Debat

S til regeringen: I vil jo ikke hjælpe i nærområderne

DEBAT: Socialdemokraterne opfordrer regeringen til at sige det ligeud: I vil hellere have håndværkerfradrag og skattelettelser end at hjælpe i nærområderne. Det skriver udviklingsordfører Mette Gjerskov.

Samlet set handler det altså ikke om at ændre systemet, så vi går fra at hjælpe flygtninge herhjemme til at hjælpe flygtninge i nærområderne. Sagen er – som nogle af os havde forventet – at man hverken ønsker at hjælpe flygtninge herhjemme eller i nærområderne. Det skriver udviklingsordfører Mette Gjerskov (S).
Samlet set handler det altså ikke om at ændre systemet, så vi går fra at hjælpe flygtninge herhjemme til at hjælpe flygtninge i nærområderne. Sagen er – som nogle af os havde forventet – at man hverken ønsker at hjælpe flygtninge herhjemme eller i nærområderne. Det skriver udviklingsordfører Mette Gjerskov (S).
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Granatchok. Sådan sidder de fleste i den danske udviklingsverden vist tilbage efter tirsdagens blodige fremlæggelse af finansloven. Nu fik vi det sort på hvidt, og der udvises ingen barmhjertighed. Og som om det ikke var slemt nok, fik den lige et nøk til et par dage efter, da vi så listen over besparelser allerede i år. Man kunne næsten fornemme frynsernes blafren på det gulvtæppe, der blev revet væk under det danske engagement i verdens fattige.

Dette indlæg skulle egentlig have handlet om mine og Socialdemokraternes ønsker, forventninger og satsningsområder for udviklingsbistanden i den kommende tid. Jeg havde overvejet, om jeg skulle fokusere på alle de spændende muligheder, der ligger i verdensmålene.

Hvordan jeg glæder mig til, at Danmark skal være vært for Women Deliver til foråret – og arbejdet med at forankre engagementet i befolkningen. Eller alle mine overvejelser om arbejdet for kvinders ret til egen krop, som vi skal arbejde med i Folketingets Tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder – nu hvor vi har rekordmange folketingsmedlemmer, der har valgt at bakke op om netværket.

Fakta
Fra 22. september og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på de nye udviklingsordførere.

Følg debatten her

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]

Blot en bekvem undskyldning
Men det ligger lidt tungt med de optimistiske udsigter til at gøre en positiv forskel i disse dage. Granatchokket skal nok lige have lov til at lægge sig. I denne uge tror jeg mest vi alle kommer til at forholde os til konsekvenserne af finansloven – så tager vi fat på resten i næste uge.

Man skal være både blind og døv, hvis man ikke har forstået, at nærområderne er det politiske svar på næsten samtlige internationale udfordringer i denne tid. Nærområderne har altid været brugt som undskyldning for, at vi ikke skal hjælpe flygtninge her i landet.

Det ville bare være så befriende, hvis regeringen sagde det ligeud i stedet for at luske, tuske og fuske.

Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Nogle af os har været lidt skeptiske, fordi vi jo i bund og grund godt ved, at en udtalelse som ’Vi får meget mere hjælp for pengene i nærområderne’, blot var en bekvem undskyldning for at slippe for flygtninge herhjemme. Men nu skulle det så stå sin prøve. Skræmmekampagnerne har virket – flygtninge flygter nu ud af landet for at søge asyl i andre lande. Altså skal vi tage fat i nærområderne for alvor.

Men hov! Hvor er al den ekstra hjælp til nærområderne? De to store FN-agenturer, som arbejder lige netop med forebyggelse i nærområderne, UNFPA og UNDP, har fået halveret deres støtte. En halvering af konfliktforebyggelse og genopbygning, som jo er UNDP's ekspertise. For 180 mio. mindre hjælp. Mener regeringen, at der ikke er brug for deres arbejde? Åbenbart.

Arbejdet i UNFPA for at undgå barbariske overgreb på kvinder som pigeomskæring og barnebrude – det er åbenbart heller ikke vigtigt. Selvom vi fx ved, at antallet af barnebrude stiger eksplosivt blandt flygtninge i Syriens nærområder. Voldtægt er et andet område, UNFPA arbejder med. Vi ved alle, at voldtægt benyttes som et uhyrligt våben i krig og konflikter. Systematisk. Også her har UNFPA kompetencen. Og også her er indsatsen halveret. For 132 mio. kr. mindre hjælp her.

Sig det dog lige ud
Nu kunne man jo tro, at regeringen bare er blevet lidt sure på det store FN – det er svært at se hvorfor, når man genser statsministerens honningsøde FN-tale fra sidste uge. Men alligevel. Lad os antage, at regeringen bare gerne vil være lidt mere folkelig. De bygger trods alt deres flertal på to folkepartier: Dansk Folkeparti og Konservativt Folkeparti.

Så måske de foretrækker at hjælpe nærområderne via danske folkelige organisationer. Ngo’er med folkeligt engagement og appel. Ngo’er der kan hive tusinder og atter tusinder af danskere op af sofaen eller væk fra havearbejdet på en søndag for at samle ind til den gode sag. Ngo’er, som kan få danskere til at flokkes om tv-skærmen og deres fingre til at sende støtte-SMS’er til indsamlingsshow.

Men ak! Ngo’erne har også fået kniven. Helt ind til ryghvirvlerne. Når man bladrer helt om på side 101 i Udenrigsministeriets finanslovforslag, får man listen. Ngo’er med rammeaftale er skåret med 26 pct. i gennemsnit. Fra Røde Kors til Sex & Samfund.

Samlet set handler det altså ikke om at ændre systemet, så vi går fra at hjælpe flygtninge herhjemme til at hjælpe flygtninge i nærområderne. Sagen er – som nogle af os havde forventet – at man hverken ønsker at hjælpe flygtninge herhjemme eller i nærområderne. Det er vel egentlig et legitimt standpunkt, at man ikke vil hjælpe.

Det ville bare være så befriende, hvis regeringen sagde det ligeud i stedet for at luske, tuske og fuske. Sig det dog lige ud. ’Vi vil hellere have håndværkerfradrag og skattelettelser end hjælp i nærområderne’. Det er åbenbart ikke så svært at gennemføre – hvorfor siger I det så ikke bare ligeud?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

0:000:00