Debat

Advokat: Er Institut for Menneskerettig­heder blevet en logrende skødehund?

DEBAT: Formålet med Institut for Menneskerettigheder står og falder med den nuværende direktør Jonas Christoffersens pragmatiske tilgang til menneskerettigheder, skriver Bjørn Elmquist, advokat og tidligere formand for rådet i Center for Menneskerettigheder. 

Bjørn Elmquist har tidligere undret sig over nogle af Institut for Menneskerettigheders udmeldinger i forbindelse med rådgivningen af regeringen med henblik på at svække Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols virke.
Bjørn Elmquist har tidligere undret sig over nogle af Institut for Menneskerettigheders udmeldinger i forbindelse med rådgivningen af regeringen med henblik på at svække Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols virke.Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjørn Elmquist
Forsvarsadvokat, tidligere formand for rådet i Center for Menneskerettigheder 

GONGO var det afskrækkende kodeord, da vi i midten af firserne tog de første skridt til at etablere Center for Menneskerettigheder, der i dag har navnet Institut for Menneskerettigheder (IMR).

Nu dukker dette gespenst på uhyggeligste vis op igen, senest næret ved uenigheden mellem instituttets nuværende direktør, Jonas Christoffersen, og hans forgænger i embedet Morten Kjærum om IMR's stigende pragmatisme i forhold til folketingsflertals og regeringens politiske krav.

Oprettelsen af NGO'er
Efter underskrivelsen i 1977 af den såkaldte Helsingfors-slutakt om samarbejde og sikkerhed i Europa på tværs af jerntæppet og med deltagelse af både NATO- og Warszawapagtlandene samt de neutrale lande Finland, Sverige, Østrig og Schweiz blev der alle vegne travlt med at danne private foreninger – non-governmental organisations (NGO’er).

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Disse skulle monitorere myndighedernes overholdelse af slutaktens forpligtelser over for signaturlandenes borgere og jævnligt rapportere derom.

Her i Danmark tog nu afdøde professor dr.jur. Erik Siesby meget tidligt initiativet til at danne Den Danske Helsinki-Komité, hvor jeg i øvrigt havde den glæde at være næstformand i mange år.

Hvis formålet er at følge magthavernes politiske vilje og bøje konventionernes ord efter det formål, så tjener IMR ikke længere det øjemed, som dets eksistensberettigelse står og falder med.

Bjørn Elmquist
Advokat

Bred opbakning til oprettelsen af IMR
Øst for jerntæppet ville man også være med.

Det skete dog i form af en særlig afart af foreninger, der hurtigt fik betegnelsen GONGO’s, det vil sige governmentally organized non-governmental organisations.

Dér var ingen parti- og regeringsneutral indsats mulig.

Den udvikling inspirerede til de overvejelser og forhandlinger i Folketinget, som førte til fremsættelse og næsten enstemmig vedtagelse af et privat forslag til folketingsbeslutning om oprettelsen af centret.

Blandt forslagsstillerne, der omfattede alle partier i Folketinget bortset fra Fremskridtspartiet, var Bernhard Baunsgaard (R), Ole Espersen (S), Ebba Strange (SF) og jeg selv, der dengang var ordfører for det daværende regeringsparti Venstre.

Regeringsneutrale rammer
Formålet i Danmark var at forankre hele denne overvågnings- og rådgivningsproces med hensyn til konventions- og andre internationale forpligtelser i så partipolitisk og regeringsneutrale rammer som overhovedet muligt.

Derfor er der i IMR et råd, hvor danske NGO’er er repræsenteret og en bestyrelse udpeget af rådet.

Der ansættes en direktør, der står for sekretariatet med forskere og sagsbehandlere med videre.

Også de politiske partier er integreret i konstruktionen med repræsentanter som medlemmer af rådet og bestyrelsen, men uden bestemmende indflydelse.

Hensyn til den politiske stemning
Den første formand for rådet var Anker Jørgensen og den næste Poul Hartling, hvorefter – i al beskedenhed – jeg var formand i otte år.

For os alle dog først efter, at vi ikke længere sad i Folketinget.

I min formandstid var der et par situationer, hvor jeg fornemmede en tendens hos den daværende bestyrelsesformand til at tage – efter min vurdering – utilbørligt hensyn til den politiske stemning.

Men rådgivningen og høringssvarene fra IMR forblev på rette spor, det vil sige på "klassisk" vis vurderende forelagte forslags overensstemmelse med konventionerne og den nationale forfatning ud fra den forståelse, at formålet med disse overordnede standarder er at beskytte den enkelte borger og dennes rettigheder mod overgreb.

Læs også

Så vidt historien og de præmisser, som IMR hviler på. Og – efter min opfattelse – derfor også i dag ufortøvet og uforstyrret bør arbejde ud fra.

Men desværre tyder mere og mere på, at dette ikke længere er en given ting. Jeg har i de seneste år undret mig over nogle af IMR's udmeldinger.

Allermest i forbindelse med rådgivningen af regeringen med henblik på at svække Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols virke, da Danmark sidste år var formand for Europarådets ministerkomité.

Som bekendt mislykkedes dette lidet hæderværdige danske initiativ på grund af rettidig omhu fra et stort flertal af medlemslandene.

En forkert pragmatisme
I Altingets interview 23. og 26. januar med IMR's nuværende direktør argumenterer han for sit pragmatiske syn på beskyttelsen af menneskerettigheder.

Nu er det at anlægge en pragmatisk holdning og dermed en pragmatisk fortolkning ikke i sig selv nødvendigvis forkert. Pragmatisk betyder jo formålsbestemt, så hvis formålet er legitimt, er det helt OK.

Det, jeg ovenfor betegner som den "klassiske"  fortolkningsmodel, har jo det formål at tilgodese det enkelte individs rettigheder, og det kan derfor også siges i princippet at være pragmatisk.

Men hvis formålet er at følge et folketingsflertals, og dermed som oftest også regeringens, altså magthavernes, politiske vilje og bøje konventionernes ord efter det formål, så tjener IMR ikke længere det øjemed, som dets eksistensberettigelse står og falder med.

Så bliver vagthunden en logrende skødehund over for indtrængende.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjørn Elmquist

Fhv. MF (V og R), fhv. advokat (H)
cand.jur. (Københavns Uni. 1963)

0:000:00