Regeringen overvejer at skære i ministerier i jagten på konsulentbesparelser 

KONSULENTER: Regeringen pønser på at lave besparelser i ministerierne for at nedbringe konsulentudgifter, viser et internt regeringsnotat, som Altinget er kommet i besiddelse af. “Præcis, hvad vi frygtede,” lyder det fra Radikale Venstre.  

Regeringen med finansminister Nicolai Wammen i spidsen ventes at præsentere et finanslovsforslag for 2020 i slutningen af september.
Regeringen med finansminister Nicolai Wammen i spidsen ventes at præsentere et finanslovsforslag for 2020 i slutningen af september.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund

Regeringen kan ikke tvinge besparelser igennem på ministeriers konsulentforbrug.

Derfor har embedsmændene i Finansministeriet udarbejdet et forslag om, at regeringen kan hente besparelser ved en “generel rammereduktion”.

Det viser et internt regeringsdokument fra 5. september, som Altinget er kommet i besiddelse af. Notatet indeholder et udkast til de overordnede prioriteringer for finanslovsudspillet 2020.

“På udgiftssiden kan det overvejes at indarbejde en reduktion af udgifter til konsulenter i staten. Det vil i udgangspunktet skulle udmøntes som en generel rammereduktion, idet ministerierne har rammestyring og selv kan beslutte, på hvilke udgiftstyper tilpasningen skal gennemføres,” står der i dokumentet.

Hvis man politisk ønsker en reduktion, så lyder det her i mine ører ganske fornuftigt.

Kurt Klaudi Klausen
Professor i offentlig organisation og ledelse, Syddansk Universitet

Herefter tilføjes, at der vil skulle udarbejdes en konkret model for en målrettet reduktion af konsulentudgifterne.

Rammereduktionen vækker alarmklokker i Radikale Venstre, der tidligere har advaret mod at lave en grønthøster.

Det her er præcis, hvad vi frygtede. I mine ører lyder det som manglende politisk mod til at sige, hvad det er for konsulenter, som Socialdemokraterne synes gør det dårligt, eller der ikke er brug for.

Sofie Carsten Nielsen
Finansordfører, Radikale Venstre

“Det her er præcis, hvad vi frygtede. I mine ører lyder det som manglende politisk mod til at sige, hvad det er for konsulenter, som Socialdemokraterne synes gør det dårligt, eller der ikke er brug for,” siger finansordfører Sofie Carsten Nielsen.

Socialdemokratiet har fremlagt en ambition om at barbere i alt tre milliarder kroner af forbruget, og statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte på et pressemøde tilbage i maj måned, at hun gerne ser staten “tage en meget væsentlig del” heraf.

I regeringsnotatet sættes der dog ikke kroner og øre på reduktionen, blot fremhæves det som et muligt finansieringsforslag til finanslovsforslaget for 2020, som regeringen ventes at præsentere i slutningen af september måned. 

Holder sig fra detailstyring
Altinget har forelagt teksten i regeringsnotatet for professor Kurt Klaudi Klausen, der ikke tolker det som en traditionel grønthøster, som vil blive pålagt ministerierne.

“Jeg hører det her som en meget klar fokusering på, at rammereduktionen skal udmøntes ved at skære ned på konsulentydelser,” siger Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig organisation og ledelse ved Syddansk Universitet.

I givet fald ville det på den ene side være en voldsom indskrænkning i ministeriernes selvbestemmelse og rammestyring, men på den anden side være en måde at undgå politisk detailstyring på, vurderer han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nicolai Wammen (S) til denne artikel.

Læs hele artiklen på Altinget Embedsværk, hvor du får flere politiske kommentarer og endnu mere baggrund i sagen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kurt Klaudi Klausen

Professor, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet, bestyrelsesformand, det Fynske Kunstakademi
cand.mag. i historie og idéhistorie (Aarhus Uni. 1982), lic.merc. i organisationsteori (Handelshøjskolen i København 1990)

Lisbeth Bech-Nielsen

MF (SF), finansordfører
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2009)

Sofie Carsten Nielsen

Underdirektør, DI Biosolutions
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

0:000:00