Teknisk definition på bistand udvander udviklingsarbejdet


Adam Moe Fejerskov Ph.d.-studerende ved DIIS

DEBAT: Hvis definitionen på udviklingsbistand bliver for teknisk, er der en risiko for, at fremtidens finansiering af global fattigdomsbekæmpelse og fokusset på, hvad der skaber udvikling, bliver forsømt. Det frygter Adam Moe Fejerskov, Ph.d.-studerende ved DIIS.

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Diskussionen om, hvad der skal tælle som officiel udviklingsbistand i OECD’s statistikker, kan udefra ligne en teknisk diskussion, som kun donorlandenes administrationer burde gå op i. I virkeligheden drejer det sig dog om helt fundamentale spørgsmål om, hvad der i dag er med til at skabe udvikling.

Indtil videre har OECD desværre ikke grebet muligheden for at tage en sådan diskussion og i stedet fokuseret på den snævre løsning, det vil være at etablere en ny teknisk definition.

Gennem de senere år har en række nye finansieringsmetoder og instrumenter vundet indpas på den globale scene. Disse er i større eller mindre grad omfattet af den nuværende definition af officiel udviklingsbistand og kan tælle med i OECD’s statistikker eller som en del af donorlandenes vej mod 0,7-målet.

Det gælder specielt bidrag gennem instrumenter, som involverer den private sektor og andre markedsbaserede tiltag. Det er eksempelvis investeringsfonde, hvor offentlige donorer forsøger at lokke private midler til ved at stille sikkerhed overfor virksomhederne.

Midlerne, der bruges på den måde i dag, er langt fra så store som den officielle udviklingsbistand, men må forventes at vokse i fremtiden.

Udnytter huller i regler
Mange af disse markedsbaserede tiltags rolle som officiel udviklingsbistand er dog ikke uproblematiske. Den tidligere OECD DAC chef Richard Manning råbte allerede for et år siden vagt i gevær over, hvordan medlemslandene udnytter små huller i OECD reglerne til at sammensætte lånetyper til udviklingslandene, der mere eller mindre kan betale sig selv tilbage, og samtidigt rapportere disse og en række af førnævnte tiltag som officiel udviklingsbistand.

En af de udtalte grunde til, at ODA begrebet ønskes omdefineret fra donorlandenes side, er for at lukke den slags huller og begrænse mulighederne for at medtælle andet end gavebistand, mens andre vil udbrede mulighederne for at medtælle disse finansieringsinstrumenter som officiel udviklingsbistand.

Ikke overraskende har en del af OECD’s hidtidige diskussioner om spørgsmålet derfor været af en ret så teknisk karakter og handlet om spørgsmål som, hvilke specifikke typer lån og hvor store procentsatser af disse, der bør kunne tælles med som officiel udviklingsbistand.

Teknikaliteter fjerner fokus
Det farlige ved sådan en relativt teknisk eller teknokratisk tilgang er, at man forsømmer at behandle omdefineringen af ODA, som det den i virkeligheden er. Nemlig et principielt spørgsmål, der grundlæggende handler om, hvordan den globale fattigdomsbekæmpelse skal finansieres i fremtiden og endnu mere fundamentalt, hvad der er med til at skabe udvikling.

De netop leverede anbefalinger, der foreligger fra ekspertgruppen, som OECD nedsatte til at rådgive dets sekretariat og medlemslandene, peger desværre i den forkerte retning. I stedet for at tage en bredere diskussion omkring udvikling har man anlagt en teknisk tilgang, der i høj grad tager stilling til mindre enkeltspørgsmål, og som ikke forholder sig til vigtigere debatter, såsom hvorvidt støtte til sikkerhed, den private sektor eller bare civilsamfundet skal kunne medregnes som officiel udviklingsbistand i fremtiden.

For er man eksempelvis med til at lægge fundamentet for en fremtidig økonomisk og social udvikling i Somalia, hvis man som vestligt land bidrager til sikkerheds- og stabiliserende missioner, eller plejer man udelukkende egne snævre sikkerhedsinteresser? Og kan disse to forskellige mål kombineres på en måde, så både dansk erhvervsliv og den somaliske befolkning nyder godt af støtten, eller er målene og metoderne til at nå dertil simpelthen for uforenelige?

På samme måde kan man spørge, om man gør livet bedre for en afrikansk bonde ved at minimere CO2-udslippet i Danmark, og om sådanne tiltag bør tælle som bidrag til global udvikling i en bredere forstand, eller om man bare lever op til de klimaforpligtelser, man alligevel har påtaget sig?

En selvisk dagsorden?
I disse debatter ser vi begreber som win-win eller gensidige partnerskaber vinde frem i en tid, hvor de rige landes midler til udviklingssamarbejde på sigt vil skrumpe ind, eller i højere grad gå til formål, der også økonomisk kan hjælpe donorlandene selv.

Også her mangler vi for alvor, både i Danmark og internationalt, at tage diskussionen om, hvorvidt det overhovedet giver mening at anlægge sådan en tilgang til udvikling. Er det reelt nok, eller bare politisk smart retorik, der dækker over en selvisk dagsorden, at snakke om, at vi på samme tid kan nå to vidt forskellige mål gennem ens midler og metoder?

Diskussionen om ODA omdefineringen må for alt i verden ikke blive en udelukkende teknisk diskussion om, hvor høj en procentsats af den ene eller anden type lån skal tælle som officiel udviklingsbistand. Sådanne specifikke diskussioner er naturligvis vigtige, men de må foregå som del af en bredere ramme, hvor den fundamentale diskussion om fremtidens udviklingsbistand står i centrum.

Forrige artikel ADRA: Sammenkædning af udvikling og handel fjerner fokus Næste artikel SF: Bistand skal bevare fokus på rettigheder og vækst SF: Bistand skal bevare fokus på rettigheder og vækst
Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

AJOUR: Den nye udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, vil forsøge at skabe modtagecentre uden for EU til asylbehandling. Men den opgave er nærmest umulig, mener aktørerne på udviklingsområdet. Hør mere om Mortensens vigtigste opgaver i dagens udsendelse.