Regeringens forskelsbehandling af flygtninge spiller kispus med de demokratiske principper

Forleden så jeg et indslag i TV-avisen om ukrainske børn, som var startet i en børnehave et sted i Jylland. Der blev leget igennem, og både børnehavepædagoger og de ukrainske forældre var glade for, at børnene kunne komme ud blandt danske børn, og på den måde lidt væk fra de rædsler, de er flygtet fra.

Indslaget efterlod mig med tårer i øjnene og ondt i maven. Tårer i øjnene over det rørende i den varme modtagelse og de ukrainske børns tydelige begejstring over leg og omsorg. Ondt i maven over den simple kendsgerning, at var der tale om ethvert andet flygtningebarn, som ikke kom fra Ukraine, så ville der ingen åbne arme være. Tværtimod. Der ville være indkvartering i et telt og en endeløs ventetid på en opholdstilladelse.

Regeringen har åh så travlt med at legitimere den åbenlyse forskelsbehandling, som særloven for ukrainske flygtninge er udtryk for. Først ville man slet ikke høre tale om, at der var tale om forskelsbehandling. Nu er det som om man accepterer, at der er tale om forskelsbehandling, men argumentet er, at forskelsbehandlingen er legitim, fordi de ukrainske flygtninge kommer fra vores ”nærområde”, og fordi asylsystemet ikke kan rumme så mange asylansøgninger på én gang.

Lad os gå argumenterne lidt efter i sømmene:

For det første er ”nærområde”-definitionen upræcis. Regeringen vil ikke definere, hvor grænserne for Danmarks nærområde går. Socialdemokratiets integrationsordfører, Rasmus Stoklund, sagde til mig i Debatten for nylig, at hans definition af ”nærområde” er Europa.

Regeringen anvender som argument for forskelsbehandlingen et begreb, de ikke selv kan definere

Caroline Magdelene Maier

Men hvor går grænserne for Europa? Ved Ural-bjergene dybt inde i Rusland? Ved grænsen mellem Ukraine og Rusland? Eller et helt tredje sted?

Radikales Kathrine Olldag har for nyligt stillet et ministerspørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren med ønske om, at ministeren definerer begrebet. På spørgsmålet svarer Mattias Tesfaye følgende: ”Udlændinge- og Integrationsministeriet har ikke en fast definition af, hvad der er nærområde til Danmark”.

Med andre ord anvender regeringen som argument for forskelsbehandlingen et begreb, de ikke selv kan definere. Det er ualmindeligt dårligt politisk håndværk.

Selv hvis man fandt frem til en definition af ”nærområde”, og brugte dette som argument for forskelsbehandlingen, er det uholdbart. Der er stor forskel på at få midlertidig beskyttelse i Danmark og i Libanon. Det er både uværdigt og i strid med hensigten i FNs flygtningekonvention, at flygtninge får så forskellige rettigheder afhængig af, hvilket land, de er flygtet fra.

Så er der argumentet om, at asylsystemet i Danmark ville bryde sammen, hvis man ikke indfører en særlov for de ukrainske flygtninge. Det er interessant, al den stund at dette tilsyneladende aldrig var et problem tilbage i 2015, hvor Danmark modtog 21.000 asylansøgninger – primært i løbet af efteråret som konsekvens af konflikten i Syrien. Til sammenligning har indtil videre 16.000 ukrainere søgt om asyl i Danmark. Det tal forventes naturligvis at stige.

Hvis det ikke er værdigt for ukrainere, er det heller ikke værdigt for syrere

Caroline Magdelene Maier

Det simple spørgsmål bliver dog stadig: Hvis systemet ikke kan holde til det i dag, hvorfor kunne det så holde til det i 2015? Det nedslående svar står bøjet i neon: I 2015 bød man de syriske flygtninge usle ophold i teltlejre, uvelkommen retorik og endeløse ventetider på asylansøgninger. Er det værdigt? Nej. Hvis det ikke er værdigt for ukrainere, er det heller ikke værdigt for syrere.

Man kan også kaste et blik på Socialdemokratiets udlændingeudspil fra 2018, hvor partiet kom med det beskæmmende forslag, at asylbehandling i Danmark skal sendes til Nordafrika.

