Debat

Danmark skal anerkende en palæstinensisk stat

DEBAT: En anerkendelse af Palæstina kan skabe en ny forhandlingsramme, som vil betyde, at en suveræn palæstinensisk stat side om side med andre lande også i praksis kan blive en realitet. Det mener Tue Magnussen, konsulent for Antitortur Støttefonden, ATSF.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tue Magnussen 
Konsulent for Antitortur Støttefonden, ATSF

Det bliver spændende at se, hvem i Folketinget der - gennem et beslutningsforslag - vil give sine kollegaer lejlighed til, i lighed med det britiske underhus, at stemme om en opfordring til anerkendelse af Palæstina.

Danmark kan med en snarlig anerkendelse af Palæstina give Palæstina et tiltrængt og velfortjent håndslag.

Tue Magnussen
Konsulent, Antitortur Støttefonden

Mandag 13. oktober besluttede det britiske underhus, ifølge Guardian, at landet bør anerkende Palæstina som en stat. Dermed lagde Underhuset i det britiske parlament for første gang op til, at Palæstina skal anerkendes som en stat af Storbritanniens regering.

Beslutningen blev vedtaget med 274 stemmer for, mens 12 stemte imod. Premierminister David Cameron var blandt de mange, som undlod at stemme.

Fakta
Fra 23. september og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på Israel-Palæstina-konflikten.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget : udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget : udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet. 

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Formålet med dette er enkelt og bygger på en tro på, at en anerkendelse af en palæstinensisk stat ved siden af Israel vil øge presset for at forhandle om en to-statsløsning. Det kan måske få en frugtbar løsning på konflikten lidt tættere på, udtalte Jack Straw, der var britisk udenrigsminister fra 2001-2006.

Om det alene bliver Enhedslisten eller en tværpolitisk alliance af folketingsmedlemmer, der vil stille beslutningsforslaget, når Folketinget vender tilbage fra efterårsferie, er uvist. Men flere ”politiske baglande” har på landsmøder opfordret deres folketingsmedlemmer til at arbejde for dansk anerkendelse. Og folketingsmedlemmer fra S, R, SF m.fl. var ude ved de mange demonstrationer efter Israels angreb på Gaza og love at arbejde for dansk anerkendelse.

Følg Sveriges eksempel
Afstemningen i det britiske parlament kommer kort tid efter, at Sveriges nyvalgte statsminister, Stefan Löfven, meddelte, at Sverige agter at anerkende en palæstinensisk stat.

Israels udenrigsministerium indkaldte Sveriges ambassadør til et møde for at protestere mod den svenske regerings erklærede hensigt om at anerkende en palæstinensisk stat. Israel udtrykte dyb skuffelse over den svenske beslutning.

Danmark bør efter min mening følge Sveriges eksempel og straks anerkende Palæstina. Den nye svenske socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, har som nævnt meddelt, at en af den nye svenske regerings første handlinger vil være at anerkende de palæstinensiske områder som en selvstændig palæstinensisk stat. Sverige bliver dermed det første EU-land, der anerkender staten Palæstina som en suveræn stat.

Det er en modig beslutning, siger den palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erekat. Og det palæstinensiske selvstyres udenrigsminister, Riyad al-Maliki, takkede i en erklæring den nye svenske regering for at støtte det palæstinensiske folks legitime ret til selvbestemmelse og en uafhængig stat. Samtidig opfordrer han andre EU-lande til ligeledes at anerkende Palæstina.

Blandt de øvrige EU-lande, der har anerkendt Palæstina, er Ungarn, Polen og Slovakiet. Men disse landes anerkendelser skete, før de blev optaget i EU. FN's generalforsamling vedtog i 2012 at anerkende Palæstina, men EU og de fleste medlemslande har endnu ikke vedtaget en formel anerkendelse.

Søger en håndsrækning
Kampen for anerkendelse har især de seneste tre år stået centralt i palæstinensernes kamp. I september 2011 bad den palæstinensiske præsident, Abbas, FN’s Sikkerhedsråd om at anerkende staten Palæstina som en suveræn stat. Initiativet skete som del af den palæstinensiske premierminister, Salam Fayyads, to-års plan fra 2009, der sigtede mod at gøre palæstinenserne klar til at styre deres egen stat. Med kampagnen ”Palestine 194”, appelleredes til det internationale samfund om, at Palæstina blev FN-medlem nr. 194.

