ALT og Aids-Fondet: Aktivisme kan ikke stå alene i kampen for verdensmålene

DEBAT: Aids er en stadig større udfordring i øst og i syd, skriver Rasmus Nordqvist (ALT) og Mille Herskind, og det vil kræve øget politisk engagement at hjælpe de mest marginaliserede. Her hjælper vi godt nok færre, men vi hjælper mere.

Af Rasmus Nordqvist og Mille Herskind
Hhv. MF for Alternativet og international politisk konsulent for AIDS-Fondet

"Leave no one behind" er det grundlæggende princip for alle FN’s Verdensmål. Det er et fundamentalt princip, som de 193 lande, der er blevet enige om Verdensmålene, har forpligtet sig til.

Groft sagt går det ud på, at de mest marginaliserede og sværest tilgængelige grupper skal være centrale i alle overvejelser i bestræbelserne på at indfri de samlede mål om at opnå en mere retfærdig verden inden 2030.

Ulighed er den største udfordring for alle verdensmål. Derfor er det vigtigt, at vi prioriterer en væsentlig del af vores indsats dér, hvor udfordringerne synes mest uoverkommelige. Og vi skal vise den prioritering, hver gang vi har muligheden. En af disse muligheder er den forestående konference, AIDS 2018.

AIDS 2018 er den 22. internationale aids-konference, som primært beskæftiger sig med en sygdom, der burde være fortid. Men realiteten er, at aids er en stadig større trussel mod øst – i Rusland dør 30.000 om året af aids-relaterede sygdomme – og mod syd i Afrika, hvor aids er den næst-hyppigste dødsårsag overhovedet.

Med den massive fokus, der har været på hiv og aids de sidste 30 år, kan det for mange virke overraskende, at udfordringerne stadig er aktuelle. Men aids er blandt andet et eksempel på en udfordring, der får lov at dominere i det skjulte, fordi man ikke fokuserer tilstrækkeligt på de mest marginaliserede grupper, i denne forbindelse særligt sexarbejdere, mænd, der har sex med mænd, transkønnede, fanger og stofbrugere.

Disse grupper kan være svære at nå i lande, hvor de lokale myndigheder eksempelvis hårdnakket påstår, at de ikke findes. Her er NGO’ernes aktivisme ikke nok. Der skal målrettede indsatser til i en treenighed, som  skal indeholde politisk og privat engagement i tilgift til NGO’ernes knofedt. Ellers risikerer vi, at vores bestræbelser bliver ligegyldige.

Det går godt for de mange – ikke de få
Vi har oplevet væsentlig udvikling siden 1981, hvor aids gjorde sit voldsomme indtog i verden. Men den positive udvikling er kommet nogen, og dog langt fra alle, til gode.

Den brede befolkning har generelt fået det bedre, men den del af befolkningerne, der i forvejen er marginaliserede, i forvejen udsatte, i forvejen på kanten – de har fået det værre. De hænger fast i et dynd, hvor vi risikerer at efterlade dem. Når vi hjælper de mest marginaliserede, hjælper vi godt nok færre, men vi hjælper mere. Og vi hjælper for bestandig.

Vi har brug for forebyggelsestiltag, der i videst muligt omfang giver kontrollen til de marginaliserede. I relation til bekæmpelse af aids vil det eksempelvis være vaginalringen og PrEP-pillen – begge værktøjer, som den hiv-negative kan bruge som forebyggelse. Og selvfølgelig behandling, der ikke bare sikrer den hiv-positive et liv med den livstruende virus, men også forebygger spredning, da den velbehandlede hiv-positive ikke kan smitte andre.

Færre midler fra Danmark
Det centrale for de initiativer, som, vi ved, virker, er, at organisationerne, der administrerer hjælpen, kender målgrupperne – i særdeleshed de marginaliserede – ud og ind. Et godt eksempel er Global Fund. Det er en organisation, som så dagens lys i 2002 i kølvandet på det første højniveaumøde om aids i regi af FN. Global Fund ledes og drives af de samme marginaliserede grupper, som vi alt for ofte glemmer og efterlader.

Danmark er blandt de lande, som støttede Global Fund fra dag ét. Og selvom det vidner om en rigtig prioritering, så hører det med til historien, at vi støtter med stadig færre midler. Fra 2017-2019 støtter vi med 300 millioner. I samme periode har Sverige og Norge forpligtet sig til at bidrage med henholdsvis 2,5 milliarder svenske kroner og 2 milliarder norske kroner.

At blandt andre Danmark nedtrapper sit bidrag betyder, at den globale aids-indsats står over for et alvorligt funding gap. En finansieringskløft, som bliver et centralt emne i Amsterdam, hvor konferencen AIDS 2018 løber af stablen. Vi skal sikre et øget politisk engagement for at lukke et kapital i verdenshistorien, som burde have været lukket for længst.

Efterlad ingen
At bygge en verden uden aids står med rette højt på dagsordenen hos FN. Det er en del af Verdensmålene – men ligesom alle de andre mål og delmål, så er det ikke et løsrevent, selvstændigt punkt. Målene hænger sammen. Fælles for dem er, at de har rod i den ulighed, som de marginaliserede grupper oplever hver eneste dag.

Det er de marginaliserede grupper, der er nøglen til indfrielsen af målene. Vores – den privilegerede verdens – opgave er at løfte dem, der kender disse grupper, og som mest effektivt kan hjælpe.

Vi skal sørge for, at vores indsats eksekveres klogt i dag, så vi ikke behøver at tale om hiv, aids, tuberkulose eller malaria efter 2030. Hvis vi efterlader ingen, behøver vi ikke vende om.

Forrige artikel Red Barnet: Dansk ulandsbistand er ramt af 40-årskrise Red Barnet: Dansk ulandsbistand er ramt af 40-årskrise Næste artikel Folkekirkens Nødhjælp: Vores medarbejdere udsættes for angreb Folkekirkens Nødhjælp: Vores medarbejdere udsættes for angreb