Efter klimatopmødet i Lima: Brug for en ny klimastrategi

Af Mattias Söderberg
Seniorrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

Klimatopmødet i Lima, COP20, er slut, og resultatet er desværre meget tyndt. Selvom de internationale klimaforhandlinger bliver ved med at bevæge sig fremad, står verdenssamfundets indsats langt fra mål med det problem, videnskaben beskriver.

At COP20 ikke leverede det ønskede resultat, skyldes i høj grad en konflikt mellem to landegrupperinger. På den ene fløj har vi rige lande, der mener, at de store ulande skal tage flere klimaopgaver på sig. På den anden fløj står der en række ulande, som mener, at de rige lande har et historiskt ansvar og dermed også skal gå foran.

Midt imellem disse grupper har vi en bred gruppe med både rige og fattige lande, heriblandt EU, flere af de rigere lande i Latinamerika og ikke mindst de fattigste og mest sårbare lande. Denne midtergruppe har fokus på, at vi skal skabe handling og er derfor villige til at indgå kompromiser for at nå det bedst mulige resultat.

Ydergrupper dominerede topmødet
Ved mødet i Lima var det dog de to ydergrupper, der dominerede, og det var derfor nemmere at skære ting væk end at prøve at finde løsninger, alle kunne leve med. Det ærgrer mig, at mulighederne for at øge ambitionen ikke blev brugt, og jeg regner med at klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) også er frustreret.

Klimaudfordringerne er globale, og derfor er vi nødt til at adressere dem globalt, men hvad skal der ske for at komme videre? Der er brug for en ny strategi, og her kommer mine tre anbefalinger:

Ved mødet i Lima var det dog de to ydergrupper, der dominerede, og det var derfor nemmere at skære ting væk end at prøve at finde løsninger, alle kunne leve med. Det ærgrer mig, at mulighederne for at øge ambitionen ikke blev brugt, og jeg regner med, at klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) også er frustreret. 

Mattias Söderberg
Seniorrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

For det første skal midtergruppen med EU og ulande aktiveres. Det bør være den konstruktive og ambitiøs midtergruppe, der går foran og råber op, sådan at det ikke er yderfløjene, der dominerer debatten. For at styrke alliancen og samarbejdet i midten er landene i denne gruppe dog nødt til at øge dialogen og prøve at finde fælles positioner. 

For EU betyder det, at man bør lytte til ulandenes behov og interesser. Spørgsmålet om tilpasning og om, hvad der skal ske, når klimaforandringerne bliver så drastiske, at man ikke kan tilpasse sig, er af afgørende betydning for de fattigste lande, og det er områder, hvor EU bør åbne op. Ved mødet prøvede Sveriges klimaminister, Åsa Romson, for eksempel at gøre dette ved at støtte ulandenes forslag om et globalt mål for tilpasning.

Spørgsmål om klimaretfærdighed
For det andet er spørgsmålet om global byrdefordeling og ”klimaretfærdighed” nødt til at blive løst. Det kan sikkert ikke lykkes at blive helt enige, men indtil nu har yderfløjene i debatten stået så stejlt på egne positioner, at det har bremset alle forhandlinger.

Nogle af udviklingslandene har forsøgt at dæmme op for dette og at nuancere debatten. Blandt andet har Peru og Colombia meldt sig på banen som donorlande til den Grønne Klimafond, selvom det ikke var forventet af dem. Danmark og EU bør gå ind i denne konstruktive debat og sammen med ulandene prøve at finde nye løsninger.  

For det tredje er der brug for mere tillid landene imellem. Når der ikke findes tillid, er det svært at ændre position og nærme sig hinanden. Tillid kan bygges på flere måder, men dialog er et første skridt, og at leve op til gamle aftaler er et andet. De rige lande, inklusive EU, har ikke været gode til at leve op til eksisterende aftaler, hvilket får ulande til at sætte spørgsmålstegn ved de rige landes intentioner.

Selv om de internationale klimaforhandlinger ikke har leveret det ambitiøse resultat, vi ønsker at se, er processen nødvendig. Men hvis vi skal se en ambitiøs aftale i Paris næste år, har vi brug for en ny strategi. Jeg håber, at Danmark vil tage teten i denne diskussion. EU kan blive en vigtig brik i næste års forhandlinger.