Iværksætter: Hvordan kan fonde mangedoble investeringsudbyttet via globale og nationale partnerskaber?

Af Niels Peter Rygaard
Erhvervspsykolog og idemand bag Fairstart Foundation

Folketinget har - næsten enstemmigt - vedtaget, at hjælp i forhold til flygtninge og udsatte skal gives ved at støtte kompetenceopbygning i modtagerlandene. En politik, som de private fonde kunne forstærke ved at lægge sig op ad FNs verdensmål.

Hvordan udformes en global indsats så i praksis? 

Som psykolog med speciale i udsatte børn og unge besluttede jeg i 2005 at skabe en global organisation, der kunne levere højkvalitetsuddannelse gratis til et hvilket som helst lands omsorgsgivere for børn anbragt på børnehjem og i plejefamilier.

En væsentlig grund til, at kun halvdelen af verdens anbragte klarer skolegang og nogensinde får et job, er manglen på uddannelse og støtte til dem, der skal tage sig af børnene – ofte ses kun 3-5 omsorgsgivere til hundrede børn, eller 8-14 børn i plejefamilier.

Disse millioner af børn (UNICEFs sidste rapport viser for eksempel, at antallet af flygtningebørn er steget fra 45 til 50 millioner på 10 år) udgør som voksne en trussel mod demokratier, fordi de ikke kan læse, er traumatiserede, er ofre for trafficking, kriminalitet og terroristorganisationer, der har let ved at hverve dem. Mange terrorister er tidligere anbragte.

Fonde fokuserer i stigende grad kun på opstartsfasen af “innovative” projekter, der kan brande dem som progressive

Niels Peter Rygaard
Erhvervspsykolog og idemand bag Fairstart Foundation

E-learning og partnerskaber
Ideen krævede en række overvejelser om et design, der kunne overvinde de sædvanlige svagheder: at forskere i børn, beslutningstagere i regeringer og ngo’er, og frontline børnepassere ofte ikke er i dialog med hinanden. Dermed slår selv store investeringer fejl, fordi viden ikke omsættes til hverdagsvirkelighed i det udførende led. At uddannelse ofte er dyr, kræver store investeringer og ikke er tilpasset lokal kultur. Så hvordan?

Løsningen var at kombinere e-learning for grupper af omsorgsgivere med udvikling af gratis undervisningsprogrammer i tilknytningsbaseret omsorg, baseret på viden fra et frivilligt netværk af forskere fra hele verden.

Dernæst at indgå 2-årige partnerskaber med lokale professionelle og ngo’er i modtagerlandene. De oversætter programmerne, vi designer dem online, og en fire måneders online instruktøruddannelse blev udviklet i samarbejde med frivillige IT-studerende fra Aarhus Universitet, på en platform fra MIT/Harvard.

Dermed sikres et internationalt netværk af instruktører, der kan opbygge monitorerings- og uddannelsessystemer i hvert land. Den idé vakte genklang over hele verden. 

Udviklingen af Fairstart Foundation
I dag er www.fairstartfoundation.com respekteret i forskerkredse, og har for cirka 6 millioner kroner – med tre ansatte, to i praktik og en bestyrelse - udviklet et globalt netværk af partnerorganisationer: Programmerne findes nu i 17 sprogversioner, der uddanner omsorgsgivere på alle kontinenter.

Vigtigst af alt: Mere end 25.000 børns omsorgsgivere har fået en grundig uddannelse i omsorg for anbragte. Arbejdet er væsentligst finansieret af andre danske fonde, internationale ngo’er, der ønsker egne versioner, og salg til en moderat pris af instruktøruddannelserne. 

Et eksempel på et partnerskab er: UNICEF og USAID har opfordret alle lande til at lukke børnehjem til fordel for omsorg i lokalsamfund, hjemgivelse, støtte til forældre og styrkelse af plejefamilier. Derfor har vi for SOS Børnebyerne udviklet programmer på Swahili og Kinyarwanda med lokale videodemonstrationer, og vi er i gang med at uddanne tyve SOSmedarbejdere fra seks afrikanske lande som instruktører for lokale pleje- og netværksfamilier.

Da instruktørerne går på en onlineuddannelse, falder udgifterne til at uddanne dem, og med en laptop og en USB kan de uddanne så mange grupper, de vil, selv i områder uden internet. 

Vi er dybt taknemlige for de mange fonde, der støtter os. 

Hvad er så de strukturelle problemer i danske fondspolitikker, som enhver ngo sukker over?

1. Fonde udvikler i stigende grad egne politikker, som ikke er indbyrdes eller internationalt koordinerede. Et eksempel: Vi fik en henvendelse fra Plejeforældrenes Landsforening om et all round-uddannelsesprogram, da selv svært ramte børn nu anbringes i familiepleje. I 2016 inviterede vi fem kommuner til et samarbejde om en fælles onlineuddannelse for deres familieplejekonsulenter og udviklingsprogrammer, de undervejs kan anvende med grupper af plejefamilier. Socialforskningsinstituttet (VIVE) ønskede at bidrage med en effektundersøgelse.

Men da det er to forskellige fonde, hvoraf den ene har sagt ja, vil vi først have endeligt svar fra begge i juni 2018 – selv om de fem kommuner har stået på spring i to år. Fondene stiller stigende krav til dokumentation, og projekter med flerfonds-finansiering rammes af flere forskellige og meget detaljerede dokumentationskrav - fra stadigt flere ansatte. Dokumentationsbyrden for ansøgerne tager energi fra arbejdet.

2. Fonde fokuserer i stigende grad kun på opstartsfasen af “innovative” projekter, der kan brande dem som progressive. Det betyder for ngo’erne, at enhver organisation, som skaber en succes (vi har for eksempel seks lande i kø), bliver ude af stand til at konsolidere sig og møde efterspørgslen, fordi ingen fonde giver til noget så kedeligt som daglig drift og ekspansion. 

3. Ethvert langsigtet projekt må til stadighed skifte kurs, alt efter fondenes hurtigt skiftende prioriteringer. Med de snævre fokusområder tvinges ngo’er til at skifte kurs og bruge enorme ressourcer på at genopfinde sig selv. Det skaber også en underskov uden træer: Et mylder af små kortlivede organisationer, der får deres 5 minutters berømmelse, og derpå forsvinder, uden at effekten kan måles eller spredes til andre ngo'er.

Hvordan kan fondes indsatser koordineres for større effekt?
Med 12 års erfaring i ngo-feltet internationalt tør jeg godt tale på fleres vegne. I en verden, hvor udfordringer er globale, ville det være relevant, at danske fonde indleder både et samarbejde med hinanden og med de store internationale fonde – ingen problematik kan løses af én fond, og ukoordinerede tværfaglige indsatser bliver ineffektive for modtagernes målgrupper. 

Lige så relevant kunne det være at se en koordinerende instans mellem det stort set enige Folketing, Udenrigsministeriet og fondsbestyrelserne – er det muligt?

Herhjemme overtager private fonde i stigende grad statens opgaver, og også her bliver denne koordinering ekstra vigtig – er det muligt at skabe en fælles socialpolitisk strategi mellem fonde og regering? Med tak til fondene og alle de ngo’er og professionelle, vi samarbejder med: Hvis ngo’erne skal have en global og national impact er disse to spørgsmål hermed lagt ud til debat. 

NB: Rubrik ændret 2.7.2018, red.