Debat

BNI-grænse lader fattige i stikken

DEBAT: BNI-grænsen bestemmer fortsat, hvilke lande Danmark støtter, også selvom uligheden er enorm i flere af de nye mellemindkomstlande. Styrkelse af civilsamfund i netop de lande er afgørende, mener Mads Barbesgaard, Afrika Kontakt.
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mads Barbesgaard
Politisk formand for Afrika Kontakt

Som læsere af Altinget.dks udviklingssektion formentlig ved, er en række lande i Syd p.t. ved at blive udfaset af Danida-samarbejdet.

Denne udfasning sker med henvisning til landenes BNI-grænser, som er oversteget en mere eller mindre arbitrært sat grænse for, hvornår man er 'fattig'. Samtidig hører vi fra ministeren, at Danida såvel som CSO'er i langt højere grad skal til at fokusere på de såkaldte skrøbelige stater.

BNI-grænsen overser flertallet
Umiddelbart burde man jo glæde sig over denne udfasning, da det burde afspejle en eller anden form for fremskridt. I Afrika Kontakt er vi imidlertid ikke så optimistiske. Vi mener ikke, at denne arbitrære og rigide forståelse af, hvornår man er 'fattig', reelt afspejler situationen i de pågældende lande. Efter at have arbejdet i Sydafrika og Swaziland med partnere, der har kæmpet en brav kamp for deres politiske, social og økonomiske rettigheder i en årrække, ved vi eksempelvis, at der desværre er meget langt igen i disse lande.

Fakta
Ny evaluering af civilsamfundsstrategiehar sat en ny retning for samarbejdet mellem organisationer i Nord og Syd. Derfor har Altinget | Udvikling i juni inviteret politikere, ngo'er og fagfolk til at debattere evalueringen og indholdet af en kommende civilsamfundspolitik. Dette er sidste runde af debatten.

Se præsentation af månedens debattører.

 

Begge lande bliver imidlertid nu udfaset – Swaziland har sneget sig op over den magiske grænse, og Sydafrika har jo længe været over den, men har været under 'overgangsbistand'. Vores bekymring fik i øvrigt tidligere på året støtte fra uvant side, nemlig EU-Kommissionen.

I en meddelelse fra februar forklarede Kommissionen således, hvordan størstedelen af verdens fattige p.t. bor i mellemindkomstlande. Kommissionen påpegede yderligere, hvordan særligt uligheden i disse mellemindkomstlande kan være en trussel for reel og såkaldt bæredygtig udvikling (men dette gælder tilsyneladende ikke landene i Kommissionens egen baghave!?).

Folk, der kæmper for det næste måltid og de mest basale behov, skal naturligvis også støttes, men det er måske ikke her, at CSO'ers kræfter er bedst brugt?

Mads Barbesgaard
Politisk formand, Afrika Kontakt

"Grumme forklaringer bag flotte tal"
Som beskrevet i et tidligere indlæg mener vi, at civilsamfundsstrategien skal støtte op om CSO'er, der agerer vagthunde over for magthavere. Dette er især vigtigt i mellemindkomstlande, hvor det ofte kun er en snæver politisk og økonomisk elite, der har gavn af den økonomiske vækst.

Hvor dette selvfølgelig er slemt nok i sig selv, ligger der desuden ofte nogle grumme forklaringer bag de flotte tal i excel-arkene, eksempelvis uhæmmet rovdrift på naturressourcer (Angola), et diktatorisk kongedømme, der beriger sig selv og sine venner (Swaziland) eller en omgang nyliberal chok-doktrin, der har beriget de få, men frarøvet flertallet (Sydafrika).

Netop fordi der er betragtelige ressourcer på spil i disse lande, er kampene tit og ofte langt mere politisk skærpede, end de er i de fattigste lande, hvor det er helt basale behov, der kæmpes for. Kritiske vagthunde er derfor altafgørende for at råbe magthaverne op og konstant udfordre status quo. Det er i denne kontekst, at organiserede mennesker kan ændre noget i samfundene.

Hvor gør CSO'er mest gavn?
Med dette vil vi naturligvis ikke klandre Danida eller nogen som helst andre for at arbejde i de fattigste og/eller skrøbeligste lande. Folk, der kæmper for det næste måltid og de mest basale behov, skal naturligvis også støttes, men det er måske ikke her, at CSO'ers kræfter er bedst brugt?

Kampen mod ulighed og for gennemgående samfundsforandringer, hvor vi mener, kritiske CSO'er er afgørende, kan ikke lade sig gøre på tom mave! Tværtimod er det netop her, at stater kan og skal spille en rolle. Her er der tale om en klart anden og politisk mere uproblematisk form for støtte, end den, vi mener, civilsamfundsstrategien bør fokusere på.

Vi vil derfor opfordre til, at man begynder at se på alternative rettesnore for, hvilke lande der kan opnå støtte generelt. Hvis man fra ministeriets side – trods de mange fattige i mellemindkomstlande – absolut er forhippet på at følge BNI-grænsen for statsstøtten, vil vi i det mindste opfordre til, at arbejde med CSO'er i mellemindkomstlande bedømmes ud fra nogle alternative rettesnore end alene BNI-grænsen.

Betegnelsen mellemindkomstland medfører ikke, at alt pludseligt er godt, og kritisk CSO-arbejde forbliver derfor altafgørende i disse lande - bare se på gaderne i Brasilien!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00