CISU: Ngo-pres forhindrede en katastrofe for bistanden
DEBAT: Udviklingsorganisationernes pres på politikerne var med til at forhindre den værste katastrofe for udviklingsbistanden, der ellers så ud til at skulle spare 2,5 mia. kr. Og vi er klar igen, hvis nye besparelser annonceres, skriver Susanne Volqvartz, forkvinde i CISU.
Ingen forfatter
Af Susanne Volqvartz
Forkvinde i CISU
Vi var mange i udviklingsmiljøet, der åndede lettede op, da det for et par dage siden blev klart, at regeringen og dens støttepartier havde forhandlet et forlig om udviklingsstøtten på plads.
Regeringens støttepartier fik sat et markant mærke på den endelige aftale. Det var godt gået af dem. En trussel om en alvorlig amputering af dansk bistand var afværget. De varslede besparelser var så alvorlige, at vi i glæden over resultatet næsten kunne glemme, at der stadig er tale om en massiv besparelse på en milliard kr.
Kæmpe opbakning til dansk indsats
Hele forløbet, fra de varslede besparelser til et forlig var på plads, har været et positivt lærestykke i udviklingsmiljøet. I CISU har vi oplevet en kæmpe opbakning fra vores medlemmer til den politiske kamp for at fastholde og på sigt forbedre Danmarks indsats for at støtte verdens fattigste, så de kan arbejde sig ud af fattigdommen.
Mød denne måneds debatpanel her.
Udviklingsdebatten på Altinget : udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget : udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.
Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].
Vi har fået det ene eksempel efter det andet på, hvad bistanden konkret betyder. Et fornemt eksempel på et bidrag kommer fra kvindegruppen WCIC i Cameroun. De har hjulpet over 200 kvinder med juridisk bistand, undervist talrige kvinder om deres basale rettigheder og ikke mindst forbedret lovgivningen, der sikrer deres rettigheder.
I deres kamp sætter de pris på støtte og opbakning fra den danske gruppe RAW. WCIC vurderer selv, at deres mål var utænkelige uden dansk opbakning.
Vi har vist, at en folkelig forankring og aktiv involvering i politiske løsninger kan give resultater.
Susanne Volqvartz
Forkvinde i CISU
Et andet godt eksempel kommer fra foreningen Cykler til Senegal, der siden 1996 har samarbejdet med en bonde-organisation i det sydlige Senegal og bidraget til at forbedre levevilkårene for familierne, ikke mindst for kvinder og børn. Landbrugsproduktionen er diversificeret og produktiviteten øget blandt andet via uddannelse og adgang til veterinærmedicin og ordentlig såsæd. Det har betydet, at det er blevet muligt for unge at se en fremtid i landsbyerne som alternativ til drømmen om Europa.
Bredt samarbejde forhindrede katastrofe
Vores medlemmer har hver for sig og sammen på CISU-platformen kastet sig ind i debatten med mange gode argumenter. Og på tværs af de store og små bistandsorganisationer har vi arbejdet sammen for at forhindre katastrofen i at ske. Vi vil derfor tillade os at tage del i den ære, der tilfalder forligspartierne, for et resultat, der er til at leve med. Vi har vist, at en folkelig forankring og aktiv involvering i politiske løsninger kan give resultater.
Vi kan med god grund frygte, den succesfulde mobilisering kommer til at fungere som en meget konkret læreproces i forhold til at forhindre de besparelser, der er varslet i en mulig ny blå regering. Det er stressende at være i konstant alarmberedskab, men vi må nok se i øjnene, at det bliver vores tilstand det næste år. Vi skal fortsætte med at informere befolkningen om, hvordan dansk udviklingsbistand skaber både små og store resultater ude i verden. Det må ikke blive nemt for en regering at bagatellisere betydningen af dansk udviklingsbistand.
Vi må slå kræfterne sammen
Ud over glæden over, at nedskæringerne blev mere end halveret, er vi rigtigt glade for de nye initiativer til social dialog og CSR, som er kommet med i finansloven med en bevilling på 80 millioner kr. Det er en fremsynet og god ide. I CISU erkender vi, at der kan være store perspektiver i virksomheders sociale ansvar. Dels fordi det stiller skarpt på virksomheders adfærd, når de etablerer produktion ude i verden eller handler globalt.
Vi har set nogle helt forfærdelige resultater af virksomheders asociale produktion i form af brandulykker og nedstyrtning af fabrikslokaler med hundredvis af dødsfald som konsekvens. Ikke kun arbejdsmiljøet, men også miljøet og folkesundheden, lider under asocial virksomhedsadfærd, ikke mindst i de fattigste lande. Vi må også erkende, at den hjælp, vi kan yde, kan forbedres, ved at man slår kræfterne sammen.
I CISU har vi på opfordring fra mange af vores medlemmer sat en udvikling i gang, der skal undersøge mulighederne for, at vi som civilsamfundsorganisationer kan skabe synergi igennem samarbejde med virksomheder på områder, hvor vi deler interesser og kan supplere hinanden. Med den nye bevilling i finansloven håber vi, at vores medlemmer kan få muligheder for at afprøve konkrete aktiviteter sammen med virksomheder i både Danmark og internationalt.
Støtte nytter
Jeg er selv rigtigt glad i dag, fordi jeg netop har fået tilsagn fra Civilsamfundspuljen om støtte til at fortsætte vores arbejde sammen med NCD Alliancen i Zanzibar for at forebygge diabetes, kræft og hjertesygdom, der har spredt sig som en alvorlig epidemi. Med den støtte kan patienterne kæmpe for at få adgang til forebyggelse, diagnose, medicin og behandling. De kan være med til at forhindre, at mennesker, som det ofte sker nu, dør en smertefuld død af kræft, uden endog at have fået en diagnose og uden smertebehandling.
I CISU glæder vi os over, at vi i det mindste det næste år kan fortsætte vores vigtige arbejde med at støtte interessegrupper og organisationer ude i verden til at give de fattigste og mest marginaliserede grupper en stemme i den politiske proces og i at finde løsninger på deres problemer, så de selv kan arbejde sig ud af fattigdommen.