4 nordiske ministre: Vi skal optrappe støtten til kvinders magt over egen krop

Af Nikolai Astrup, minister for international udvikling, Norge
Isabella Lövin, minister for internationalt udviklingssamarbejde, vicestatsminister, Sverige
Ulla Tørnæs, minister for udviklingssamarbejde, Danmark
Anne-Mari Virolainen, minister for udenrigshandel og udvikling, Finland

Året 1968 lagde navn til en generation, der ville forandre verden til det bedre. Og en historisk beslutning blev faktisk truffet det år; en beslutning med potentiale til fundamentalt at ændre livet for alle – og især for kvinder.

22. april 1968 mødtes delegationer fra 84 lande i Iran til en international menneskerettighedskonference. Med kun 39 kvinder blandt de mere end 350 delegerede var konferencen et mandsdomineret univers, som ikke desto mindre traf beslutning om en helt afgørende rettighed for kvinders liv: at det er en menneskeret frit og ansvarligt at kunne beslutte, hvor mange børn de vil have, og hvornår de vil have dem.

Fem børn pr. kvinde
Denne anerkendelse af “reproduktive rettigheder” i et møderum i Teheran var lige så revolutionerende som de demonstrationer, der fandt sted i gaderne det år.

I 1968 havde verdensbefolkningen netop rundet 3,5 milliarder, hvilket svarede til en stigning på 1 milliard – eller 40 procent – på blot 17 år. Kvinder fik på globalt plan gennemsnitligt fem børn. Der blev givet udtryk for seriøse bekymringer om, at befolkningstilvæksten ville hæmme kampen mod sult og fattigdom.

På denne baggrund var det enestående, at verdens ledere anerkendte reproduktive rettigheder som en menneskeret – også selvom kvindesagsforkæmpere allerede tidligere i det århundrede havde argumenteret for, at adgang til prævention er en fundamental rettighed for kvinder. Og selvom introduktionen af p-pillen i 1960 havde gjort udvalget af præventionsmuligheder bredere.

Når andre lande bakker ud og mindsker deres finansiering og politiske støtte, vil vi sammen med andre ligesindede lande optrappe.

Nikolai Astrup, Isabella Lövin, Ulla Tørnæs & Anne-Mari Virolainen
Udviklingsministre i Norden

For at stå i spidsen for implementeringen af den nye menneskeret blev FN’s Fond for Befolkningsaktiviteter, UNFPA (nu FN’s Befolkningsfond), oprettet som en selvstændig enhed i FN-systemet i 1969. Danmark, Finland, Norge og Sverige støttede UNFPA fra begyndelsen og har lige siden været nogle af de største donorer til fonden.

Bekymringerne vedrørende befolkningstilvæksten forsvandt dog ikke med et pennestrøg, og alle kvinder blev ikke forsynet med midlerne til at bestemme over deres egen fertilitet i 1968; det skulle tage endnu et par årtier før en fællesnævner mellem demografi og kvinders rettigheder blev en realitet.

I 1994 mødtes 179 lande i Kairo ved den ”Internationale Konference for Befolkning og Udvikling (ICPD)”. Her fokuserede forskere på de millioner af kvinder, der gerne ville undgå graviditet, men ikke havde adgang til moderne prævention som beskyttelse mod uønsket graviditet.

Det evidensbaserede argument blev således, at hvis dette uindfriede ønske blev mødt, ville det kunne dæmme op for de demografiske bekymringer. Således blev en ny konsensus centreret om at opfylde de uindfriede behov for prævention og dermed reproduktive rettigheder.

200 mio. mangler prævention
Da vi søndag – på Mors Dag – markerede 50-året for reproduktive rettigheder som en menneskeret, var fertiliteten halveret sammenlignet med 1968 og er nu nede på 2,5 barn pr. kvinde globalt set.

Mere end 200 millioner kvinder i udviklingslandene har dog stadigvæk et uindfriet ønske om moderne prævention. Det er omkring hver fjerde kvinde i udviklingslande, der har behov for prævention.

Desuden vurderes det, at 25 millioner usikre aborter på verdensplan finder sted årligt – størstedelen i lav- og mellemindkomstlande. Usikre aborter er en af de fire mest hyppige årsager til mødredødelighed og varige gener. Derudover lider millioner af kvinder af handicap på grund af komplikationer i forbindelse med usikker abort.

Ved at indfri behovet for prævention og adgang til sikker og lovlig abort kan livet for kvinder og deres familier forbedres og løfte dem ud af fattigdom. Vi er glade for, at 38,8 millioner kvinders behov siden 2012 er blevet mødt i nogle af verdens fattigste lande.

Unge kvinder, som bliver i skolen og udskyder deres graviditet, vælger generelt at få færre børn; de har bedre indkomstmuligheder og vil være i stand til at investere i bedre ernæring, sundhed og uddannelse til deres børn.

Tidlige og mange graviditeter hos unge kvinder fastholder ofte pigen og hendes familie i fattigdom, fordi hun vil have begrænsede muligheder for at færdiggøre skole, uddannelse og få et job.

Vi vil optrappe støtten
Danmark, Finland, Norge og Sverige mener, at piger og kvinder har ret til at bestemme over egen krop – både som en ret i sig selv og som en vigtig faktor for udvikling.

Derfor er vi ikke kun stærke økonomiske støtter til UNFPA og andre organisationer, som arbejder i forreste linje med seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, men også stærke politiske fortalere for piger og kvinders rettigheder.  

Når andre lande bakker ud og mindsker deres finansiering og politiske støtte, vil vi sammen med andre ligesindede lande optrappe. For eksempel som en del af SheDecides-bevægelsen, som tror på, at verden er et bedre, stærkere og sikrere sted, når ‘hun’ bestemmer, hvorvidt, hvornår og med hvem hun vil have sex, forelske sig, gifte sig og have børn.

Da menneskerettighedskonferencen sluttede 13. maj 1968, var reproduktive rettigheder en menneskeret. Ved 50-års jubilæet er tiden kommet til at indfri denne rettighed for alle kvinder, så de vil være i stand til at få børn som et aktivt tilvalg, ikke på grund af manglende ret til reproduktiv sundhed.