Danmission: Religion er en del af løsningen

Af Jørgen Skov Sørensen
Generalsekretær i Danmission

Hvad har en koranskole i ferieparadiset Zanzibar at gøre med sikkerhed i Silkeborg? Og hvorfor er det i dansk interesse at se religion og religiøse aktører som afgørende for at kunne skabe robuste lokalsamfund, der både kan modstå radikalisering og arbejde sig ud af fattigdommen?

Sådan er det, fordi vi ikke kun lever i et moderne samfund, hvor religion er en privatsag, som mange i Vesten fejlagtigt troede indtil 11. september 2001. Vi lever også i en virkelighed, hvor religion er afgørende for 80 procent af verdens befolkning – både i hverdagens praksis, som etisk pejlemærke og som legitimering af vold.

Derfor er det nødvendigt at indtænke religion og religiøse aktører i løsningerne, også når vi taler dansk udviklings- og sikkerhedspolitik.

Det mangfoldige og levende civilsamfund er en central dansk værdi, som Danmark har stor interesse i at holde fast i.

Jørgen Skov Sørensen, generalsekretær, Danmission

Det underbygges af for eksempel prognoser fra Verdensbanken, som viser, at antallet af verdens fattige de næste 15 år kun kan reduceres fra 14,5 procent til 7 procent – selv med en høj vækstrate i udviklingslandene.

Samarbejder man med trosbaserede og andre civile organisationer, kan andelen af fattige ifølge Verdensbankens vurdering imidlertid nedbringes til blot 3 procent.

Kirker og moskeer har typisk en infrastruktur, der gør, at de ofte er de første til at reagere i en humanitær krise og fortsat er der, når krisen er løjet af.

Jørgen Skov Sørensen, generalsekretær, Danmission

Stabilt og langsigtet arbejde
"Alle får cirka det samme som sidste år."

Det har gennem mange år været princippet, når Udenrigsministeriet skulle fastsætte de årlige finanslovbevillinger til vore organisationer, der arbejder med udviklingsbistand under civilsamfundspolitikken. Det har givet stabilitet og mulighed for at arbejde langsigtet. Det har været en god ordning med gode resultater.

Alligevel kan det være på sin plads at gentænke fordelingen af midlerne – herunder hvordan man kvalificerer sig til en af de nye partnerskabsaftaler med Udenrigsministeriet.

Der er lagt op til en højere grad af politisk styring, når organisationerne i partnerskabsaftaler skal levere på danske udviklingspolitiske prioriteringer.

Ej blot en underleverandør
Vi vil stærkt opfordre til, at dette sker i respekt for civilorganisationernes forskellighed. Det er vigtigt at undgå total strømlining af organisationernes arbejde, så vi bliver reduceret til tekniske underleverandører af dansk bistand.

Netop det mangfoldige og levende civilsamfund er en central dansk værdi, som Danmark har stor interesse i at holde fast i – også på den globale scene. Fleksibilitet, udstrakt frihed og mulighed for at arbejde langsigtet bør stadig være adelsmærker for dansk civilsamfundsstøtte.

Kriterierne for en partnerskabsaftale bør være baseret på en vurdering af, hvad de enkelte organisationer har at byde på, og hvordan dette spiller sammen med behovet ude i verden og de danske prioriteter – og i den nævnte rækkefølge.

I udvælgelsen bør Udenrigsministeriet have blik for, at også mindre organisationer har noget særligt at byde ind med af viden, kompetence og netværk, centrale elementer både for dansk udviklingspolitik og for danske interesser.

Religiøse aktører bidrager til antiradikalisering
Regeringens udkast til udviklingsstrategi har stærkt fokus på Verdensmål 16 om fred, retfærdighed og institutioner. Her er det afgørende, at religion og religiøse forandringsaktører ikke først og fremmest opfattes som en forhindring, men bliver tænkt ind som en force i opbygning af tillid og i udvikling af civilsamfund, som besidder modstandskraft mod radikalisering og ekstremisme.

Hvad havde det så at gøre med sikkerhed i Silkeborg?

Udkastet til strategi peger på de komplekse og langvarige kriser i "usikkerhedsbuen" omkring Danmark. Her anvendes religion til at legitimere vold og magtkampe og til at sætte skel mellem befolkningsgrupper.

Moderate religiøse stemmer, som taler dialog, fredelig sameksistens og fælles medborgerskab, kan imidlertid netop derfor aktivt inddrages for at bruge deres indflydelse i arbejdet med at skabe langsigtede løsninger.

Også i forhold til udvikling og nødhjælp har religiøse aktører ofte stor indflydelse og mulighed for at nå befolkningsgrupper i for eksempel marginaliserede områder.

Kirker og moskeer har typisk en infrastruktur, der gør, at de ofte er de første til at reagere i en humanitær krise og fortsat er der, når krisen er løjet af. Særligt i lande, hvor statslige institutioner er svage eller sat ud af spil pga. konflikt eller krig, oplever man, at religiøse institutioner tager over.

Verden hænger sammen
Danmission har mange års erfaring med at arbejde med dialog på tværs af religiøse skel – både i Asien, Mellemøsten og Afrika.

Tag for eksempel Zanzibar, som har en klar muslimsk overvægt og til tider er plaget af religiøse spændinger og sammenstød. Her driver Danmission sammen med den stedlige lutherske kirke et interreligiøst center (ZANZIC).

Ét af mange initiativer foregår på koranskolerne, hvor imamer og præster i fællesskab er begyndt at undervise i fredelig sameksistens og respekt for andre religioner, samtidig med at lærerne undervises i pædagogik for at komme den udbredte korporlige afstraffelse til livs.

Det sker efter invitation fra koranskolerne og i samarbejde med undervisningsministeriet i Tanzania. Og sideløbende med den type konkrete initiativer arbejder ZANZIC for eksempel med både korte kurser og universitetsstudier i kristen-muslimske relationer. Målet er at udbrede arbejdet til andre dele af Østafrika i samarbejde med universiteter i Danmark og andre steder i verden.

For verden hænger sammen – fra Zanzibar til Silkeborg.

Og det er den forståelse af verdens problemer og løsninger, der skal være med, når man konstruktivt og effektivt skal (re)definere Danmarks bidrag til udvikling og sikkerhed både ude og hjemme. Herunder hvordan vi i de danske civilsamfundsorganisationer bidrager til begge dele.