Man har senere forsøgt sig med at lave aftaler med Rwanda – hvem husker ikke Mattias Tesfayes og Flemming Møller Mortensens meget hemmelige besøg i landet? – men uden resultat. Det er, som om de nordafrikanske lande ikke synes, det er jordens bedste forretning at lægge land til Danmarks ansvarsfralæggelse.

Der blev, i udspillet fra 2018, ikke nævnt noget om særlove for flygtninge fra Danmarks ”nærområde”. Begrebet ”nærområde” bliver dog nævnt – men med henvisning til områder udenfor Europa, som ifølge udspillet skal løftes økonomisk for at kunne påtage sig at huse flere flygtninge – altså dem, Socialdemokratiet ikke vil have i Danmark.

Og lad os så til sidst kaste et blik på konteksten: I disse dage er sagen om den iransk-kurdiske kvinde, der blev tvangsudsendt til Iran, på alles læber.

Kvinden er afvist asylansøger og har nægtet at blive udleveret til Iran på grund af frygt for forfølgelse. Mange har set den voldsomme video af politiet, der holder kvinden fast. Oveni det kom så oplysningen om, at kvinden slet ikke kunne indrejse i Iran, fordi der ikke er en udleveringsaftale mellem Danmark og Iran.

Det er, ifølge min bedste overbevisning, et klokkeklart brud på både Børnekonventionen og på Menneskerettighedernes kapitel 8, som handler om retten til familieliv

Caroline Magdelene Maier

Hvorfor så iværksætte en tvangsudsendelse – hvis altså ikke det er med henblik på et tydeligt forsøg på traumatisering? Læg dertil, at kvinden i forbindelse med tvangsudsendelsen blev adskilt fra sit barn på kun to år.

Det er, ifølge min bedste overbevisning, et klokkeklart brud på både Børnekonventionen og på Menneskerettighedernes kapitel 8, som handler om retten til familieliv.

Og hvad er så Mattias Tesfayes svar på kritikken? Det er såmænd en hovedrysten af de partier, der har indkaldt ham til samråd i sagen. Hovedrysten? Over en fuldstændig legitim kritik af, at staten står bag så voldsomt et overgreb på et menneske? Og spørg jer selv dette: Ville ministerens svar være det samme, havde det været en afvist ukrainsk asylansøger, der var blevet behandlet på samme vis?

Jeg kan næsten ikke være i min krop af vrede over det. En så selvretfærdig attitude fra en et-parti-regering spiller alvorligt kispus med vores grundlæggende demokratiske fundament.

Jeg er ked af pessimismen, men jeg tror altså ikke, at kolde socialdemokratiske hjerter pludselig er blevet varme, når det kommer til ukrainske flygtninge. Næ, det handler såmænd nok om noget helt andet.

Jeg er ked af pessimismen, men jeg tror altså ikke, at kolde socialdemokratiske hjerter pludselig er blevet varme, når det kommer til ukrainske flygtninge 

Caroline Magdelene Maier

For nogle måske, på det personlige plan, handler det om at købe aflad for en uværdig og inhuman flygtningepolitik, som et eller andet sted må gøre ondt i hvert fald i nogle socialdemokratiske hjerter. Men på de store nagler handler det helt kynisk om, at man nok i det flygtningefjendtlige regeringsparti har læst skriften på væggen i takt med, at kritikken af dets flygtningepolitik er taget til blandt borgerne.

Pludselig kom en belejlig anledning - på et uendeligt tragisk grundlag – til at vise, at hjertevarmen ingen grænser kender. Der er jo snart Folketingsvalg.

Jeg synes, det er usmageligt og uanstændigt. Barmhjertighed kender ingen grænser eller områdebetegnelser. Det er jo netop det smukke ved barmhjertighed og næstekærlighed, at de gælder for alle.

Hvis regeringen ikke kan holde fast i det, så må vi borgere gøre det. Det kan vi gøre ved at insistere på, at de brede arme, vi har lige nu, favner alle flygtninge. For når regeringen legitimerer forskelsbehandling, så giver den befolkningen lov til at gøre det samme. Det må ikke ske. Forskelsbehandling kan aldrig legitimeres, når genstanden for den er et menneske.

Så kære danskere: Se jer selv i spejlet og mærk efter i hjertet. Og husk følelsen næste gang, der skal sættes et kryds.