Debat

Danmark og Frankrig underskriver fælleserklæring: Vil styrke udviklingssamarbejde i Vestafrika

DEBAT: I anledning af det franske statsbesøg har den danske udviklingsminister sammen med hendes franske kollega underskrevet en fælleserklæring, der skal styrke de to landes udviklingspolitiske samarbejde i Vestafrika. "Sammen står vi stærkere," skriver Ulla Tørnæs (V).

Sammen med Frankrigs udviklingsminister har Ulla Tørnæs (V) taget initiativ til en fælleserklæring, som skal styrke udviklingssamarbejdet mellem de to lande.
Sammen med Frankrigs udviklingsminister har Ulla Tørnæs (V) taget initiativ til en fælleserklæring, som skal styrke udviklingssamarbejdet mellem de to lande.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Tørnæs (V)
Minister for udviklingssamarbejde

Frankrigs præsident besøger i disse dage Danmark på et historisk statsbesøg, som understreger det tætte partnerskab mellem Danmark og Frankrig. Frankrig er en vigtig samarbejdspartner i kampen for et stærkt internationalt samarbejde baseret på internationale institutioner og faste spilleregler.

Jeg har så forskellige steder som New York, Bruxelles og Mali set, hvordan vi står sammen om at løse globale udfordringer som flygtninge- og migrationsstrømme, ustabilitet og radikalisering. Udviklingssamarbejdet er afgørende for at adressere de bagvedliggende årsager, og jeg har derfor sammen med Frankrigs udviklingsminister taget initiativ til at styrke udviklingssamarbejdet mellem Danmark og Frankrig i form af en fælleserklæring, som vi underskrev i forbindelse med statsbesøget. Danmark stiller sig parat til at understøtte indsatserne med et beløb i størrelsesordenen 25 millioner kroner. 

Fokus er særligt på den vestafrikanske Sahel-region, som med Libyens kollaps er en del af Europas sydlige nærområde, og hvor vi har klare fælles interesser i stabilitet og udvikling, ikke mindst på grund af terrorisme og migrationsstrømme. Vi lægger også op til at samarbejde i Syriens nærområde.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Fire temaer
Den fælles erklæring fokuserer på fire temaer, som er centrale prioriteter for mig som udviklingsminister.

For det første må vi investere i kvinder og pigers rettigheder og ligestilling, fordi det er en hjørnesten i at sikre bæredygtig udvikling og stabilitet. Hele befolkningen – og ikke kun halvdelen skal kunne bidrage. Retten til egen krop er en særlig udfordring i Sahel, som har verdens højeste fødselsrate (mere end fem børn per kvinde) og mødredødelighed. Jeg satte derfor ved mit sidste besøg i Mali sammen med Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen fokus på familieplanlægning.

Frankrig er en vigtig samarbejdspartner i kampen for et stærkt internationalt samarbejde baseret på internationale institutioner og faste spilleregler.

Ulla Tørnæs (V)
Udviklingsminister

For det andet må vi styrke unges muligheder, særligt i Sahel hvor 65 procent af befolkningen er under 30 år. Ellers er der en risiko for, at de begiver sig ud på en farefuld færd mod Europa eller tilslutter sig radikale grupper. Samtidig giver den voksende unge befolkning nye muligheder. Jeg mødte under EU-Afrika ungetopmødet i Elfenbenskysten sidste år mange engagerede unge, som kan være en vigtig drivkraft for forandringer.

For det tredje må vi styrke uddannelse og kompetenceudvikling. Kun ved at sikre børn og unges (særligt pigers) adgang til uddannelse af ordentlig kvalitet og kompetenceudvikling, som modsvarer samfundets behov, kan der skabes økonomisk udvikling. Eksempelvis ved vi, at en kvindes indkomst – og dermed samfundets velstand – stiger med 10-15 procent for hvert gennemført skoleår.

For det fjerde er det afgørende, at sammenhængen mellem vores indsatser i langvarige kriser styrkes, ligesom konfliktforebyggelse er væsentligt.

Dette er vigtige udviklingspolitiske prioriteter både for Danmark og Frankrig. Jeg er derfor stolt af, at vi med fælleserklæringen har taget et vigtigt skridt mod et styrket udviklingssamarbejde. Sammen står vi stærkere i kampen mod de bagvedliggende årsager til ustabilitet, radikalisering og migrationsstrømme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Tørnæs

Kandidat til Europa-Parlamentet (V), Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

0:000:00