Afskaf udviklingsbistandens frivillighed

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Ved et topmøde i 2012 besluttede OECD-landene, at de ville have en ny definition på, hvad der tæller som officiel udviklingsbistand (ODA). Nogle var trætte af, at ikke alle deres bidrag til økonomiske og sociale fremskridt i udviklingslandene blev talt med i OECD’s officielle statistikker og hjalp til at løfte deres bistandsprocent mod 0,7 mål. Andre syntes, at definitionen allerede på nuværende tidspunkt var for bred og indbefattede for mange udgifter, som i virkeligheden ikke gjorde livet bedre for verdens fattigste.

Måske tiden, hvor verdens rige lande frivilligt kan tage stilling til, om de vil bidrage til at løse de globale udfordringer, verden står overfor, bør slutte?

Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS.

Det første synspunkt var og er stadig det dominerende hos langt de fleste donorlande i OECD-kredsen. I takt med stigende økonomiske vanskeligheder og pres på de offentlige budgetter - hos specielt EU-landene efter 2008 - har udsigten til at nå 0,7 målet for mange været langt ude af syne. I hvert fald, hvis vi snakker udviklingsbistand i klassisk forstand.

For mange af disse lande har samtidigt fundet ud af, at der er meget at hente ved i stedet at rette fokus mod nye lånetyper, der i høj grad tilbagebetaler sig selv, eller initiativer som eksempelvis Danmarks nye landbrugsinvesteringsfond. Her ligger der indtil videre 40 millioner kroner, som vores handels- og udviklingsminister håber vil afføde 8-900 millioner i investeringer fra danske virksomheder. Tænk, hvis alle de penge kunne tælle som udviklingsbistand i OECD’s statistikker?

Bistandsmål vil stå for skud
Meget har ændret sig i verden, siden de oprindelige regler for ODA blev lagt fast for 45 år siden, men fattigdom har vi stadig mere end rigeligt af. Al snakken om en ny definition har selvfølgelig sin berettigelse, når vi ser på de nye aktører, der er kommet til som donorer. Lige så er bistandens evne til at være katalysator og sikre større investeringer væsentlig i en fremtid, der vil kræve store summer, for at verdens fattigdom kan afhjælpes.

Men omdefineringen kommer også belejligt i en tid, hvor størstedelen af OECD-landene kan se, at de aldrig kommer til at nå målet om at give 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand, indenfor de nuværende regler. 

Ideen om en ny løsning synes lige nu at basere sig på en ’indre cirkel’, hvor de traditionelle stramme regler om bistanden, som vi har kendt dem de sidste mange år, vil kunne tælles med, mens en ’ydre cirkel’ skal kunne rumme ’alle former for bidrag’ til udvikling. Hvis sådanne ændringer indføres, vil målet om 0,7 procent helt tydeligt stå for fald. 

Til at erstatte det kommer muligvis nye forpligtelser. Vi ved det endnu ikke. Får OECD-landene valget om, hvor de vil høre til, er der nok ikke nogen tvivl, at langt de fleste helst vil holde sig til den ’ydre cirkel’, på nær enkelte traditionelt set duksede donorer (Norden, UK og andre).

Ideen om den ydre cirkel er ikke så dum endda. Problemet med den er naturligvis, at den stadig vil medtælle nogle af de bidrag, vi kan stille spørgsmål ved - som flygtningemodtagelse, store summer til hjemlige universiteter for at uddanne folk fra udviklingslande, og lån, der basalt er en forretning for donorlandene. 

På den anden side giver en så bred ramme mulighed for, at for alvor tage fat på de såkaldte globale offentlige goder, der vedrører os alle, fra udryddelsen af globale sygdomme (som vi for eksempel er vidne til med Ebola, der langsomt spreder sig fra Vestafrika), over begrænsningen af verdens forurening, til at stoppe krig og konflikt. 

Krav om fast bidrag
Et teoretisk tankeeksperiment kunne være, at et OECD-medlemskab (eller FN for den sags skyld) ville kræve et fast bidrag på eksempelvis to eller tre procent af BNI til globale formål gennem den ’ydre cirkel’. Beskeden ville være klar: ønsker man at være en del af det etablerede internationale samfund, kræver det, at man bidrager til, at alle mennesker i verden kan leve et sikkert og værdigt liv.

Med de veje vinden lader til at blæse, er det formentligt dybt urealistisk, at omdefineringen af ODA reglerne skulle ende med at blive en mulighed for at gentænke og hæve ambitionerne og forpligtelserne til at afhjælpe verdens fattigdom og sikre globale offentlige goder. Men måske tiden, hvor verdens rige lande frivilligt kan tage stilling til, om de vil bidrage til at løse de globale udfordringer, verden står overfor, bør slutte?