Danmission: Et frit og folkeligt eller tavst og trimmet civilsamfund?

Af Jørgen Skov Sørensen
Generalsekretær for Danmission

Kan man modtage penge fra staten og samtidig optræde som kritisk vagthund over for magthaverne?

Det er et af de spørgsmål, der popper op i den igangværende debat om, hvordan den del af udviklingsbistanden, som kanaliseres gennem organisationerne, skal fordeles gennem de fremtidige civilsamfundsmodaliteter.

Svaret har hidtil været ja. I hvert fald i Danmark og de øvrige nordiske lande. Vi har en smuk tradition for, at staten med skattekroner bidrager til sikringen af et mangfoldigt civilsamfund, der varetager opgaver både ude og hjemme.

Det bør være en naturlig del af et ligeværdigt og respektfuldt partnerskab, at man kan kritisere hinanden, hvis der er brug for det.

Jørgen Skov Sørensen, generalsekretær i Danmission

Et civilsamfund, som på trods af statsstøtten har bevaret sin fulde frihed til at være kritisk, ja sågar med pligt til at sige fra – højt eller stilfærdigt efter temperament og tradition – hvis man mener, at der er grund til at kritisere de siddende magthavere. 

Og de selvsamme magthavere kunne så være enige eller uenige i det fremførte synspunkt, men det ville være uhørt at bruge det som argument for at tage bevillingen fra den ene eller den anden organisation.

Jeg tror ikke, det ville falde i god jord, hvis vi som danske donororganisationer forsøgte at lukke munden på eventuel kritik fra vores partnere i syd med en trussel om, at de ikke ville få penge, hvis de kritiserede os.

Jørgen Skov Sørensen, generelsekretær i Danmission

Bistand er ikke et hold kæft-bolsje
Et mangfoldigt og engageret civilsamfund bestående af aktive medborgere, der blander sig i debatten, er en afgørende forudsætning for et velfungerende og levende demokrati.  

Derfor har vi set utallige eksempler på udviklingsorganisationer lystigt kritisere den siddende regering, samtidig med at de arbejdede med statslige udviklingsmidler ude blandt verdens fattigste. Det har været helt, som det skulle være.

Hidtil har udenrigsminister Kristian Jensen da også heldigvis været nogenlunde klar i mælet i sit forsvar for ngo'ernes ytringsfrihed. Og det bør han og de øvrige beslutningstagere holde fast i. 

Med de nye civilsamfundsmodaliteter lægges der op til, at udvalgte organisationer får en såkaldt partnerskabsaftale med Udenrigsministeriet.

For at komme i betragtning til en sådan aftale skal man kunne levere direkte på danske udviklingspolitiske prioriteter og kunne demonstrere en høj grad af professionalisme i sit arbejde.

Partnerskab bygget på uafhængighed
Men det må ikke – og behøver heller ikke – forhindre, at organisationer med en partnerskabsaftale fortsat er uafhængige civilsamfundsorganisationer, der bidrager med viden, erfaring og konstruktiv kritik som en aktiv og uafhængig del af civilsamfundet.

Vi har brug for disse stemmer i debatten. Det er vigtigt for ytringsfriheden. Men så sandelig også for partnerskabet mellem ngo'erne og Udenrigsministeriet.

Det bør nemlig være en naturlig del af et ligeværdigt og respektfuldt partnerskab, at man kan kritisere hinanden, hvis der er brug for det.

Lad mig indskyde en parallel til Danmissions egen relation til partnerne i syd.

Jeg tror ikke, det ville falde i god jord – hverken i Udenrigsministeriet eller blandt danske politikere – hvis vi som danske donororganisationer forsøgte at lukke munden på eventuel kritik fra vores partnere i syd med en trussel om, at de ikke ville få penge, hvis de kritiserede os.

På samme vis bør en strategisk partnerskabsaftale mellem Udenrigsministeriet og en udviklingsorganisation naturligvis ikke betyde, at organisationen bare skal klappe i og være teknisk underleverandør.

Brug for alle hænder
Lad os herefter kaste et blik på de organisationer, der ikke får en partnerskabsaftale, men som på anden vis får mulighed for at søge offentlige midler. Denne gruppe (måske især mindre) organisationer italesættes indimellem som mere "folkelige".

Men hvad ligger der i det? Er det underforstået, at de måske ikke er så professionelle, men til gengæld kan bidrage med noget dansk folkelig opbakning til udviklingsbistanden?

Det kunne måske friste til, at man bekvemt skærer kagen, så "de professionelle" får mange midler og bliver underleverandører til Udenrigsministeriet, mens "de folkelige" med færre midler får friere tøjler til både at sikre det folkelige engagement og såmænd også ymte sig kritisk i ny og næ, hvis de har lyst til det.

Men for det første holder opdelingen ikke, og for det andet undergraver den målet om, at vi skal skabe mest mulig og bedst mulig udvikling ude i verden for de penge, som Danmark bevilger.

Ikke ud med badevandet
Flere af de organisationer, vi opfatter som store og professionelle, kan også vise et betragteligt folkeligt engagement – og de er alle sammen blevet udfordret til at levere på denne front siden Anders Fogh Rasmussen-regeringens første nedskæringsrunde i starten af nullerne. 

Og omvendt har mange af de mindre organisationer et stort folkeligt bagland samtidigt med, at de leverer professionelt udviklingsarbejde, som det i høj grad er værd at støtte med statslige midler.

Det har Danmission og andre organisationer blandt andet fået chancen for at styrke og opbygge gennem de senere år takket være de nyere rammebevillinger fra Udenrigsministeriet.

Hvad end der sker i udviklingen af nye bistandsmodaliteter: Lad ikke dette store arbejde med at styrke kapaciteten gå til spilde.