Debat

Aids-Fondet: Kampen mod aids er en kamp for piger og kvinders rettigheder

Kvinder udgør over halvdelen af verdens hiv-smittede, og covid-19 har forværret situationen. Danmark har i år en enestående mulighed for at bidrage til at opnå målet om en verden uden aids, skriver Pernille Høj.

Flere unge piger, helt ned til 13-14-årsalderen, må ty til sexarbejde for at få det til at løbe rundt derhjemme, skriver Pernille Høj. Arkivfoto.
Flere unge piger, helt ned til 13-14-årsalderen, må ty til sexarbejde for at få det til at løbe rundt derhjemme, skriver Pernille Høj. Arkivfoto.Foto: Thoko Chikondi/AIDS-Fondet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Coronapandemien har katastrofale konsekvenser for bekæmpelsen af hiv og aids – ikke mindst blandt piger og kvinder. Skoler var lukket og pigerne sendt hjem. I servicesektoren og i den uformelle sektor, hvor mange kvinder arbejder, er der markant færre jobs. Og UN Women kan dokumentere, at vold mod kvinder er taget til under pandemien. 

Samtidig faldt både testindsatsen og adgangen til forebyggelse af hiv fra 2019 til 2020, viser Den Globale Fonds resultatrapport fra 2021. Alt sammen perfekte betingelser for, at hiv spredes.

Kvinder er dårligere stillet i forhandlinger om kondombrug, og de er oftere udsat for fysisk og seksuel vold

Pernille Høj
Politisk rådgiver, Aids-Fondet

Hos Aids-Fondets partnere i Uganda og Malawi har man desuden bemærket en anden alarmerende konsekvens: Flere unge piger, helt ned til 13-14-årsalderen, må ty til sexarbejde for at få det til at løbe rundt derhjemme. Pigerne lever på kanten af samfundet i fare for vold, udnyttelse, fordømmelse og forfølgelse fra politi og naboer. Vores partnere prøver at nå og hjælpe dem så godt de kan, men faktum er, at pigerne også er i stor risiko for at få hiv.

Manglende ligestilling øger forekomsten af hiv
Ifølge UNAIDS er aids på verdensplan en af de væsentligste dødsårsager blandt kvinder mellem 15-49 år. Hver uge får omkring 5.000 unge piger og kvinder mellem 15 og 24 år konstateret hiv. 4.200 af dem bor i Afrika syd for Sahara. Her udgør kvinder og piger 63 procent af dem, der fik hiv i 2020 – og i gruppen af 15-19-årige udgør pigerne seks ud af syv nye smittede.

Det er ikke kun et spørgsmål om manglende viden og adgang til forebyggelse og behandling, der gør piger og kvinder mere udsatte. Det handler i lige så høj grad om strukturelle barrierer: manglende ligestilling, sociale normer, diskrimination og kønsbaseret vold.

Kvinder er dårligere stillet i forhandlinger om kondombrug, og de er oftere udsat for fysisk og seksuel vold. Det øger risikoen for at få hiv betragteligt.

Vi kan bidrage til indsatser, der forhindrer, at piger ender i sexarbejde

Pernille Høj
Politisk rådgiver, Aids-Fondet

Fra løfte til handling
Som en del af FN's Verdensmål 3 har verden og Danmark forpligtet sig på at stoppe aids-epidemien inden 2030. Skal konsekvenserne af Corona afbødes og aids-epidemien stoppes, skal der et særligt fokus på piger og kvinder. Her kan Danmark gøre en forskel, og det ligger direkte i forlængelse af løftet i Danmarks udviklingspolitiske strategi: "(Vi) vil blive ved med at gå forrest i den globale værdikamp for ligestilling og beskyttelse af piger og kvinders rettigheder. Vi vil have særligt fokus på seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder."

I efteråret samles verden om at sikre finansiering af Den Globale Fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria fra 2024 og tre år frem. Den Globale Fond støtter blandt andet indsatser, der nedbryder de strukturer, der er med til at drive hiv-epidemien blandt piger og kvinder: styrkelse af piger og kvinders position lokalt og en sikring af større medbestemmelse over egen krop og eget liv. 

Den Globale Fonds kamp mod aids har vist flotte resultater de sidste 20 år. Nu skal vi sikre, at pandemien ikke sætter årtiers arbejde over styr. Den Globale Fond vurderer, at det vil kræve 18 milliarder dollars frem mod 2026. 

Det er nu, at Danmark skal veksle løfter til handling. Ved fortsat at støtte Den Globale Fond kan vi forebygge hiv blandt piger og kvinder, og vi kan bidrage til indsatser, der forhindrer, at piger ender i sexarbejde. 

Kun ved at støtte indsatser for piger og kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, kan vi realisere målet om en verden uden aids inden 2030.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00