Aids-ramt forsker: Kampen mod epidemien er langt fra slut

I 2001 – da jeg var 22 år og troede, at mit liv lige var begyndt – fik jeg konstateret hiv. På det tidspunkt føltes diagnosen som en dødsdom, og hver dag ventede jeg på døden.

Men efter to måneder var jeg her stadig. I stedet fik jeg besøg af en kammerat, der tog mig med til TAC (Treatment Action Campaign) – en sydafrikansk gruppe, der kæmper for at gøre hiv-behandling tilgængelig for alle.

Der mødte jeg for første gang andre mennesker, der lever med hiv. Der lærte jeg min første lektion om epidemier: Det vil altid være en kamp at give mennesker, der lever i fattigdom, adgang til de tjenester, de har brug for, så sygdomme kan bekæmpes.

10.000 US Dollars for ét liv
I år er det 40 år siden, at de første tilfælde af hiv blev rapporteret. I al den tid, der er gået siden da, har vi gjort utrolige fremskridt.

For 20 år siden, da jeg første gang fandt ud af, at jeg havde hiv, havde videnskaben allerede udviklet lægemidler til at behandle virussen.

Sydafrikanere som mig og mange andre mennesker, der lever i fattigdom, døde dog stadig i millionvis. Den yderst effektive anti-retrovirale behandling kostede næsten 10.000 US dollars om året, og det havde vi slet ikke råd til.

For at gøre denne behandling tilgængelig for mennesker, der lever i fattigdom, var vi nødt til at kæmpe.

TAC introducerede mig for denne kamp for social retfærdighed. For de fleste af os hos TAC var denne kamp et spørgsmål om liv eller død, fordi venner og familiemedlemmer døde af sygdommen.

På det tidspunkt var Sydafrikas ledere skeptiske over for den anti-retrovirale behandling og lod folk dø.

Næsten 700.000 døde af aids-relaterede sygdomme i 2020, og mere end 1,5 millioner blev smittet med hiv. Dette er fuldstændig uacceptabelt.

dr. Vuyiseka Dubula
Direktør, Africa Centre for HIV/AIDS Management at Stellenbosch University, Sydafrika

Regeringerne svigtede
TAC og andre ildsjæle verden over fyldte gaderne i enorme demonstrationer. Vi råbte vores egne og millioner af døende menneskers ønsker højt.

Vi protesterede over, at regeringer svigtede befolkningen, og at medicinalvirksomheder prioriterede indtjeningen over mennesker.

Vi krævede tiltag, der ville give alle mulighed for behandling. Vi forlangte retfærdighed.

Vi forlangte en fond til folket, der skulle sørge for, at alle – uanset klasse, baggrund eller hudfarve – kunne få den nødvendige behandling til at overleve.

Tanken om en global mekanisme til at give mennesker, der lever i fattigdom, mulighed for behandling, virkede utænkelig.

Nogle tvivlede endda på, om mennesker, der lever i fattigdom i Afrika, overhovedet kunne læse og dermed overholde kravene til behandlingen. Men vi kæmpede videre.

Den Globale Fond ser dagens lys
Dette skub førte til politisk handling og stiftelsen af den Globale Fond, hvis mål er at bekæmpe aids, tuberkulose og malaria – en fond til folket med en forvaltningsstruktur, der involverer det civile samfund, lokalsamfund og folk, der er ramt af sygdomme.

Virkningen kunne ses med det samme.

I Sydafrika, og mange andre lande i verden, førte den Globale Fonds investeringer til en indsats med henblik på at behandle alle takket være støtte til tidlige initiativer for behandling og etableringen af den nødvendige infrastruktur til dette.

I 2004 var jeg en af de mange, der fik adgang til livsvigtig behandling.

Samarbejdet med den Globale Fond, der i år har eksisteret i 20 år, har vendt op og ned på alt.

Efter 20 år og 38 millioner liv, der er blevet reddet, fortsætter dette samarbejde med at levere de lovede resultater.

Økonomiske shortcomings og stigma
Kampen er dog langt fra slut. Selvom mange millioner stadig får hiv-behandling, så er der stadig mange, der ikke har den mulighed.

Næsten 700.000 døde af aids-relaterede sygdomme i 2020, og mere end 1,5 millioner blev smittet med hiv. Dette er fuldstændig uacceptabelt.

Vores forhindringer i dag er restriktive politikker og mangel på økonomiske muligheder samt alvorlige sociale problemer med stigmatisering og diskrimination.

Overvindelsen af disse udfordringer vil kræve endnu en enorm indsats fra ildsjælene. Det vil kun ske, hvis vi kan kræve, at regeringer og ledere rundt om i verden gør endnu mere.

Regeringer skal gøre mere for at skabe muligheder for de mest sårbare, herunder unge kvinder og piger.

De skal gøre mere for at beskytte og afkriminalisere vigtige befolkningsgrupper - for eksempel sexarbejdere, mænd, der har sex med mænd, transkønnede og intravenøse stofbrugere.

Regeringer skal først og fremmest gøre mere for at reducere enhver form for ulighed, som fortsat giver næring til denne epidemi og mange andre.

Vi har brug for alles styrke
Den anden fase af vores indsats er kun lige begyndt. I løbet af de næste otte år, hvor vi forsøger at stoppe hiv som en epidemi inden 2030, skal vi stille større krav om behandling til alle relevante myndigheder.

Hvad angår ildsjælene, skal vi organisere og kæmpe endnu mere og skabe den fremdrift, der ikke blot vil gøre en ende på aids, men også fjerne alle de forhindringer, der giver adgang til uundværlig medicin, vacciner og diagnoser i forbindelse med de aktuelle pandemier, herunder corona og andre nye pandemier.

Vi må stå sammen, hvis vi skal klare denne udfordring. Hvis de sidste to årtier har lært os noget, så er det, at vi har brug for alles styrke, hvis vi skal klare dette. 

Disse to årtier har også lært os, at vi alle kan udnytte vores fulde potentiale, hvis vi får muligheden.

Den 22-årige, der var døden nær for 20 år siden, er nu en voksen kvinde med mand og to børn – og alle tre er hiv-negative. For 20 år siden havde jeg kun en studentereksamen, men i sidste måned fik jeg min ph.d. 

Nu hvor jeg er kommet så langt, vil jeg stadig hæve min stemme og kæmpe for, at andre får de samme muligheder.