En anerkendelse er i naturlig forlængelse af Sikkerhedsrådets centrale resolutioner, herunder 242, 338 og 1397, og følger princippet om folkenes ret til selvbestemmelse samt Generalforsamlings-resolution 181. Anerkendelsen skal umiddelbart gælde det territorium, som er defineret af grænserne fra før seksdageskrigen i 1967. Det vil sige et territorium omfattende Vestbredden – inkl. Øst-Jerusalem – og Gaza-striben med tilhørende kystområde.

En anerkendelse vil skabe en ny forhandlingsramme som vil betyde, at en suveræn palæstinensisk stat side om side med andre lande også i praksis bliver en realitet. Alle magtudøvende parter, herunder Hamas, skal fra anerkendelsen ophøre med militær magtanvendelse samt søge at forhindre militære aktioner uden for eget område, defineret af 1967-grænserne. Alle parter afstår fra at øge den militære kapacitet i en overgangsfase.

FN’s Sikkerhedsråd skal i overgangsfasen – sammen med regionale organisationer – garantere for sikkerheden i både Palæstina og Israel. Der skal oprettes en fredsbevarende styrke, som skal kunne etablere de sikkerhedsforanstaltninger, som kræves, og have uhindret adgang overalt i begge lande.

Ofrer menneskerettigheder og folkeret
Desværre er der budskaber, som må gentages. For ikke at glemme Israels angreb på Gaza ved årsskiftet 2008/2009, var der i januar 2011 kaldt til demonstration på Kultorvet i København.

Sammen med andre holdt jeg som bestyrelsesmedlem af FN-forbundet en tale, hvori jeg sluttede med at sige: ”Endelig bør Danmark i lighed med mange lande … snarest anerkende Palæstina.”

Det var både da og i dag en yderst vigtig opfordring, som også bakkes op af blandt andre tre tidligere danske udenrigsministre. Op til FN's generalforsamling kaldtes der i september 2011 til demonstrationer verden over. Også i København blev der demonstreret for anerkendelse af Palæstina.

Men tidligere har det internationale samfund, herunder Danmark, alt for ofte ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten for at fremme en fredsproces i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Man har glemt, at international retsorden ikke er en forhindring, men derimod fundamentet for en varig fred.

Vil skabe ny forhandlingsramme
Nu skal vi bruge folkeretten og den svenske anerkendelse fremadrettet og opfordre det danske folketing – i lighed med deres britiske kollegaer – og SR-regeringen til snarest at anerkende Palæstina. Jeg mener, at den danske regering så hurtigt som muligt bør anerkende Palæstina.

Det vil sige, at man ikke skal afvente en afklaring i EU-regi, men snarere følge Sveriges eksempel og straks annoncere en dansk anerkendelse af Palæstina – dels som et klart signal til Israel, især efter angrebet på Gaza i sommers, og dels som retningsgivende for EU og vigtigst som et håndslag til Palæstina.

FN-dagen den 24. oktober er en god anledning. Anerkendelse af Palæstina vil være et vigtigt og markant skridt. Men erfaringen viser, at man aktivt må fastholde fordømmelsen af Israels overgreb og tage konkrete skridt til at udtrykke den.

Et første klart skridt kunne være, at Danmark i EU-regi aktivt arbejder for en suspension af EU’s associeringsaftale med Israel. Et andet skridt kunne være, at Danmark tog initiativ til en international våbenembargo over for Israel, indtil Israel har accepteret at søge konflikten løst gennem egentlige fredsforhandlinger.

Et tredje skridt og som bidrag til, at krigsforbrydelser retsforfølges, bør Danmark opfordre Israel til enten selv at retsforfølge den tidligere israelske ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, eller udlevere ham til Danmark, så han i en dansk ret kan stå til ansvar for sine åbenlyse brud på FN's konvention mod tortur.

En anerkendelse af Palæstina kan måske tillige skabe en ny forhandlingsramme, som vil betyde, at en suveræn palæstinensisk stat side om side med andre lande også i praksis kan blive en realitet. Danmark kan med en snarlig anerkendelse af Palæstina give Palæstina et tiltrængt og velfortjent håndslag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00