Dansk organisation i Afghanistan: Vesten kan blive nødt til at tale med Taliban

I starten af maj lød et dekret fra styret, at kvinder fremover skal være dækket til fra top til tå af en burka, når de er udenfor hjemmet. Det er blot seneste tilføjelse til listen over påbud, det afghanske folk er underlagt.  

Kvinder skal også have en mandlig ledsager, når de bevæger sig længere væk fra hjemmet. Derfor har Dacaar - også kaldet Den danske komité for hjælp til afghanske flygtninge - ansat en masse mænd sideløbende med ansættelserne af kvinder.

FN fylder en container med dollarsedler, flyver dem ind til den nationale bank i Kabul, stiller pengene i banken, hvorfra de deler pengene ud

Klaus Løkkegaard
Sekretariatschef i Dacaar Denmark

“Vi sørger for transport til kvinderne, så de kommer sikkert til og fra arbejde. Ude i landdistrikterne tilbyder vi kvinderne at ansætte en mandlig ledsager. Det kan være deres mand, bror eller et andet familiemedlem, der følger dem på arbejde. Det benyttede vi os også af, før Taliban overtog,” siger sekretariatschef for Dacaar Denmark, Klaus Løkkegaard.  

Afhængige af kvinder

De 100 ansættelser af kvinder er en del af en langsigtet strategi, forklarer han.  

”Over halvdelen af målgruppen for vores hjælp er kvinder. Hvis ikke vi har kvinder ansat, kan vi ikke udføre vores arbejde. Vi er komplet afhængige af dem i vores organisation,” siger Klaus Løkkegaard.  

Organisationens ansatte består i dag af cirka 17 % kvinder. Et tal, der er langt fra målsætningen, men et skridt på vejen i et landskab, hvor al udvikling sker langsomt og besværligt.  

Klaus Løkkegaard forklarer, at man hos Dacaar er vant til at navigere i en kultur, der kan virke fjern fra vestlige normer. 

Man er nødt til at kaste de vestlige perspektiver på menneskerettigheder og løsninger til side for at kunne begå sig, siger han.

”Man er nødt til at købe ind på de præmisser, de afghanske kultur udstikker. Det gælder mange steder i verden, men i den grad i Afghanistan. Landet var også enormt konservativt, før Taliban overtog magten,” siger han. 

Organisationen er derfor med sin mangeårige erfaring vant til at forhandle og løse problemer på præmisserne i landet. 

Hjælper med vand, landbrug og hygiejne

Dacaar udfører lavpraktiske opgaver i Afghanistan som etablering af rent drikkevand i landsbyer, hjælp til landbrug og oplysning om sundhed og hygiejne. Opgaver, der ifølge Klaus Løkkegaard både er meget basale og komplet apolitiske, og dermed lette at argumentere for vigtigheden af, også overfor lokale Taliban overhoveder.

Så længe verdenssamfundet melder sig ud, har det heller ikke indflydelse på og overblik over, hvor Taliban flytter sig hen

Klaus Løkkegaard
Dacaar Denmark (Den danske komité for hjælp til afghanske flygtninge)

”Vi er en dansk organisation. Men ser du på det lavpraktisk, er 99,5% af vores ansatte afghanere. De lever og arbejder i de områder, hvor projekterne gennemføres. Det er en af grundene til, at vi står stærkt nu. Afghanerne kender os. Det samme gør Taliban,” siger Klaus Løkkegaard.  

Det er netop det, der er kernen i organisationen – at være hvor afghanerne er. Mens de værste krigshandlinger hærgede landet, blev mange civile fordrevet fra deres landsbyer, rykkede Dacaar med afghanerne og hjalp med humanitær bistand i de områder, hvor folk midlertidigt slog sig ned.  

Andre organisationer har, ifølge sekretariatschefen svært ved at komme ind i landet nu, efter at have forladt det, da helvede brød løs.  

”Vi kom hurtigt tilbage til de gamle områder. Da afghanerne igen begyndte at flytte hjem til landsbyerne, flyttede vi med dem,” siger Klaus Løkkegaard. 

Samarbejder med Taliban

Mens årsdagen for den afghanske regerings kollaps nærmer sig, bliver der for nu etableret en ny normal i landet, hvor Klaus Løkkegaards ansatte har måtte genforhandle aftaler om organisationens tilstedeværelse.

Hvor situationen med Taliban som statsledere er ny, har Dacaar lang erfaring med at forhandle med lokale ledere og celler af Taliban. Det er her organisationen, ifølge Klaus Løkkegaard har en særlig styrke.  

”Så længe vi kan få lov at forhandle lokalt, kan vi fortsætte med vores arbejde. De lokale ledere ved godt, de er afhængige af vores arbejde,” siger han og forklarer, at fremtiden er usikker, som Taliban vedtager flere og flere nationale love, der kan være sværere at arbejde rundt om.  

Millioner af dollarsedler i containere 

Hvor andre organisationer i dag har svært ved at komme ind i, og arbejde i Afghanistan, står Dacaar i andre udfordringer. Klaus Løkkegaard beskriver det som at være, “pressede mellem Taliban og den vestlige verden”.  

“Der er et mismatch imellem vestlige forestillinger om humanitær bistand og menneskerettigheder. Det skal vi hele tiden manøvrere rundt i,” siger han. 

Siden verdenssamfundet lukkede for samtlige kasser og diplomatiske relationer til Afghanistan, for ikke at bidrage til Talibans magtovertagelse, har landet været uden penge. Fraværet af de bilaterale økonomiske bidrag, der før holdt hånden under staten og det civile samfund, har efterladt landet i en kolossal humanitær krise, hvor basale ting som mad og andre hverdagsprodukter er svære at få fat i.  

FN er ifølge Klaus Løkkegaard det eneste organ, der kan kanalisere pengestrømme ind i landet. Verdensorganisationen har fundet en lavpraktisk løsning på problemet, der kan minde om noget taget ud af en tegneserie.  

”FN fylder en container med dollarsedler, flyver dem ind til den nationale bank i Kabul, stiller pengene i banken, hvorfra de deler pengene ud,” forklarer han om konceptet, han selv betegner som ”ret vildt”.  

Arbejdet bliver stadig mere besværligt

Løsningen, hvor FN agerer en slags bank i banken, er atypisk, men den eneste måde, der kan overføres penge fra en organisation som Dacaar fra danske konti til Afghanistan.

Det er ifølge sekretariatschefen en kostelig affære, med skærpede sikkerhedsforanstaltninger, men alternativet er at der ikke kommer midler ind i landet.   

”Vi kunne ikke leve uden den her meget, meget, meget specielle konstruktion. Den er et billede på, at ting, der førhen kørte af sig selv, kan nu kræve enorme mængder ressourcer og tid. Vi skal hele tiden finde på nye løsninger,” siger han. 

Dialog med Taliban for befolkningens skyld?

Det eneste offentligt kendte forsøg på dialog mellem Vesten og Taliban fandt sted i Norge i januar, og mødte stor kritik og modvilje. Ved ankomsten var en af et medlem af Taliban-delegationen anmeldt til politiet for krigsforbrydelser.  

Danmark deltog ikke ved mødet, på trods af at flere allierede var at finde på deltagerlisten. Dengang svarede udenrigsminister, Jeppe Kofod (S) til Berlingske:

”Danmark er ikke inviteret til møderne i Oslo og har heller ikke aktuelle planer om at mødes bilateralt med Taleban-regeringen".

Han uddybede ifølge avisen, at Danmark ikke formelt vil anerkende Taleban-regeringen.

I Dacaar forstår Klaus Løkkegaard godt, at man fra politisk side er afvisende overfor at støtte Taliban. Men den samlede vestlige verden kan blive nødt til at gå i dialog med dem, hvis man skal kunne hjælpe de civile afghanere på længere sigt, mener han.

”Jeg siger ikke, at man skal støtte Taliban. Men vi kan som organisation ikke have dialoger på samme niveau som EU, Verdensbanken og nationer. Det er dem, der kan bide skeer med Taliban,” siger han, og uddyber: 

“Så længe verdenssamfundet melder sig ud, har det heller ikke indflydelse på og overblik over, hvor Taliban flytter sig hen. Dacaar kan ikke flytte på Taliban.”