Danmark må ikke vende ryggen til verden

Man kan slukke brande den ene gang efter den anden, men uden brandsikring så sker det jo igen!

Christian Juhl (EL), Trine Mach (SF) og Knud Vilby
Henholdsvis udviklingsordfører, udviklingsordfører og udviklingsjournalist

Af Christian Juhl (EL), Trine Mach (SF) og Knud Vilby
Henholdsvis udviklingsordfører, udviklingsordfører og udviklingsjournalist

Vist har vi råd. Ordene stammer fra en pjece forfattet af socialdemokraten Kika Mølgaard (1930-1995), hvori der blev argumenteret for, at vi selvfølgelig har råd til at have en høj udviklingsbistand. Spoler man frem til tonen i dag, ser det lidt anderledes ud. Anført af Venstre, er der indledt en klapjagt på udviklingsbistanden, hvor man kappes om at fremføre den mindst muligt progressive rolle for Danmark på den internationale scene. Men behøves det at være sådan? Er der ikke netop nu, med klimaforandringer, flygtningestrømme og en galoperende global ulighed, mere end nogensinde behov for, at Danmark generobrer rollen som bannerfører for international solidaritet? Netop i år, hvor verden skal vedtage nye globale udviklingsmål?

Det mener vi, og vist har vi råd. Som med alt andet politik er det et spørgsmål om prioritering.

Gennemgribende nedskæringer
2,5 milliarder kroner lyder nedskæringsplanerne fra Venstre på. Nedskæringerne udmeldes imidlertid uden at ville fortælle, hvor nedskæringerne skal ske. Vi har igen og igen hørt fra Venstre, heriblandt formanden, at de afrikanske lande ikke ville blive ramt af nedskæringerne undtagen ’bistands-darlings’. Men som Politiken for nyligt afslørede, holder end ikke det løfte. Laver man nedskæringer for 2,5 milliarder, vil det have omfattende konsekvenser for Danmarks programmer i Afrika, Asien og Latinamerika. Med de uklare meldinger, Venstre selv kommer med, kunne det tyde på, at alvoren ikke er gået op for dem selv.

Som om det ikke var nok, taler Venstre samtidigt for en yderligere udhuling af de resterende bistandsmidler, så dem, der er tilbage, i endnu højere grad skal fremme dansk erhvervslivs eventyr i den store verden. Det vil sige en fortsættelse af den nuværende tendens, hvor Danmarks fremmeste udviklingspolitiske opgave i Myanmar ikke handler om at støtte op om civilsamfundets kamp for demokrati, men om at sikre Carlsbergs indmarch på det myanmarske marked. En fortsættelse af tendensen, hvor støtte går til erhvervslivsfremme, uden at man dog har en model, der virker. Som bekendt blev erhvervsinstrumenterne sat i bero i efteråret, fordi de ikke fungerede godt nok i deres form. Det er et skråplan og fjerner os endnu længere fra udviklingsmidlernes oprindelige progressive formål: fremme af sociale, politiske og økonomiske rettigheder for almindelige mennesker.

Nogen skal jo betale
Selv om man fra Venstres side forsøger at underspille hele manøvren med at finansiere deres øvrige forslag ved at hakke løs i bistandsmidlerne, er der altså tale om et gennemgribende indgreb, der vil have store konsekvenser for Danmarks engagement rundt omkring i verden. Men hey, som de selv siger, ”nogen skal jo betale”, og så er det da lige for at tage fra mennesker på den anden side af kloden - de har heller ikke en stemme i debatten endsige valget.

Men angrebet kommer desværre ikke kun fra højrefløjen. Hvor socialdemokraterne tidligere har været en del af bolværket mod nedskæringsiveren, har de i denne valgkamp endegyldigt opgivet kravet om en udviklingsbistand på 1% af BNI. I debatterne smelter de sammen med den øvrige masse af partier, der nærmest kæmper om parolen, ”vi finansierer jeres velfærd med de penge, vi skulle bekæmpe global fattigdom med”. Det er, som om de har læst samme fokusgruppeundersøgelse af, at man kan vinde valget ved at flytte nogle stemmer på at vende verden ryggen. For at være helt ærlig, er det grimt at være vidne til nedsmeltningen af den globale solidaritet og indsigt.

En progressiv stemme
Mølgaards pjece symboliserede et paradigmeskift i den danske tilgang til udviklingsbistanden. Det blev slået fast, at tingene godt kunne være anderledes, at lille Danmark godt kunne spille en anden rolle internationalt. Det kan vi stadigvæk, hvis vi vil.

Vil man forebygge krige og konflikter eller skabe udvikling, der gør, at mennesker ikke af nød vender blikket mod Europa og trodser Middelhavet, så skal vi generobre vores progressive rolle internationalt og holde fast i indsatserne for bæredygtig udvikling. Man kan slukke brande den ene gang efter den anden, men uden brandsikring så sker det jo igen!