Debat

Concito: Den internationale håndtering af klimamigranter bør styrkes

Det skal afklares, hvilke rettigheder klimamigranter har i konkrete situationer og sammenhænge samt hvilke forpligtelser lande har, hvad enten de er oprindelsesland, transitland eller destinationsland, skriver Jarl Krausing, vicedirektør og international chef i Concito.

Flygtningelejr for internt fordrevne i Syrien. December, 2021.
Flygtningelejr for internt fordrevne i Syrien. December, 2021. Foto: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Verdensbanken har i september 2021 vurderet, at der i 2050 kan være over 200 millioner migranter i verden, hvoraf 100 millioner i Afrika og 5 millioner i Centralasien tæt på Europas grænser. Endvidere, at vi allerede i 2030 kan se de første store alvorlige migrationsbrændpunkter i verden på grund af et ændret klima og de effekter, det har på fattige befolkningers modstandskraft og leveforhold.

Allerede nu vurderes det, at snesevis af millioner af sårbare mennesker i de fattigste lande og regioner er blevet skubbet tilbage i fattigdom, og at dette tal kan vokse til mange hundrede millioner i de kommende årtier. 

Alene sidste år blev over 40 millioner mennesker fordrevet fra deres hjem på grund af klimaet

Jarl Krausing, vicedirektør og international chef i Concito 

I værste fald vil effekterne af klimaforandringerne kunne nå et niveau, hvor tilpasning til klimaforandringerne ikke længere er mulig overalt, men hvor millioner af sårbare mennesker skal skabe et nyt livsgrundlag. I bedste fald kan de skifte erhverv på det sted, hvor de bor (for eksempel fordi man ikke længere kan drive landbrug). Eller i værste fald må de flytte sig (for eksempel fordi området bliver for varmt eller kommer under vand permanent).

Social uro og konflikt
Alene sidste år blev over 40 millioner mennesker fordrevet fra deres hjem på grund af klimaet. FN's klimapanel går så langt som til at vurdere, at op mod en milliard mennesker vil skulle flytte sig ud af ubeboelige områder omkring ækvator omkring 2070, hvis vi ikke får styr på vores udledning af drivhusgasser således som Parisaftalen foreskriver.  

Migration kan i sig selv være en god økonomisk strategi for at understøtte bæredygtig udvikling og lokal modstandskraft for de fattigste befolkninger. Men hvis den sker pludseligt, sker på stor skala, eller sker i en allerede udfordret udviklingsmæssig kontekst, så kan den underminere politisk stabilitet og føre til social uro og konflikt.

Det har vi set i blandt andet Syrienkonflikten og antageligt flere steder på det afrikanske kontinent. Og det kan føre til politisk ustabilitet og udfordret sammenhængskraft i destinationslande i selv stabile politiske regioner.

Debatserie: Hvordan skal udviklingspolitikken forholde sig til klimamigranter?

Klimaforandringer driver i stigende grad mennesker fra hus og hjem. Især i skrøbelige og fattige stater. 

Hvordan skal dansk udviklingspolitik håndtere det? Og er det i stigende grad nødvendigt at tænke klimaet ind i udviklingspolitikken? 

Kort sagt: Hvordan skal udviklingspolitikken forholde sig til klimamigranter?

Altinget Udvikling har inviteret en række aktører med tilknytning til emnet til at forholde sig til ovennævnte spørgsmål.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du meget velkommen til at skrive et indlæg og sende det til debatansvarlig Pernille Tørslev på pnt@altinget.dk eller til Altingets debatredaktion på debat@altinget.dk.
 

Det så vi i blandt andet EU i 2015 da omkring 1,3 millioner migranter indrejste i Europa, eller når migranter anvendes som et geopolitisk instrument, som det ses i forholdet mellem for eksempel EU og Tyrkiet eller mellem Polen og Belarus. 

Forhøjet sårbarhed
Årsagskæden er på den baggrund ganske klar: En utilstrækkelig klimaindsats på dels nedbringelsen af de lokale og globale udledninger af drivhusgasser og dels opbygningen af større modstandskraft blandt de mest sårbare befolkninger, lande og regioner kan afstedkomme en forhøjet sårbarhed, marginalisering og dermed fattigdomsskabelse.

Og denne vil i sig selv typisk kunne afstedkomme migration som overlevelsesstrategi blandt de mest sårbare eller historisk set mest agile befolkningsgrupper, med de negative effekter det kan have i transit og modtagerlande.  

Den seneste udviklingspolitiske strategi – "2021-2025 Fælles om Verden" – er et godt skridt i den rigtige retning med sit fokus på nexus mellem klima, fattigdom og migration.

Her bliver fastholdelse af en rettighedsbaseret tilgang i håndtering af de mest udsatte folk, samt opbygning af tilstrækkelig vand- og fødevareforsyningssikkerhed på grund af et ændret klima samt jobskabelse i især landdistrikterne helt afgørende for succes. Særligt, da mange af de mest udsatte lande og regioner oplever en samtidig meget kraftig befolkningstilvækst.

Klimaklogt og robust udvikling
Men vi skal videre herfra, og der bør fremadrettet være et endnu større fokus på følgende tre elementer: 

1) En styrket international håndtering af klimamigranter, da de i øjeblikket ikke er omfattet af noget globalt beskyttelsesregime. FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har alene mandat til at håndtere flygtninge forfulgt på grund af politiske overbevisning, tro, køn eller race med videre.

Det skal med andre ord afklares, hvilke rettigheder klimamigranter har i hvilke konkrete situationer og sammenhænge, og hvilke forpligtelser lande har, hvad enten de er oprindelsesland, transitland eller destinationsland. 

Det kan føre til politisk ustabilitet og udfordret sammenhængskraft i destinationslande i selv stabile politiske regioner

Jarl Krausing, vicedirektør og international chef i Concito 

2) En øjeblikkelig opkvalificering af klimaindsatskompetencer i alle led af den udviklingspolitiske handlingskæde, således som også anbefalet af OECD's udviklingskomité, i 2021 rapporten "The Only Way forward". Heri påpeges behov for at styrke nexusforståelsen og sådanne kompetencer på klimaområdet i såvel donororganisationer, udviklingsorganisationer (globale og lokale) samt i modtagerlandes statslige systemer.

Det gælder også i de danske ministerier og styrelser, som i dag er engageret i internationalt klima, udvikling og migration.

3) En markant øget finansiering til at håndtere hele nexusområdet på klima, fattigdomsbekæmpelse og migrationshåndtering i udviklingslandene og særligt Afrika og Centralasien og andre potentielle oprindelseslande til klimarelateret migration.

Givet de enorme risici, der er på spil for Danmark og EU, men også på grund af eksport og det globale gearingspotentiale, bør et samlet niveau ligge på mindst to procent af BNI for at fremme den globale grønne omstilling, modvirke klimaforandringernes negative effekter på fattigdomsbekæmpelse samt modvirke og håndtere klimarelateret migration. 

Der er samlet set brug for, at udviklingspolitikken i endda endnu højere grad indarbejder nexusforståelsen i indsatser på klima, udvikling og migration.

Endvidere, at en markant øget klima- og udviklingsfinansiering ses som integrerede instrumenter i en bredere dansk udenrigspolitisk værktøjskasse, der også bør have klare referencer til geopolitikken såvel som til erhvervs- og handelspolitikken - med henblik på et styrket fodaftryk i verden i fremme af et endnu mere klimaklogt og klimarobust udviklingsspor.

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion