Driftssikker minister overtager fastlagt kurs

NY MINISTER: Fem ministre har haft ansvaret for bistanden, siden hun sidst var udviklingsminister. Nu er Ulla Tørnæs (V) tilbage næsten syv år senere. Politikken er dog lagt for den erfarne minister, der overtager en beskåret opgaveliste.

Ulla Tørnæs fra Venstre vender tilbage til posten som udviklingsminister, som hun sidst besad i 2010.
Ulla Tørnæs fra Venstre vender tilbage til posten som udviklingsminister, som hun sidst besad i 2010.
Kasper Frandsen

Danmarks historiens største besparelser på udviklingsbistanden er udført, og en ny udviklingspolitisk strategi ligger stort set klar.

Og heller ikke i regeringsgrundlaget er der nyt på det område.

Sporene til de kommende års danske udviklingspolitik er med andre ord allerede lagt af Venstres Kristian Jensen, der siger farvel til udenrigsministerposten, efter cirka 17 måneder på Asiatisk Plads, for at blive finansminister.

Til at køre udviklingspolitikken videre, vender en gammel kending tilbage – nemlig Ulla Tørnæs, der tidligere har siddet fem år på posten fra februar 2005 til februar 2010, hvilket er rekord for en udviklingsminister.

Fakta
BLÅ BOG

Ulla Pedersen Tørnæs, født 4. september 1962 i Esbjerg, datter af fiskeskipper og fhv. minister Laurits Tørnæs og direktør Katty Tørnæs.

Politiske poster

  • Folketingsmedlem for Venstre i Sydjyllands Storkreds fra 13. november 2007 til 30. juni 2014.
  • Folketingsmedlem for Venstre i Ribe Amtskreds fra 21. september 1994 til 13. november 2007.
  • Kandidat for Venstre i Esbjerg Bykredsen fra 2007 til 2012.
  • Kandidat for Venstre i Esbjergkredsen fra 1994 til 2006.

Parlamentarisk karriere

  • Uddannelses- og forskningsminister fra 29. februar 2016.
  • Minister for udviklingsbistand fra 18. februar 2005 til 23. februar 2010.
  • Undervisningsminister fra 27. november 2001 til 18. februar 2005.
  • Politisk ordfører 1998-2001.
  • Medlem af bestyrelsen for Venstres folketingsgruppe 1994-2001.
  • Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre 1. jul. 2014 – 29. feb. 2016.

Uddannelse og erhverv

  • Påbegyndt jurastudiet, Københavns Universitet, 1991.
  • Erhvervssproglig korrespondent i engelsk og erhvervssproglig diplomuddannelse i fransk, Handelshøjskolen, København, fra 1985 til 1988.
  • Universitetsstudier, Chambéry, Frankrig, fra 1984 til 1985.
  • Exam.art. (fransk), Odense Universitet, fra 1982 til 1984.
  • Gymnasieophold, Chambéry, Frankrig, fra 1981 til 1982.
  • Nysproglig student, Esbjerg Statsskole, 1981. 
  • Ansat i sekretariatet for Venstres folketingsgruppe, fra 1986 til 1994.

Kilde: Folketinget

”Der ligger næsten en færdigformuleret udviklingspolitisk strategi, som jeg glæder mig til at arbejde videre med. Jeg kender ikke præcist elementerne endnu. Men jeg forestiller mig, at jeg kan se mig selv i det,” siger hun.

Kristian Jensen har med stor iver har arbejdet på strategien, som forventes for første gang nogensinde at gøre udviklingspolitikken forligsbelagt.

Jeg ved om nogen, hvilken forskel dansk udviklingsbistand gør derude, og hvordan den er med til at skabe forandring for rigtig mange.

Ulla Tørnæs (V)
Ny udviklingsminister

Men samtidig er indholdet også på lange stræk en reformering af dansk udviklingsbistand – især et stort fokus på at skabe job og vækst i udviklingslandene samt historisk store beløb til nødhjælp fremadrettet er blandt de mest væsentlige elementer i den nye strategi.

Har du dine egne mærkesager, eller skal du mest fortsætte den linje, der er lagt?

”Der vil nok være nogle nuancer – vi er to forskellige personer. Men jeg skal lige have mulighed for at se den politik, som Kristian har formuleret,” siger Ulla Tørnæs.

Siden 54-årige Ulla Tørnæs sidst sad i Udviklingsministeriet, har fem ministre haft ansvaret for udviklingsbistanden.

Men med Ulla Tørnæs får ministeriet en minister, der er kendt for sin driftssikkerhed. Omvendt er hun ikke kendt for sit karisma, og med en profileret LA-formand som Anders Samuelsen på udenrigsministerposten, risikerer hun at ryge under radaren den kommende tid, hvor det mest af alt handler om at implementere udviklingspolitikken, mere end at udvikle den.  

En svagere minister-portefølje
Desuden får udviklingsminister Ulla Tørnæs en svagere portefølje, end det længe er set for den ministerpost.

Handelsdelene, som mange ellers havde troet skulle lægges sammen med udviklingsdelen til én ministerpost, kommer til at ligge hos Anders Samuelsen. Det er især overraskende, fordi det eksplicit i regeringsgrundlaget er nævnt, at handel og udvikling "uløseligt hænger sammen".

Anders Samuelsen får desuden også ansvaret for bistanden til Palæstina og kommer til at tage sig af Det Dansk-Arabiske Partnerskabsinitiativ samt naboskabsprogrammet. De områder har ellers tidligere været delt mellem udenrigs- og udviklingsministerposten.

Ulla Tørnæs har siddet på en lang række ministerposter. Hun kommer fra en post som uddannelses- og forskningsminister og har tidligere også været undervisningsminister i 00'erne.

Vender hjem
Ulla Tørnæs glæder sig til ”at vende hjem”, som hun selv siger.

”Jeg ved om nogen, hvilken forskel dansk udviklingsbistand gør derude, og hvordan den er med til at skabe forandring for rigtig mange,” sagde hun under ministeroverdragelsen i Udenrigsministeriet.

Især glæder hun sig til at arbejde med kvinders rettigheder på globalt plan, som nu bliver en af hendes mærkesager igen.

”Der er stadig en rigtig god grund til at sætte fokus på kvinders rettigheder – det er vigtigt, at de får ret til blandt andet at bestemme over egen krop og antallet af børn, fordi al erfaring viser, at når man har fat i kvinderne, så spreder det sig som ringe i vandet som positive forandringer for hele samfundet,” siger hun.

Vil det sige mere fokus og flere penge til området?

”Ja. Det satser jeg meget på. Men jeg vil dog gerne finde ud af, hvordan landet ligger. Det har jeg ikke haft mulighed for at se på endnu,” siger hun.

En allieret i Finansministeriet?
Afgående udenrigsminister Kristian Jensen (V) fik ros med på vejen fra departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen samt en regnemaskine i gave, "for det er som om, at Finansministeriet ikke altid regner resten af verden ind," lød det (se Ulrik Vestergaard Knudsens tale til overdragelsen her).

Også Ulla Tørnæs så perspektiver i at have en tidligere ansvarlig for udenrigs- og udviklingsområdet siddende i Finansministeriet, når de store penge skal fordeles.

Begge sagde det naturligvis lidt i spøg. Men sandheden er, at Udviklingsministeriet har oplevet sparerunder næsten uafbrudt i 15 år, bistanden er blevet beskåret med milliarder, og flere og flere udgifter til asylområdet lægges ind under bistanden.

Men ovre i Finansministeriet, hvor Kristian Jensen tog videre efter overdragelsen i Udenrigsministeriet, kom departementschef Martin Præstegaard med et klart billede af forskellen på Udenrigsministeriet og Finansministeriet:

”Noget vil du kende. Noget vil være anderledes. Sprogbrugen er en anden. For os er en ambassade en udgift, ikke en investering – begrebet at dac’e er positivt, ikke negativ. Og det tror jeg, at du vil lære hurtigt,” lød det.

Dokumentation

Udviklingsministre gennem tiden

Posten blev etableret af regeringen Nyrup Rasmussen i januar 1993. Der har dog tidligere været tilløb til en selvstændig ministerbetjening.

Her blev Helle Degn (S) minister for udviklingsbistand fra 1993 til 1994. Hun indførte betegnelsen udviklingsminister.

I 1994-1999 var Poul Nielson (S) udviklingsminister. Han blev afløst af Jan Trøjborg (S) fra 1999 til 2000, som igen blev afløst af Anita Bay Bundegaard (R) fra 2000 til 2001.

I regeringen Anders Fogh Rasmussen I var Bertel Haarder (V) integrations- og udviklingsminister 2004-2005. Derefter havde Ulla Tørnæs (V) posten 2005-2010, efterfulgt af partifællen Søren Pind, der sad på posten fra 23. februar 2010 til 3. oktober 2011.

I regeringen Helle Thorning-Schmidt var Christian Friis Bach (R) udviklingsminister og sad på posten fra 3. oktober 2011 til 21. november 2013, da han trak sig fra posten.

Han blev efterfulgt af partifællen Rasmus Helveg Petersen fra 21. november 2013 til 3. februar 2014.

Derpå blev posterne handel og udvikling slået sammen og besat af socialdemokraten Mogens Jensen frem til valget i juni 2015.

Under V-regeringen fra juni 2015 til november 2016 passede partiets næstformand, Kristian Jensen, udviklingsbistanden i rollen som udenrigsminister.

28. novenber er posten som udviklingsminister genoprettet med Ulla Tørnæs i spidsen endnu engang.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Tørnæs

Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

0:000:00