Debat

Care fra flygtningelejr: Katastrofen lurer forude

DEBAT: Flygtninge vil ingen have, men alle må bidrage til at afværge katastrofen – både derude og ved forhandlingsbordene, skriver Rasmus Stuhr Jakobsen fra Care efter sit besøg i million-flygtningelejren Cox's Bazar i Bangladesh.

Der er brug for håb og handling, hvis den million flygtninge, der er presset sammen i Cox's Bazar i Bangladesh, skal have en fremtid, skriver Rasmus Stuhr Jakobsen.
Der er brug for håb og handling, hvis den million flygtninge, der er presset sammen i Cox's Bazar i Bangladesh, skal have en fremtid, skriver Rasmus Stuhr Jakobsen.Foto: A.M. Ahad/AP/Ritzau Scanpix
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Stuhr Jakobsen
Generalsekretær i Care Danmark

Muslimske kvinder, flygtet fra systematisk voldtægt og overgreb i Myanmar, sendte på Kvindernes Internationale Kampdag en sværm af balloner mod himlen. På ballonerne havde de skrevet deres håb for fremtiden.

Og der er brug for både håb og handling, hvis der skal skabes en fremtid for den million flygtninge, der er presset sammen under kummerlige forhold på stranden ved Cox's Bazar i Bangladesh.

Seks måneder efter at de første flygtninge ankom, er lejren i Cox's Bazar ikke bare en af verdens største, men også verdens tættest befolkede flygtningelejr. Da vi besøgte lejren, slog det os som det første, at der er mennesker overalt, og man bliver ramt af lugten fra de mangelfulde sanitære forhold.

Den vilje og de penge, der skal findes, handler også om politik, og her er situationen efter seks måneder, hvor den store mediebevågenhed har lagt sig, kendetegnet ved fravær af løsninger.

Rasmus Stuhr Jakobsen
Generalsekretær i CARE Danmark

Systematisk fordrevet til Bangladesh 
Særligt for kvinderne er livet i lejren udfordrende. Bare det at vaske sig i fred er umuligt, og mange venter, til det er blevet mørkt for at sikre sig en smule privatliv.  

Livet i en flygtningelejr er aldrig nemt. Men i forhold til de standarder, vi stræber efter i vores arbejde i humanitære situationer, er vi langt fra målet.

Vi taler om én million mennesker presset sammen på et lille område. Cirka 300.000 var allerede i Cox's Bazar, mens yderligere 681.000 er strømmet ind over grænsen fra Myanmar siden 25. august.

Baggrunden for flugten er systematisk fordrivelse udført af både lokalbefolkningen og militæret i Myanmar. Vidnesbyrd fra mange af de flygtninge, som vi har snakket med, beretter om de mest grufulde overgreb, man kan forestille sig.

Kvinder, der er blevet systematisk voldtaget, drenge og mænd, som er blevet slået ihjel foran deres familier.

Ingen hjælp at hente
Situationen i lejrene er slem i dag. Men en katastrofe lurer forude, når monsunen og cyklonerne begynder at hærge mod slutningen af april og varer hen over sommeren.

Store mængder af regn vil vælte ned over de skrøbelige skur og telte og i forvejen sårbare mennesker. Vi skal finde vilje og midler til at sætte ind nu for at minimere skaderne. Det handler om at flytte mennesker væk fra fare for jordskred, udbygge de sanitære systemer og tilbyde mere træning i hygiejne for at minimere risikoen for koleraudbrud, når drikkevandet bliver forurenet fra toiletterne.   

Den vilje og de penge, der skal findes, handler også om politik, og her er situationen efter seks måneder, hvor den store mediebevågenhed har lagt sig, kendetegnet ved fravær af løsninger. Der er ingen, der vil have gruppen af flygtninge.

Bangladesh har ikke fået hjælp til at løfte byrden af sine stærke naboer Indien, Thailand og Malaysia, som også har undladt at komme med stærk kritik af Myanmars handlinger. Europa vil ikke være en realistisk løsning, og Myanmar vil ikke uden videre tage gruppen af fordrevne tilbage. Bangladesh er i forvejen både det fattigste land i regionen og også det tættest befolkede i verden.

Vil gerne hjem
På de balloner, som kvinder sendte mod himlen 8. marts, havde de skrevet deres drømme og håb. Kvinderne var samlet i et af Cares centre specielt målrettet kvinder – og som de fleste drømmer kvinderne mest af alt om at komme hjem. Og der skal ikke herske tvivl om, at vores vurdering er, at netop det er den mest værdige og realistiske løsning.

Men skal flygtningene vende hjem til Myanmar, kræver det et koordineret politisk pres på Myanmar af en anden kaliber, end hvad vi har set hidtil og herunder klare krav fra de stærke regionale naboer.

Det var et tilfælde, at vi besøgte Cox's Bazar på Kvindernes Internationale Kampdag. Men Care  arbejder målrettet med at hjælpe specielt kvinder. Vi har i lejrene oprettet kvindecentre, der fungerer som et helle for kvinderne. Her kan de deltage i aktiviteter, tale sammen om deres udfordringer og ikke mindst de voldsomme og traumatiske oplevelser, mange af dem har været udsat for – og på den måde hjælpe hinanden videre i livet.

Vi deler de håb, som kvinderne 8. marts sendte mod himlen skrevet på balloner. Men vi  frygter også for fremtiden for de mange flygtninge i Bangladesh.

Derfor vil vi opfordre både regeringen og vores gode kolleger i andre hjælpeorganisationer til at fortsætte den danske indsats for at bidrage til bæredygtige løsninger både ude blandt flygtningene og ved forhandlingsbordene.   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Stuhr Jakobsen

Adm. direktør og generalsekretær, Care Danmark, forperson, Globalt Fokus
cand.scient.soc., (RUC 2003)

0:000:00