Flertal sender klimamillioner til projekter i Afrika og Indonesien

AFTALE: Regeringen er blevet enig med støttepartierne og Alternativet om at fordele 130 millioner kroner til en række projekter i Afrika og Indonesien. Formålet er at sikre klimatilpasning og grøn udvikling. Samtidig oprettes ny innovationspulje til ngo'er. 

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

130 millioner kroner er klar til at blive sendt afsted som klimabistand til en stribe afrikanske lande og Indonesien.

Det er resultatet af en ny aftale mellem regeringen, støttepartierne og Alternativet, skriver Udenrigsministeriet tirsdag i en pressemeddelelse

"De økonomiske konsekvenser af covid-19-pandemien har ramt det afrikanske kontinent hårdt. Men hvis vi tør og samtidig er dygtige og nytænkende, kan det være en mulighed for at give kontinentet en grøn genstart af økonomien og skabe vedvarende energikilder og grønne job. Vi må ikke glemme klimaet, selv i krisetider," siger udviklingsminister Rasmus Prehn (S) i pressemeddelelsen.

Dokumentation

Sådan fordeles pengene

55 millioner kroner går til vand, energi og landbrug i skrøbelige grænseområder mellem Mali, Burkina Faso og Niger, der er meget sårbare over for klimaforandringer. Områderne oplever lange perioder med tørke og oversvømmelser. Samtidig er områderne ramt af konflikter med intern fordrivelse til følge. Der igangsættes projekter, der støtter opbygningen af klimasikret infrastruktur i landbruget og øger adgangen til rent vand og energi.

37,5 millioner kroner går til Beyond the Grid Fonden, der etablerer solceller i udkantsområder i Uganda, hvor befolkningen ikke er koblet til det nationale el-net. Det forventes, at Danmarks støtte vil bidrage til, at projektet samlet giver cirka en halv million ugandere adgang til vedvarende energi, der kan sikre elektrisk lys og opladning af eksempelvis mobiltelefoner og andre simple elektriske apparater. 

37,5 millioner kroner går til samarbejde med Indonesien om den grønne omstilling. Indonesien oplever voldsom økonomisk vækst, hvilket bidrager til fattigdomsbekæmpelse og stigning i levestandarden. Men landet er samtidig verdens sjette største udleder af drivhusgasser, og udledningen forventes at stige i de kommende år.

20 millioner kroner går til danske ngo’ers arbejde med innovativ klimatilpasning i form af en pulje, der kan søges med henblik på at tænke i nye, innovative grønne klimaløsninger, der samtidig har fokus på at skabe nye grønne jobs i lokalområder. 

Kilde: Udenrigsministeriet. 


Altinget logoUdvikling
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget udvikling kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00