Falliterklæring at skære i støtten til Syrien

Af Karin Aaen
Kommunikationskonsulent, Aaen Communication, og tidligere informationschef, Unicef

Da jeg i september 2015 for første gang besøgte flygtningelejren Za’atari i Jordan, var der én ting, der kom helt bag på mig. Lige uden for den enorme lejr, som på det tidspunkt husede 80.000 syriske flygtninge, ankom busser hver eneste dag med nye flygtninge, som var krydset over grænsen fra Syrien 14 kilometer derfra, ofte efter mange ugers farefulde og traumatiserende strabadser. Men hver dag gik der også busser tilbage – mod den syriske grænse – og næsten lige så mange flygtninge stod på den anden vej!

Der var fædre, unge mænd, familier, som simpelthen valgte at tage tilbage til Syrien for at se, om det var muligt at genskabe sig en tilværelse der. Så fedt er livet i verdens næststørste flygtningelejr heller ikke. De fleste drømte om at vende hjem og genopbygge deres land, og mange havde stadig troen på det. Håbet levede …

Det forsvundne håb
Da jeg i april i år fik mulighed for at besøge lejren igen, var der sket en markant forandring. Nu gik trafikken kun den ene vej – ud af Syrien. Ingen rejste tilbage, ingen talte om at gøre det. Den generelle erkendelse blandt flygtningene var, at de måtte indstille sig på at skabe sig selv et nyt liv et andet sted.

I det øjeblik, det bliver muligt at få en fredsløsning, står og falder stabiliteten i Syrien med, at der er nogle syriske grupper, der kan levere hurtig opfølgning.

Karin Aaen
Kommunikationskonsulent i Aaen Communication og forhenværende informationschef i Unicef

På det halve år var håbet forsvundet. Der foregik fredsforhandlinger, og der blev lavet aftaler om våbenhviler, men ingen troede på det. "Det er bare snak," sagde alle, jeg talte med. "De snakker og snakker og snakker. Vi tror ikke på det! Og ingen tror på os."

Når først håbet forsvinder, forsvinder viljen også. Når ingen tror på en, begynder man også at tvivle på sig selv. Og det er, som om håbløsheden spreder sine kolde fingre fra Syrien ud i alle de såkaldte nærområder og helt op igennem Europa.

I Jordan er hver syvende indbygger nu en syrisk flygtning, i Libanon er det hver femte. De mange nye medborgere lægger et helt enormt pres på landenes ressourcer, og her i Europa har vi oplevet den største flygtningestrøm siden 2. verdenskrig. Når man hører og læser nyheder, kan det næsten føles, som om alverdens dårligdom har sit udspring i netop Syrien. Men det er svært at se løsningerne på udfordringerne, og troen på, at der kan komme fred og frihed i det borgerkrigshærgede land inden for en overskuelig fremtid, er stort set ikke-eksisterende.  

Uforståeligt at regeringen vil skære i støtten
Det er endnu et sørgeligt udtryk for manglende tiltro til en fremtid for den syriske befolkning, når den danske regering nu lægger op til at droppe Syrien som fokusland i det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram – tidligere kaldet Det Arabiske Initiativ – i udkastet til Danmarks nye udviklingspolitiske strategi for Mellemøsten og Nordafrika.

Det Arabiske Initiativ har eksisteret siden 2003 med det formål at understøtte reform- og demokratiseringsprocesser i Mellemøsten og Nordafrika og har gennem de sidste 13 år været en af grundpillerne i dansk udenrigspolitik i regionen. Det blev udtænkt som et civilt udviklingsprogram, der skulle supplere den militære indsats, Danmark ydede i kampen mod transnational terrorisme.

Gennem partnerskaber og dialog med grupper af kritiske intellektuelle, ligestillingsforkæmpere, journalister, kunstnere, studerende, anti-radikale dommere, politikere med flere skulle Danmark bidrage til at styrke frontkæmperne imod ekstremisme og radikalisering i Mellemøsten.   

