Dignity: Dansk bistand risikerer at finansiere brud på menneskerettigheder på EU’s ydre grænser

Store millionbeløb fra dansk udviklingsbistand anvendes i stigende grad til at udbygge grænsekontrol og migrationsmyndigheder i landene omkring EU.

Det gælder blandt andet 26 millioner kroner, der i 2020 blev afsat til ”styrkelse af Tunesiens evne til at forvalte og kontrollere landets grænser”, og cirka 45 millioner kroner, som regeringen i 2021 har bevilget til at styrke ”grænsekontrol og hjemsendelse af irregulære migranter og afviste asylansøgere” på Vestbalkan.

I finansloven for 2021 er der afsat 300 millioner kroner til et ”Retfærdigt og humant asylsystem”, og Regeringen har også understreget, at migrationshåndtering skal være en hovedprioritet i den nye strategi for dansk udviklingsbistand.

Det er afgørende, at de voksende danske bevillinger til fremme af effektiv grænsekontrol og migrationshåndtering uden for EU som minimum rummer betydelige komponenter til forebyggelse af brud på menneskerettighederne.

Rasmus Grue Christensen
Direktør, Dignity

EU-lande overholder ikke konventioner
Man kan diskutere, hvor meget udvikling der faktisk skabes af effektivisering af grænsekontrol i landene uden for EU.

Men hvis vi skal bruge udviklingsmidler på at hjælpe andre lande med at kontrollere deres grænser, bør en væsentlig del af midlerne afsættes til at fremme myndighedernes respekt for menneskerettighederne, herunder FN’s flygtningekonvention og FN’s torturkonvention.

Ikke engang EU-lande som Grækenland og Kroatien formår tilsyneladende at overholde konventionerne. Beretninger om græske myndigheders konventionsstridige ’pushbacks’ i Det Ægæiske Hav er talrige. Og Dansk Flygtningehjælps nylige dokumentation af kroatisk grænsepolitis brutale overgreb, fortæller historien om et stort behov for øget viden om menneskerettigheder og vilje til at håndhæve dem.

Risiko for at understøtte menneskerettighedskrænkelser
I lande, der ikke er underlagt EU’s menneskeretsstandarder, er behovet så meget desto større. Libyens berygtede behandling af migranter er nok det grelleste eksempel på grove krænkelser af basale rettigheder.

Amnesty og andre organisationer melder løbende om grov mishandling i libyske interneringslejre. Men heller ikke lande, der har fælles grænse med EU, formår at håndtere flygtningesituationen på betryggende vis. Bosnien-Hercegovina er aktuelt udsat for kritik for utilstrækkelige forhold i teltlejre for asylansøgere.

Der er en risiko for, at dansk udviklingsbistand, der anvendes til effektivisering af grænsemyndigheder uden for EU, ender med at understøtte menneskerettighedskrænkelser.

Derfor er det også iøjnefaldende, at regeringen i præsentationen af de omtalte nye danske bevillinger til grænsemyndighederne i Tunesien og på Vestbalkan ikke lægger vægt på styrkelse af myndighedernes respekt for menneskerettigheder.