DF: Israel har også et ansvar for at skabe fred

Af Anders Vistisen
Medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti og medlem af Palæstina-delegationen

Israel har gjort det før. Israel trak sig ud af Gazastriben i 2005, og det overraskede omverdenen, for ingen havde troet, at den gamle soldat Ariel Sharon, veteranen fra alle krigene med Israels arabiske naboer, ville være så pragmatisk.

Jeg tror aldrig, vi kommer til at opleve en fredelig løsning, før både israelerne og palæstinenserne er parate til at tage nogle kompromiser. Også den slags, der gør ondt.

Anders Vistisen
Medlem af Europa-Parlamentet for DF

Med magt fjernede den israelske hær de 8.000 bosættere, som ikke ville affinde sig med realiteterne. Den samme skæbne vil formentlig en dag overgå den jødiske enklave i byen Hebron. Det vil være smerteligt for de stærkt troende jøder, for i Hebron befinder Abrahams grav sig. Det var også i Hebron, at araberne myrdede 67 jøder i 1929.

Under samme pogrom blev jøderne fordrevet fra Gaza. Begge steder havde der boet jøder, længe før araberne indvandrede.

Men der må træffes tunge beslutninger, og menneskeliv må trods alt veje tungere end minder og monumenter. Rømningen af Gaza var en overraskelse, og der kan komme flere, når Israel og palæstinenserne engang sætter sig til forhandlingsbordet, når den sidste iranske raket er affyret fra Gaza.

Ingen kan forudsige eller forlange, at omridset af en palæstinensisk stat nødvendigvis bliver våbenstilstandslinjerne fra 1949, også kaldet ”1967-grænserne”.

Risikable bosættelser
Kort før han døde, foreslog Ariel Sharon, at nogle områder på Vestbredden, hvorpå der i dag ligger store jødiske boligkvarterer og industrier, skulle tilfalde Israel, mod at arabiske byer og områder inde i Israel blev overført til en palæstinensisk stat; de israelske arabere var dog ikke interesserede i den byttehandel.

Uanset, om de største jødiske bosættelser bliver en del af Israel, er det uundgåeligt, at 80-90.000 jøder i de fjerneste bosættelser vil befinde sig langt inde i en palæstinensisk stat.

Hvis de – igen - har held til at true og afpresse en israelsk regering til at gennemskære de palæstinensiske områder med ”sikre korridorer” og beskytte dem med israelsk militær, vil det sætte mere ondt blod, føre til sammenstød og en ny ond cirkel. Ingen af de små, provokerende bosættelser kan få lov at overleve.

Den dag, hvor en israelsk regering udviser lige så meget mod, som Ariel Sharon gjorde i 2005, må disse yderligtgående bosættere gøre op med sig selv, om de nu vil klare sig selv midt i et arabisk folkehav.

I teorien og i den bedste af alle verdener kunne de jo blive boende; Israel har masser af arabere uden israelsk pas boende, uden at der bliver krummet et hår på deres hoveder, selv om bosætterne nok ikke skal forvente den samme blødhed fra palæstinenserne.

Desuden risikerer en palæstinensisk stat at blive et temmelig uroligt foretagende den første lange tid, når de forskellige stammer og fraktioner, tro mod sædvane, går løs på hinanden.

Israels eksistens er i over 60 år blevet brugt som lynafleder og undskyldning for de arabiske landes egne dårligdomme. Det må snart få en ende. Hamas må og skal afmilitariseres, før en fred kan komme på tale. Men som i alle andre henseender i livet skal begge parter være indstillet på en løsning, og det kræver også, at israelerne sætter deres egne ekstremister på plads.

Jeg tror aldrig, vi kommer til at opleve en fredelig løsning, før både israelerne og palæstinenserne er parate til at tage nogle kompromiser. Også den slags, der gør ondt.