Programmet er ikke, og har aldrig været, et filantropisk hjælpeprogram. Udgangspunktet for Det Arabiske Initiativ er danske sikkerhedspolitiske interesser, og det er tydeliggjort i den nye strategi, hvoraf det fremgår, at det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram "i varierende grad skal medvirke til at fremme følgende udenrigspolitiske interesser":

·         Værdier – fremme menneskerettigheder

·         Sikkerhed – forebygge radikalisering

·         Vidensdeling – fremme bæredygtige løsninger, gensidig forståelse og samarbejde

·         Markedspotentiale – gensidig fordel af øget handel og investeringer

·         Diplomati – Danmark skal have et stærkt og troværdigt image i regionen

·         Migration – reducere migrationsstrømme og hjerneflugt fra regionen

Målsætningerne er udtryk for konkrete – og helt legitime – danske interesser. Danmark har en enorm interesse i at medvirke til at sikre stabilitet og udvikling i hele MENA-regionen. Men især den langvarige krig i Syrien påvirker mulighederne for succes negativt, ikke blot i Syrien, men i alle de omkringliggende lande.

Netop derfor er det uforståeligt, at regeringen vælger at skære i støtten til de arabiske grupper i Syrien, der skal overtage myndigheds- og civilsamfundsarbejdet, når der endelig bliver fred. Erfaringerne fra Irak viser med al tydelighed, hvor afgørende det er, at når man først har stoppet kamphandlingerne, at man så også kan vinde freden.  

Altafgørende med lokale frontkæmpere
Jeg medgiver, at det kan være vanskeligt af sikkerhedsmæssige årsager at etablere dansk-arabiske partnerskaber med grupper og bevægelser, der befinder sig inde i Syrien. Men der er syriske grupper uden for landets grænser, som man kan fortsætte med at støtte. Og i det øjeblik, det bliver muligt at få en fredsløsning, står og falder stabiliteten i Syrien med, at der er nogle syriske grupper, der kan levere hurtig opfølgning.

Retfærdigvis skal siges, at Danmark yder andre former for civile indsatser inde i Syrien som en del af den brede indsats i kampen mod ISIL, der hører under Forsvarsministeriet. Men det er ikke noget argument for at droppe bistanden til demokrati og udvikling.

Som informationschef i Unicef Danmark fra konfliktens start og indtil i år oplevede jeg tit, at folk troede, det slet ikke kunne lade sig gøre at arbejde inde i Syrien. Faktum er, at det alene i 2015 lykkedes et stort netværk af lokale og internationale aktører blandt andet at vaccinere næsten tre millioner børn, levere rent vand til otte millioner mennesker og skolebøger til over en million børn i de hårdest ramte områder for bare at nævne nogle få resultater.

Når det er muligt, skyldes det ikke mindst, at lokale kræfter inde i Syrien står parat til at yde deres indsats som frontkæmpere i den humanitære indsats, også når det er risikabelt eller direkte livsfarligt. Vi skylder dem også at tro på dem, når det gælder indsatsen for udvikling og demokrati.

Vi må ikke svigte de unge syrere
I Za’atari-lejren mødte jeg 14-årige Raneem, der var flygtet til Jordan med sin familie for tre år siden. Familien havde skabt sig en form for hverdag i lejren, hvor børnene gik i skole, faderen solgte frugt på det lokale marked, og moderen passede hjemmet – en container på 20 kvadratmeter. Ikke noget luksusliv, men tryghed betyder alt, når man har dybe sår på sjælen.

Raneem fortalte, hvordan hun hele tiden hørte lyden af missiler inde i sit hoved. Hendes far blev næsten dræbt af et missil, der slog ned lige bag ved deres hus i Daraa. Nu var hjemmet jævnet med jorden, og der var lange udsigter til, at familien kunne vende tilbage. Men Raneem havde ikke mistet håbet: "Hvis der bliver fred, vil jeg gerne tilbage til Syrien. Og lige meget hvor ødelagt vores land er, så vil vi bygge det op igen. Og det vil blive smukkere end nogensinde før."

Der er stadig unge i Syrien, der tror på fremtiden. Der er stadig mennesker, der har troen på og viljen til at skabe forandringer. Dem må vi ikke svigte. Både for deres, men også for vores egen skyld.

At droppe indsatsen, fordi det er svært, netop nu, hvor det er vigtigere end nogensinde at bevare håbet og signalere, at vi tror på de reformvenlige demokratiske kræfter i Syrien, er en falliterklæring. Der er brug for mere arabisk initiativ, ikke mindre.