Folkekirkens Nødhjælp: Erstat besparelser med investeringer

Af Birgitte Qvist-Sørensen
Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

I Tanzania ligger der et dansk bygget landbrugsuniversitet opført med midler fra Danida, Folkekirkens Nødhjælp og Operation Dagsværk. Solomon Mahlangu Freedom College blev oprindeligt bygget som kostskole med gymnasium for unge ANC tilhængere fra Sydafrika, der var på flugt fra apartheidstyret. Bygningerne er opført i mursten og ligner mest af alt et parcelhuskvarter i Bagsværd, Vejle eller et hvilket som helst andet sted i Danmark.

Den danske arkitekt og udviklingsarbejder, Lars Nordbo modtog i december sidste år en orden af den sydafrikanske præsident Zuma for sin indsats med flygtningene fra Soweto, der ikke blot hjalp folk i nød, men gjorde det på en måde, der anerkendte det enkelte menneskes værd, og som samtidig viser sig at være til gavn for generationer fremad.

Flere danske kommuner har efter svensk forbillede forsøgt noget nyt: I stedet for at opnå besparelser på socialområdet ved at reducere i antallet af socialrådgiverne har man gjort det modsatte: Man har ansat socialrådgivere for derigennem at reducere sagsmængden for den enkelte medarbejder. Det giver bedre anbringelser af socialt udsatte børn, og ifølge den såkaldte Scandiamodel, der er et redskab til at beregne samfundsøkonomiske effekter af sociale indsatser, sparer det i længden samfundet for rigtig mange penge.

Havde man fra starten tænkt langsigtet og investeret i menneskers værdighed og levevilkår kunne man måske have undgået at så mange mennesker skulle drukne i Middelhavet, og at politikere i Europa skulle vælge mellem velfærd og humanisme.

Birgitte Qvist-Sørensen
Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Tænk langsigtet i katastrofesituationer
Fælles for disse forsøg med at investere for at spare er, at man har foretaget nødvendige investeringer her og nu i forventning om, at det lønner sig på sigt. Bygningerne var af en sådan høj kvalitet, at de efter endt brug for flygtninge kunne overdrages til Tanzanias regering og omdannes til et landbrugsuniversitet med 1600 studerende. Den tænkning burde man også i højere grad kunne anvende i udenrigstjenesten og udviklingsbistanden, hvor det er klart, at diskount-modeller koster indflydelse og udvikling på sigt.

Mindre intuitivt er det måske at tænke langsigtet i katastrofesituationer. For katastrofer er jo i sagens natur midlertidige. Og så alligevel ikke: En flygtning er i gennemsnit i en flygtningelejr i 17 år. I Folkekirkens Nødhjælp har vi arbejdet i de samme flygtningelejre i særligt Afrika i årtier og har set, hvordan børn, der er født i lejrene, nu er voksne og selv får børn.

Alligevel vælger man mange steder at investere i den billige, men kortlivede dieseldrevne vandpumpe frem for en dyrere rødledning, der har en længere levetid, er næsten gratis i drift og som også kan komme værtslandet til gode, hvis flygtningene en dag kan vende hjem.

Og hvorfor det? Fordi donorer ser på indsatsen i flygtningelejren som en serie af et-årige katastrofer i stedet for at anerkende, at vi har med en situation at gøre, der kræver langsigtede investeringer og et langsigtet fokus.

For sent med støtte til nærområderne
Således fik lejrene i nærområderne til Syrien ikke tilstrækkelige bevillinger, før end flygtninge i hundredetusindtal forlod de kummerlige forhold i lejrene for at søge mod Europa. Nu vil politikerne give penge til nærområderne, men det er for lidt, og det er for sent. Havde man fra starten tænkt langsigtet og investeret i menneskers værdighed og levevilkår, kunne man måske have undgået, at så mange mennesker skulle drukne i Middelhavet, og at politikere i Europa skulle vælge mellem velfærd og humanisme.

Danske politikere kan spare sig selv for mange problemer ved i stedet for at fokusere på besparelser her og nu at begynde at diskutere, hvordan vi bedst kan skabe en positiv udvikling for mennesker i nød. Det kan vi, når vi taler om socialt udsatte i kommuner, så hvorfor ikke også når det handler om somaliske og sydsudanesiske flygtninge i Kakuma, Gambella og Dadaab.

Lad os derfor sikre, at de strategiske rammer for udviklingspolitikken muliggør en langt bedre kobling af de langsigtede udviklingsredskaber til nærområdeindsatserne. Lad os sikre, at vi i stedet for den billigste løsning får den bedste løsning ved at muliggøre mere langsigtede investeringer i katastrofesituationer i stedet for at vente på at katastrofen går fra slem til værre.

Lad os erstatte spareparadigmet med et investeringsparadigme.