Rådgiver for FN's verdensfødevareprogram: "For at udrydde sult må vi holde op med at se det som andres problem"

Da jeg var otte år gammel, ødelagde en alvorlig tørke min lille landsby i Zimbabwe. En stegende hedebølge udtørrede vores flod; den ødelagde vores afgrøder, dræbte vores husdyr og efterlod os sulte.

En dag var jeg så svag af sult, at jeg faldt sammen på jorden. Jeg var i mit unge sind overbevist om, at jeg skulle dø. Til mit store held blev jeg fundet af en FN-medarbejder. Hun gav mig en skål suppe og reddede mit liv.

Flere årtier senere er det ikke til at begribe, at sult – som næsten krævede mit liv – stadig er så fortvivlende udbredt. Selv om vi dyrker mad nok til at mætte alle, går en ud af ni stadig sulten i seng hver nat, og fejlernæring er fortsat den hyppigste årsag til død og sygdom globalt.

Hvordan løser vi så problemet med global sult? Udover at løse konflikter og andre strukturelle og systemiske udfordringer er vi nødt til at ændre den måde, vi tænker på mad på – ikke som en vare, men som en grundlæggende rettighed – og som følge heraf måden, som vi producerer og forbruger den på.

Ekstreme vejrfænomener

I min barndom i begyndelsen af 80'erne blev hungersnød primært opfattet som et "afrikansk problem".

I dag påvirker ekstrem sult stadig det afrikanske kontinent uforholdsmæssigt. Det samme er tilfældet for de mest skrøbelige lande, som lider under konsekvenserne af klimaændringer.

Tørke – som den, der ramte mit eget lokalsamfund – og andre ekstreme vejrhændelser som oversvømmelser, storme og hedebølger truer i stigende grad liv og levebrød. Men de lande, der er mest berørt af disse ekstreme vejrfænomener, er dem, der bidrager mindst til de drivhusudledninger, som forårsager dem.

Nu mere end nogensinde før ser vi, at vores individuelle handlinger og adfærd faktisk kan påvirke andres liv i forskellige dele af verden

Elizabeth Nyamayaro
Særlig rådgiver for FN's verdensfødevareprogram

Og så er der madspild. En tredjedel af den mad, der produceres i verden, går enten tabt efter høst på grund af forkert opbevaring eller spildes hos forbrugerne i rige lande – når mad ikke bliver spist og eller ligger i køleskabe og køkkenskabe og bliver dårlig.

Madspild er den tredjestørste udleder af drivhusgasser i verden efter USA og Kina og er med til yderligere at forværre konsekvenserne af klimaændringer for samfund i udviklingslandene.

23. september indkalder FN til det første topmøde om fødevaresystemer i New York som en del af Decade of Action – handlingens arti – for at nå verdensmålene. Topmødet vil lancere nye, dristige tiltag til at sikre fremskridt for alle 17 verdensmål, som hver især i en eller anden grad afhænger af sundere, mere bæredygtige og retfærdige fødevaresystemer.

Dette er særligt relevant for verdensmål nummer to, der har til formål at nå en verden uden sult og udrydde fejlernæring. For at nå dertil har vi brug for kollektiv handling til at transformere vores fødevaresystemer, som er en kompleks række af aktører og processer, der sikrer, at mad når vores borde.

Vi må alle være en del af løsningen

For at udrydde sult må vi først holde op med at se det som andres problem.

Sult er et fælles ansvar, som kræver fælles solidaritet i både udviklingslandene og i de rige dele af verden. Ligningen er simpel: Hvis vi alle er en del af problemet, må vi alle også være en del af løsningen.

Nu mere end nogensinde før ser vi, at vores individuelle handlinger og adfærd faktisk kan påvirke andres liv i forskellige dele af verden. Denne forståelse formede min opvækst og bor i hjertet af den gamle afrikanske visdom "ubuntu" – "jeg er, fordi vi er".

"Ubuntu" anerkender, at vi alle er en del af en større helhed, forbundet med hinanden gennem vores fælles medmenneskelighed – den samme medmenneskelighed, der reddede mit eget liv. Visdommen anerkender, at vores lykke og lidelse er tæt forbundet med andres lykke og lidelse.

Det, der påvirker én af os, påvirker os alle på forskellige måder. Og især, at vores evne til at overvinde udfordringer kræver, at vi alle arbejder sammen som en enhed.