvanding, der kommer til at ske, frem for at ambitionerne om global ansvarlighed og fælles skæbne i ’den globale klimalandsby’ fører til nytænkning og opblomstring af en bæredygtig forståelse af, hvad internationalt udviklingssamarbejde egentlig handler om og operationelt indebærer.

Uklare kriterier
Det er velkendt, at udgifter til asyl og flygtningeindsatser i rigt omfang indregnes og trækker procentsatsen opad. At en del udgifter i krydsfeltet mellem traditionel sikkerhedspolitik og udvikling dækkes ind.

Ligeledes kan det diskuteres, hvordan erhvervsrettede initiativer bør skrues sammen – og hvad målet er – for reelt at kunne påstås at understøtte bæredygtig udvikling for verdens fattige og marginaliserede. Klimaindsatser og fokus på grøn vækst er også centrale på dagsordenen, og også hér kan det med fordel diskuteres mere grundigt, hvad det egentlig betyder at (skulle) have et udviklingsfokus.

Et væsentligt skridt på vejen til transparens blev taget, da regeringen for et par år siden delte udviklingsbistanden op i en fattigdomsorienteret del og en global ramme. Det giver mulighed for at følge udviklingen i, hvordan Danmark bidrager internationalt.

Tovtrækkeri om ny defination
To centrale kamppladser gennem en årrække her til lands symboliserer på mange måder de konfliktlinier, der også sætter sit præg på diskussionen af nye definitioner: Det kvantitative omfang – de berømte og berygtede 0,7 procent, i Danmark en procent af BNI – og det kvalitative, nemlig fattigdomsorienteringen; hvad kan tælle med som bistand (asyl klima, erhvervsrettede indsatser m.v.).

Med en opposition, der har meget travlt med at fortælle, hvor meget de vil skære i Danmarks udviklingsbistand, og en regering, der trods solid politisk forpligtelse på et internationalt engagement endnu ikke har sat en dato på, hvornår Danmark skal være tilbage i klubben af lande, der bidrager med en procent af BNI – ja, så har fokus ikke mindst været på omfanget af udviklingsbistand.

Den berømte en procent er et symbolsk pejlemærke for, hvor ’solidarisk’ en given dansk regering har været. Ikke at substansen, selve indholdet og fokuseringen af udviklingsbistand ikke har haft bevågenhed, men det andet har ikke mindst været omdrejningspunkt, om end med en kvalitativ krølle i form af udtrykket ’en ren procent’, som netop kobler sig op på indholdet af udviklingsbistanden.

Dén kampplads er fortsat aldeles vigtig, og skellet mellem højre og venstre er tydeligt. At det ikke må fjerne opmærksomheden på substans og kvalitet er selvsagt. Det mener jeg sådan set heller ikke, at det har gjort. Og uagtet, at der er sket store forskydninger i den globale magtdeling både økonomisk og politisk, så er størrelses-diskussionen stadig aktuel og nødvendig.

Helt banalt, så er det jo fortsat sådan, at ufatteligt få bestemmer så meget, at de kan vælge at gøre så lidt som muligt for at ændre på verdens fordeling af ressourcer.

Den anden kampplads, indholdet i bistanden, er, hvad der så skal tælle med. Det skal, hvad der adresserer den globale ulige fordeling af ressourcer, indflydelse og magt. Politisk og økonomisk. Hvad der omhandler forberedring af vilkårene for verdens fattigste og marginaliserede.

Rettigheder og vækst som rettesnor
Jeg tilhører den ’gruppe’, der anser den nuværende ODA kriterier for, hvad der kan tælles med som bistand, som for løs og elastisk. Udviklingsindsatser og vækst/handels-fremmende initiativer må og skal have rettigheder og inklusiv vækst som rettesnore, og der må strammes op på, hvad der dækkes af kriterierne. Derfor bør Danmark bruge sin indflydelse på at sikre, at en redefinition af udviklingsbistanden i hvert fald bygger på følgende principper:

• Transparens
• Kohærens
• Fattigdoms- og marginaliseringsorientering
• Bæredygtighed
• Det er offentlige penge, der tæller – sagt med andre ord, de penge, fællesskabet Danmark via skatteinddragelse omdirigerer til at bekæmpe global fattigdom og fremme af menneskerettighederne

At der er brug for nytænkning, er der ikke tvivl om. Og med blikket på den globale fordeling af ressourcer, velstand, frihed og lighed – ja, så er det i hvert fald også klart, at man ikke skal lægge solidaritetsbrillerne fra gamle dage ned i skuffen.